Category Archives: Bob Dylan

Hør Dylan-koncert der er under et døgn gammel!

Standard

Denne uge har virkelig stået på Bob Dylan på mange måder. Her på bloggen, på anlægget, på telefonen og på de musiksider jeg holder øje med, har der været Dylan på programmet. Ekstra hyggeligt har det været, at andre af mine venner skulle til andre Dylan-koncerter.

Igår var min ven Martin til koncerten i Hamburg, som havde nøjagtig samme setliste som onsdagskoncerten i Falconer Salen. Vi skrev lidt til hinanden i formiddags, og for lidt siden kunne jeg så tilføje, at hele koncerten igår ligger på YouTube som audio. Jeg lytter til den netop nu, og for mig lyder det glimrende (kvaliteten af Dylan-koncerter kan som bekendt diskuteres).

Ud over at det er skønt, at kunne ligge til koncerten fra igår, eller fra denne eller sidste uge, bliver jeg også begejstret for det teknologiske i at vi deler oplevelser på denne måde. Dylan har spillet over 2.500 koncerter på denne uendelige turné (25 år and still going strong), og nøjagtig nul af disse koncerter er udgivet, hvis man ser bort fra den MTV Unplugged-koncert der udkom i 1995. Det er jo alt, alt for lidt! En koncert fra hvert år ville være fedt, og en fra hvert årti (80’erne, 90’erne, 00’erne og 10’erne) må være det mindste man kan slippe afsted med. Men sådan skal det altså ikke være.

Man kan spekulere i hvorfor det forholder sig som det gør med koncertudgivelserne (der udgives faktisk flere og flere Dylan-optagelse fra før The Never Ending Tour, bl.a. fra 1964, 1966 og 1975 ad officiel vej, og adskillige fra 60’erne som limited releases). Det mest plausible argument er nok, at The Never Ending Tour ikke skal indfanges og gøres til én bestemt aften, ét bestemt band eller én bestemt lyd. Det kunne nemt blive idealet for de koncerter man tager til. Og hvis der er noget Dylan hader (gætter jeg på), er det forventninger. De er egentlig kun til besvær.

Vi entusiaster/fanatikere har kunnet acceptere dette, fordi man ad andre veje, bl.a. skumle communities på nettet, har kunnet tiltuske sig koncerterne i den ene eller anden form. Det skrev jeg bl.a. om i 2011.

En ny krølle på den historie, er at kunne gå direkte på YouTube, dagen efter koncerten, og høre hvad man selv eller andre hørte. Til evig tid (man kan godt downloade fra YouTube).

Jeg ved godt, at dette ikke er officiel politik, eller nogen teknologisk landvinding som sådan, men når nye vinde blæser, bider jeg mærke i det. Bliv ved med det.

Setlisten fra Hamburg - der i øvrigt er identisk med setlisterne fra Hannover og København (onsdagskoncerten).

Setlisten fra Hamburg – der i øvrigt er identisk med setlisterne fra Hannover og København (onsdagskoncerten).

Reklamer

Lidt mere om Dylan i Falconer Salen

Standard

Efter at have læst min anmeldelse af koncerten igår, synes jeg at jeg vil tilføje nogle flere observationer.

Dylans mundharpespil var virkelig godt. Jeg blev decideret overrasket flere gange, over hvor godt han mestrede instrumentet. Det overraskende i dette, skal ses i forhold til hvor skrøbelig/akavet hans fysiske fremtoning er disse dage. Men også i forhold til hvor usselt hans mundharpespil til tider har været (‘Søgende’ er vist det pæne ord jeg leder efter).

Salen føltes meget intim, og var samtidig helt mørkelagt, hvilket gav det sparsomme scene-setup og -belysning meget fine rammer.

Det var desværre tilladt at tage drikkevarer med ind i den mørkelagte sal. Det siger sig selv, at det kun skabte traffik ud og ind af de tætpakkede stolerækker. Jeg tror halvdelen af min Things Have Changed-oplevelse kom til at handle om at en dårligt gående kvinde blev fulgt til sin plads i bælgmørke. Da jeg bemærkede at kustoden bar hendes halvfyldte fadøl for hende, blev jeg ekstra irriteret. Ikke alene kunne hun ikke finde sin plads i tide, men havde tid til at stå og drikke øl til efter koncertstart. Hvor dumt.

Alle gulvpladserne – og vi taler immervæk over 30. rækker – var kategoriseret som “bedste pladser” og kostede 1000 kr. uanset om man sad på 1. eller 30. række. Sad man på 1. og 2. balkon kostede billetterne 800 kr.

Hvad de færreste nok ved, det var nemlig ikke særlig tydeligt på Billetnet, er at der var en tredje billetkategori. En såkaldt “Hot Ticket Package”. Disse billetter var til pladser foran 1. række (!). Her var der 3 rækker (snedigt navngivet ‘A’, ‘B’ og ‘C’) til 2100 kr. stykket. For den beskedne sum fik man tilsendt et VIP-kort med sit navn på før koncerten, havde en fin plads allerforrest, og fik desuden en gave fra turen (merchandise). Hvad gaven bestod i og hvordan VIP-passet ser ud, har jeg ingen anelse om. Men denne type billetter tilbydes til hele turen. Her er en beskrivelse fra billetsalget til Hannover-koncerten (hvor der kun er ståpladser):

    Stehplatz / GA Standing Ticket
    früher Einlass in die Arena / Early Entry privilege to gain prime position by the stage before public doors
    exlusives Bob Dylan Merchandise Geschenk / Exclusive Bob Dylan merchandise gift
    Bob Dylan Erinnerungspass / Bob Dylan VIP Collectible laminate
    Vor-Ort-Ansprechpartner / Onsite VIP Host(s)
    Programmablauf inklusive Bob Dylan VIP Pass / Full itinerary sent in advance with ‘Bob Dylan’ VIP Pass Card

Lad mig i øvrigt sige, at publikum var dejligt lyttende, meget stille, tilpas højrøstede under klapsalverne og nærmest ekstatiske under fremkaldelsen (der var faktisk uafbrudt piften i flere minutter). Det må betegnes som et fedt publikum. Foran mig sad 3 veninder i 20’erne med tilbageholdte åndedræt. Mod slutningen af flere numre måtte de rejse sig op for at kunne rumme det hele. Det var skønt at se.

Et helvedes godt koncertår: Bob Dylan i Falconer Salen, København (onsdag)

Standard

Bob Dylan og band siger Tak for i aften i Falconer Salen

Efter et godt år, med gode koncerter back-to-back, blev det onsdag tid til Bob Dylan i Falconer Salen. Med siddepladser. På 9. række. Min 10. Dylan-koncert. Dylans 26. koncert i Danmark. I det herrens år 2013, hvor Dylans uendelige turne kan fejre 25 års jubilæum.

Så for én mand endnu et stop på den uendelige turne, og for os andre en hyggelig, smuk, begavet og rørende aften i selskab med Bob Dylan. Med god lyd. I Falconer Salen. I København.

Hele året har man kunne læse setlister fra koncerterne, og det særlige ved dette femogtyvende år på turneen, er at setlisterne er stort set statiske fra aften til aften. Med en overvægt af nye numre, dvs. numre fra de sidste 10-15 år af Dylans karriere. Det er i min verden meget kærkomment. Dels er der noget nyt at høre for koncertgængerne, men det siger også noget om, at Dylan stadig er relevant i The World of Dylan. Vi checker ind for at høre hvordan han har det, og han byder os velkommen og indenfor, med et væld af nye sange – alle smagfuldt leveret af det upåklagelige backingband. Et anonymt backingband at se på, men alligevel meget velkendt og påskønnet, af de os der har fulgt med gennem årene.

Der er bassisten Tony Garnier, der har været med stort set siden turneens begyndelse. Der er Charlie Sexton, der har været med, on/off, siden 1999. Der er George Recile bag trommerne, der i aften gav den med køller og baret – et herligt syn.

Hver gang det truer med at blive for glat, står Dylan selv heldigvis bag tangenterne, og så får vi lige et håndfuld dissonante toner, eller i hvert fald et rytmisk modspil, til de pæne arrangementer. Det fungerer godt. Man bliver revet ud af sin ro hver gang, og går i stedet med på opdagelse. Det er ikke altid spændende, men det virker.

Setliste fra Bob Dylan i Falconer Salen 16. oktober 2013

De sidste dages anmeldelser fra Oslo, Stockholm og København, nævner alle Forgetful Heart (2009) og Long And Wasted Years (2012) som højdepunkter. Forgetful Heart var også denne aften et enestående glansnummer, hvor intensiteten blev holdt knivskarp, samtidig med at tempoet og tyngden blev sat ned. Da der så kom mundharpe på nummeret, nåede vi et af aftenens højdepunkter for mig. Jeg glæder mig til at lytte til koncerten når optagelser dukker op i de kommende uger.

Andre numre fik også de store smil frem, taknemmelige klapsalver og opstemte tilråb blev det også til. En overgang, det var lige inden Forgetful Heart, var der faktisk en stor skare af mennesker i salen, der fik lyst til at råbe Vi Elsker Dig, igen og igen. Voksne mennesker, vel at mærke. Til en 72-årig legende. Der ikke fik Nobelprisen i år. Han fortjener det sgu.

Jeg var vild med Love Sick (1997), der afsluttede første sæt. Det blev leveret helt stramt, og hvor sidder det nummer bare lige i skabet, hver gang det bliver spillet.

Things Have Changed var åbningsnummer, og som sådan en lidt klodset lydprøve/opvarming for Bob og bandet. De spillede fint, men jeg sad med følelsen af, at manden med mikrofonen gerne måtte vågne op. Lidt synd, at levere så fint et nummer så slasket.

Lad mig runde af med at sige, at koncerten ikke var til seks stjerner. Men heller ikke fire, to eller nul. Det var en god Dylan-koncert. En i en lang, lang række af koncerter. Vi gik ind for at høre Dylan, og fik mere end vi turde håbe på. Musikalsk måtte de gerne have udfordret numrene lidt mere, men det har de troligt gjort i mange, mange år, så på den måde er det i sig selv noget nyt, at setlisten for øjeblikket ligger (så godt som) fast. Det betyder så i nogen grad, at det gør arrangementerne og udførelsen også. Hvis numrene skal trækkes i en anden retning, skal de trækkes derhen af Bob selv bag tangenterne, og det sker også med nogle staccato-prægede improvisationer. Men som de sidste 15 år, tænker man “Gad vide hvad det band her egentlig kunne udrette?” Det tankeeksperiment får være, for det er Dylan der bestemmer.

Før ekstranumrene var der det traditionelle løb mod scenen, hvor stemningen blev helt løssluppet og kroppene kom i bevægelse.

Før ekstranumrene var der det traditionelle løb mod scenen, hvor stemningen blev helt løssluppet og kroppene kom i bevægelse.

Det var Satans, Dylan!

Standard
AmericanaramA - Dylan og de to syngende vårunger fra hhv Wilco og My Morning Jacket

AmericanaramA – Dylan og de to syngende vårunger fra hhv Wilco og My Morning Jacket

For et par uger siden skrev jeg om, at det i år er 25 år siden Bob Dylan påbegyndte sin Never Ending Tour. Han har startet 2013 med at vende formlen på hovedet, og spiller den samme setliste hver aften – primært bestående af “nye” numre, dvs. numre fra 1989 og til nu.

Løjerne stopper ikke der, slet ikke. Nu er det blevet annonceret, at Dylan denne sommer tager på turne med Wilco og My Morning Jacket, som en omrejsende sommerfestival.

Også denne konstellation er nye toner fra Dylan, der ellers primært har fundet sammen med aldrende kolleger som Mark Knopfler, Paul Simon, Willie Nelson og Phil Lesh om turneer.

Jeg synes det lover godt for 2013, og mon ikke der er flere esser i ærmet, hos den gamle Jokerman?

Her er turneplanen for den kækt navngivne AmericanaramA Festival of Music:

June 26 – West Palm Beach, FL / Cruzan Amphitheatre
June 27 – Tampa, FL / Live Nation Amp. @ Forida State Fairgrounds
June 29 – Atlanta, GA / Aaron’s Amphitheatre @ Lakewood
Jun 30 – Nashville, TN / The Lawn at Riverfront Park
July 02 – Memphis, TN / Autozone Park
July 05 – Noblesville, IN / Klipsch Music Center
July 06 – Cincinnati, OH / Riverbend Music Center
July 07 – Columbus, OH / Nationwide Arena
July 10 – St. Paul, MN / Midway Stadium
July 11 – Peoria, IL / Chiefs Stadium
July 12 – Chicago, IL / Toyota Park
July 14 – Clarkston, MI / DTE Energy Music Theatre
July 15 – Toronto, ON, CA / Molson Amphitheatre
July 18 – Darien Center, NY / Darien Lake PAC
July 19 – Bridgeport, CT / The Ball Park at Harbor Yard
July 20 – Mansfield, MA / Comcast Center
July 21 – Saratoga Springs, NY / Saratoga PAC
July 23 – Columbia, MD / Merriwether Post Pavilion
July 24 – Virginia Beach, VA / Farm Bureau Live at Virginia Beach
July 26 – Hoboken, NJ / Pier A Park
July 27 – Wantagh, NY / Nikon at Jones Beach Theater
July 28 – Camden, NJ / Susquehanna Bank Center
July 31 – Englewood, CO / Fiddler’s Green Amphitheatre
Aug 01 – Salt Lake City, UT / Usana Amphitheatre
Aug 03 – Irvine, CA / Verizon Wireless Amphitheatre
Aug 04 – Mountain View, CA / Shoreline Amphitheatre

25 år med Bob Dylan og hans Never Ending Tour

Standard

I år er det 25 år siden, at Bob Dylan begyndte sin Never Ending Tour. Har du hørt om den? Ellers kan den beskrives ganske kort: I 1988 gik det op for Dylan, at han havde mistet kontaktet til selve det at performe, ved at tage ud med et backingband som promotion for en plade, med nogle års mellemrum. Bandet var godt eller skidt, han selv var rusten, og publikum fik ikke rigtig det de søgte, nemlig det han var engang. Som løsning på problemet, besluttede Dylan at han ville lave en Never Ending Tour, dvs. hans strategi fremover, ville være at turnere, og sekundært lave andre ting, som f.eks. plader. Med et fast band bag sig, ville han spille sig tilbage i form, og tilbage til sine rødder: at performe folk- og roots-musik, som man gjorde det i 20’erne, 30’erne og i nogen grad i 50’erne.

Ved at spille år efter år, håbede han også, at de folk der blot ville se giraffen Bob Dylan, ville få set ham, og så ellers blive væk. Omvendt ville hans nye, modne show forhåbentlig tiltrække en fast skare af tilhørere, der kunne lide det udtryk, som Dylan stræbte efter med dette setup.

I år det som sagt 25 år siden at turneen begyndte, og det har været en bragende succes. Cirka 2,500 koncerter er det blevet til (omkring 100 om året), med et solidt band i ryggen og et bagkatalog der er blevet dissekeret og udfordret som aldrig før.

Mine egne oplevelser med The Never Ending tour har været i Aarhus (1996), København (1998), Horsens (2000), Tyskland (2000), Tyskland (2003), Aalborg (2005), København (2007) og Tyskland (2007). Det er sikkert meget sigende, at jeg sprang på i 1996 i Aarhus (til Open Air Festival), da turneen kom forbi min hjemby. Det er nemlig også en del af planen, at dække verdenskortet så godt som overhovedet muligt. Derfor har den “uendelige turne” været forbi så forskellige steder som Aalborg, Aarhus, Christiania, Herning, Horsens, København, Odense, Ringe, Roskilde, flere af stederne endda flere gange. Vi er blevet et fast stop på turneen, som tilgodeses ved i hvert fald hver andet Europa-besøg.

Forleden startede de første 2013-shows op i Buffalo, New York. Setlisten så sådan ud:

Setlisten fra 8. april 2013

Setlisten fra Kingston, Rhode Islan

Det nye ved dette års setliste, er at den lægger et skarpt fokus på de numre som er blevet til under The Never Ending Tour. Kun 4 af sangene på setlisten er udgivet før 1988, og af disse er kun 3 fra 60’erne – Dylans glansperiode, i de flestes optik. Men nu er det altså tid til at vende bøtten på hovedet for alvor. Væk med 60’er-sangene, og ind med de sange, som Dylan har skabt mens han har udlevet sin moderne livsfilosofi som turnerende, optrædende musiker. En musiker med et stort, fast publikum, et solidt band bag sig, og en håndfuld sange som passer til både ham og bandet, og som publikum har sendt til toppen af verdens hitlister (et enkelt album, Modern Times (2006), lå faktisk nr. 1 i mange lande, herunder Danmark).

Nu har jeg flere gange nævnt, at Dylan har et solidt band bag sig. Det er ikke de samme folk, som har siddet bag trommerne, pedal steel, osv. i alle 25 år. Langt fra. Men de fleste finder en plads i bandet, og bliver der i nogle år, ofte mange år. Således har bassisten været med i 23 år, trommeslageren over 11 år, pedal-steel-manden i 8 år, og leadguitaristen begyndte i fredags. Det giver et solidt band, hvor visionen forbliver den samme,  selv om en position somme tider må udskiftes.

Det ser ud til, at setlisten forbliver den samme fra aften til aften, på denne del af turneen. Der har de seneste år været tendens til mindre udskiftning i setlisterne, men at den er helt fastfrossen (på nær et nummer fra aften til aften) OG næsten kun består af “nye numre” (dvs. numre fra turneens levetid) er noget nyt. Og kærkomment, hvis du spørger mig.

Nu vil jeg med dette indlæg gerne fejre turneen (der først officielt har 25 års jubilæum til juni), og lad mig derfor slutte af med denne liste over kunstnere der har gæstet koncerterne undervejs, dvs. har spillet et eller flere numre med Dylan og bandet:

Phil LeshJack WhitePaul SimonRonnie WoodBruce SpringsteenBonoNorah JonesWillie NelsonJohn MellencampTom PettyNeil YoungJimmie VaughanCarl PerkinsElvis CostelloAmos Lee,Patti SmithVan MorrisonWarren HaynesAl KooperJorma KaukonenPaul JamesKenny Wayne ShepherdDave StewartChrissie HyndeNils LofgrenDave MatthewsSusan TedeschiDave AlvinChuck LoebDickey BettsIan MooreRoger McGuinnCésar DíazBoyd TinsleyLeRoi MooreDoug SahmAimee Mann, Liz Souissi, Ray BensonLeon RussellLukas Nelson and Mark Knopfler.

Det er en imponerende liste, ikke sandt? Det er sgu også en imponerende turne og en imponerende kunstner. Mere om Dylan? Selvfølgelig.

Mine 5 favoritplader

Standard

Forleden stillede en ven mig denne udfordring: Tænk over dine 5 all-time yndlingsplader til næste gang vi ses.

Ak. Kun 5 plader. 5 sølle titler efter 30 års nørderi. Det er svært.

Men selvfølgelig skal han have sit svar. Here goes:

Depeche Mode Violator (1990)

Depeche Mode – Violator (1990)

Bob Dylan Live '66

Bob Dylan – Live ’66 (1966)

Gillian Welch Time (The Revelator) (2001)

Gillian Welch – Time (The Revelator) (2001)

Morrissey Vauxhall & I (1993)

Morrissey – Vauxhall & I (1993)

David Munyon Stories From The Curve (1995)

David Munyon – Stories From The Curve (1995)

Det er 5 plader, som man ikke finder på Top 5 i Rolling Stone Magazine, Uncut eller Mojo. Det er jo netop mine valg.

Vi kan godt tage diskussionen om verdens bedste plader. OK, Computer, Pet Sounds, Led Zeppelin IV, Highway 61 Revisited, Sgt. Pepper, Ziggy Stardust, Dark Side of the Moon, Astral Weeks, og de hundredevis af andre vigtige værker gennem de sidste 50 år.

Men selv om jeg holder af alle disse plader, stort set uden undtagelser, så er de mit fundament, de er det udgangspunkt jeg vælger fra.

Hverken Morrisseys soloplader eller Gillian Welch er faste gæster på hæderslisterne. Men netop disse plader gør noget for mig. Hvor de store værker vækker min respekt, rammer disse mindre kendte værker mig dybere.

Men det bliver et udtræk af mine favoritter, essensen af min smag. Jeg har brug for en Top 50 eller Top 100 som mit næste projekt.

Giv mig et par kommentarer, hvis du har lyst til at tage udfordringen op: 5 favoritplader. Jeg skal nok følge op på mine 5 valg.

Bob Dylans fede 80’ere

Standard
Bob Dylan - The Very Best of Bob Dylan '80s

Bob Dylan – The Very Best of Bob Dylan ’80s

For nogen tid siden, skrev jeg om Christian Braad Thomsen og Asger Schnacks Dylan-bog, “Bob Dylan – En guide til hans plader.” Min anke mod bogen er, at den nægter at forholde sig til en del af Dylans diskografi, nemlig dele af hans kristne periode og dele af hans 80’er-periode.

I dag faldt jeg så over en udgivelse med det nærmest sindssyge navn “Bob Dylan: The Very Best of Bob Dylan’s 80s (Sony Legacy)”. Navnet indikerer, at der er folk der mener, at der var noget godt om sige om Dylans 80‘ere. I’m all ears.

For selvfølgelig er der det. Man er jo ikke verdens bedste sangskriver den ene dag, og en stynet wannabe den næste, endsige i et helt årti. Dylan selv har reddet mange af disse sange, og deres renommé, ved at optræde med dem i 90‘erne, hvor de fik en mere klassisk Dylan-lyd på scenen, end de havde på de mest 80’er-agtige plader som Empire Burlesque og Down In The Groove. 80’er-lyd kan som bekendt være skidt, selv når den er god som på Oh, Mercy.

Min egen favorit-80’er-plade er Shot of Love, som blev produceret af Dylan selv. Det samme gør sig gældende for Love & Theft, Modern Times, Together Through Life, og den nye Tempest (udkommer på tirsdag). Pladen er totalt overset, men indeholder virkelig fine sange, og dejligt sjuskede, rå indspilninger. In The Summertime, Lenny Bruce, og Heart of Mine kommer nok aldrig på setlisten igen, men de er Dylan som man kender ham i dag: et fedt band, nogle okay sange, og ingen dikkedarer (overdubs).

Tracklisten på udgivelsen ser ud som følger:
Silvio
Foot of Pride
Blind Willie McTell
Jokerman
Pressing On
Everything Is Broken
Series of Dreams
Most of the Time
The Groom’s Still Waiting At The Altar
Every Grain of Sand
Sweetheart Like You
Brownsville Girl
Dignity
Dark Eyes

15 numre hvoraf ingen kan betegnes som dårlige. Det interessante er, at man sikkert selv vil indvende, at “Hey, der mangler da en hel masse gode numre!” Hvad med Tight Connection To My Heart, Man In The Long Black Coat, Ring Them Bells, License To Kill og Death Is Not The End, for eksempel? Det kunne blive en dobbelt-cd uden problemer.

Læg dertil det fine arbejde med The Travelling Wilburys (Roy Orbison, Jeff Lynne, Tom Petty og George Harrison – foruden Dylan selv), og man sidder tilbage med i hvert fald 3 solide udgivelser. Mere end de fleste fik med ud fra det årti.