Dylan igen

Standard

IMG_8355

Jeg plejer at anmelde Dylan når han besøger København og omegn, og denne gang skal ikke være nogen undtagelse.

Dylan og hans fast backingband spillede i Operaen torsdag og fredag, og jeg havde en fin plads på Række F (sjette række) med min nye koncertmakker, Peter Ole.

Jeg skriver hans faste band, og dette var på alle måder en gentagelse af ritualet. Samme band, samme sange, samme stemning, og nok i nogen grad samme publikum, som så mange gange før.

Dylans Never Ending Tour tog en drejning for omkring 4 år siden, hvor han pludselig ændrede diskurs, og gik fra at ændre sin setliste og sit udtryk fra aften til aften og fra år til år, til i store træk at spille det samme set til hver koncert (med meget få undtagelser).

Det faste set giver Dylan mulighed for at have et stramt komponeret set, hvor hans styrker som 75-årig udstilles en for en. Han er stadig en god sanger, og det vil han bl.a. gerne vise med sine Sinatra-fortolkninger, som faktisk er rigtig godt udført. Musikalsk glider de helt af på mig, men de falder ikke specielt til jorden. De er bare ligegyldige for mig, som de præsenteres der blandt nogle få at de største sange fra Dylans egen karriere. Ballad of a Thin Man, Tangled Up in Blue, Highway 61 Revisited, Things Have Changed, ja selv Blowin’ In The Wind over for Why Try To Change Me Now, All Or Nothing At All, Melancholy Mood, That Old Black Magic og Autumn Leaves.

Jeg ville hellere høre 5 af mandens egne numre. Og det er der mit problem er. For præmissen for en Dylan-koncert er at man går med på legen, og tager udgangspunkt i det han præsenterer og ikke det han ikke præsenterer den aften. På den måde var det jo en fin koncert: 21 numre er en lang Dylan-koncert, og det var fint at de lagde ud med Things Have Changed og drønede hele vejen igennem til Ballad of a Thin Man uden anden pause end den obligatoriske fremkaldelse til ekstranumre. Det er en velsmurt maskine der kommer til byen.

Jeg ville hellere høre 5 af mandens egne numre end Sinatra-covers. Men 3 Sinatra-fortolknings-plader i træk, så er 5 numre faktisk billigt sluppet. Værre er det med det sidste album med egne kompositioner, Tempest fra 2012. Herfra skulle vi sidde igennem 6 numre: Duquesne Whistle, Pay In Blood, Early Roman Kings, Soon After Midnight, Scarlet Town og Long And Wasted Years. De 4 midterste her var ørkenvandringer uden hverken melodi eller arrangement der fortjente vores opmærksomhed. De var bunden af koncerten. Duqeusne Whistle og Long And Wasted Years er fine på hver deres måde.

Det er her at konstruktionen falder fra hinanden. For mange tilfældige numre fra den sidste del af karrieren, for mange Sinatra-covers som ikke rigtigt bider sig fast. Sært nok i samspil med en Dylan som i rigtig mange numre kastede sig ind i dem med glæde og indlevelse. Det er bare som om han har glemt hvad en Dylan-koncert er. Var. Kan være. Nu er det som om at den kun kan have én form.

En Dylan-maskine. Og det er den jeg er blevet træt af. Det er en Dylan-maskine der spytter 50 Sinatra-numre ud på plade. Det er en Dylan-maskine der gider leverer det samme show år ud år ind, som salig Elvis i sit Las Vegas-helvede. Det er en Dylan-maskine der insisterer på gentagelsen som vejen til indlevelsen. En svær kunst at følge som tilskuer, men mange gange løftede koncerten sig, når han og bandet, typisk i instrumentale passager, nåede frem til noget levende og bragte et nyt element i en kendt sang i spil.

Improvisationen foregår på den måde der altid er tilfældet: Dylan lytter ikke til bandet, de lytter til ham, og falder ind i hans staccato-signaler på flygelet og bruger deres chops til at fylde lydbilledet ud med en fra hoften-orkestrering der som regel imponerer. Der er noget sejt over den approach, men også på dette punkt er det blevet en gentagelse. Opdagelserne begynder at lyde ens. For en der har set for mange Dylan-koncerter i træk.

Jeg har set fem shows på 4 år, og med denne setliste er det nok at stramme det. Jeg må huske at springe over næste gang. Han er jo oppe i årene, som man har bemærket de sidste 20 år, og derfor begynder det måske at blive rigtig utopisk at forvente noget af Dylan. Men han viste i lidt under halvdelen af numrene, at det godt kunne blive musikalsk spændende hvis han ønskede det. Som på den mariachi-inspirerede Beyond The Horizon og den florlette Spirit On The Water. Han kan stadig nå at overraske. Men missionen er vist det modsatte.

Screen Shot 2017-04-08 at 10.21.03

Advertisements

Kommentarer er meget velkomne. Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s