Category Archives: Bruce Springsteen

“Det er aldrig for sent at forstå Bruce Springsteen”, Album – Verdens Bedste Plader, P6 Beat

Standard

Søndag blev ringet ind ved midnat, hvor hjernedøder nørrebrogensere gik amok over Melodi Grand-prix-sejren, og dyttede, skreg og jublede deres glæde ud.

Morgenen var i selskab med Leonard Cohens nyeste, Old Ideas (2012), som fik lov at blive på pladespilleren hele dagen.

Men aftenen er Springsteens. Jeg satte Darkness on the Edge of Town (1978) på pladespilleren, hørte side 1, og kom så i tanker om programmet om dette album, i serien Album – Verdens Bedste Plader på P6 Beat. Udsendelsen blev oprindelig sendt for knap 2 år siden, men kan genhøres på DRs hjemmeside. Og det kan jeg anbefale. Jeg har gjort det før, men gør det gerne igen.

Kristian Leth er den nye i Springsteen, og Ralf Christensen den rutinerede, livslange fan. På et tidspunkt ytres begejstret “Det er aldrig for sent at forstå Bruce Springsteen,” og jeg kan ikke være mere enig. Hvis man tror det er ungdomspjat og letbenet arbejderrock, kan jeg anbefale at lytte til dette program, hvor Springsteens og denne plades kvaliteter omhyggeligt tælles.

Dét er kvalitetsradio!

Klik på billedet for at komme til programmets hjemmeside.

Klik på billedet for at komme til programmets hjemmeside.

Fantastisk Bruce Springsteen setliste i Herning – ligesom på Roskilde og i Parken

Standard

Der er snart ingen ende for den ros man kan kaste over Bruce Springsteen. For hans shows, hans musik, hans energi, hans omhyggelighed med setlisterne, hans passion, hans sociale bevidsthed, osv. (Okay, han skulle måske hyre en ekstra lydmand).

I går aftes fik Herning en fantastisk setliste: Tougher Than The Rest, Johnny 99, My Love Will Not Let You Down, The Ties That Bind, Hungry Heart, Prove It All Night, Ramrod, Does This Bus Stop At 82nd Street?, Long Walk Home, I Wish I Were Blind, For You, Murder Incorporated, og Open All Night. Alle sange der hverken blev spillet på Roskilde 2012 eller i Parken i tirsdags.

Det er altså 13 glimrende sange, som ikke blev spillet til nogen af de to foregående koncerter. Det er sgu kærlighed til sit publikum!

Her er en oversigt over de tre koncerters setlister (i rækkefølgen Roskilde Festival 2012, Parken, Herning) – klik på billedet, for at se det i stort:

Setlisterne fra (i rækkefølge) Roskilde Festival 2012, Parken i tirsdags, og Jyske Bank Boxen i Herning i går aftes. (Alle setlisterne er hentet fra Setlist.fm)

Setlisterne fra (i rækkefølge) Roskilde Festival 2012, Parken i tirsdags, og Jyske Bank Boxen i Herning i går aftes. (Alle setlisterne er hentet fra Setlist.fm)

En allerhelvedes god fest i Parken med Springsteen og The E-Street Band

Standard
Lyden var elendig i starten, siden bedre, men kig engang på dette billede, og vær forvisset om, at der var FEST i Parken!

Lyden var elendig i starten, siden bedre, men kig engang på dette billede, og vær forvisset om, at der var FEST i Parken!

Før koncerten, både på dagen og i månederne op til igår, var forventningerne små hos mig. Koncerten på Roskilde står som noget særligt, både musikalsk og stemningsmæssigt, og setlisterne fra turen, har skåret halvdelen af de nye numre væk, til fordel for halvøvede ønskenumre, leveret fra hoften. Lige bortset fra koncerterne i Stockholm, tre af dem, hvor man spillede et klassisk album per aften – Born To Run (1975), Darkness On The Edge of Town (1978), og Born In The U.S.A. (1984). Det var første gang uden for USA, at Bruce og bandet spillede sådanne album-koncerter. Og lidt af et scoop.

Bruce mindede os igår om koncerten på Roskilde i fjord, og synes vi af den grund skulle have netop sådan en albumkoncert: nemlig Born To Run fra ende til anden. Det løftede, i mine øjne, koncerten op til noget helt særligt, og min begejstring eller måske nærmest lykke, var til at tage at føle på.

Album-sekvensen blev spillet efter de indledende 9 numre, hvor de fleste blev skæmmet af dårlig lyd. Det blev der i nogen grad rettet op på med Spirit In The Night, der viste klasse og en kælen for dynamikken og showeffekten i sangen. Festen var netop kommet i gang, da de begyndte på Born To Run.

Leveringen af albummet fortjener massiv ros. Det lød simpelthen så godt, og når man tænker på, hvor svær den plades fødsel var, såvel teknisk som kunstnerisk, er det et under, så let leveringen igår så ud. Jeg er meget imponeret.

Som man kunne forvente, var der en del snak under det der ikke var hits, men i realiteten ukendte album-numre (for mange), og lyden af titusindvis af snakkende publikummer under de stille numre fra pladen, var til nogen irritation for mit følge og jeg. Det tog dog ikke overhånd, i forhold til tidligere koncerter i Parken, men det nager altid mere end godt er, i en dedikeret musikelsker som jeg selv.

Efter albummet var leveret, og godkendt til topkarakter (utroligt så godt Clarence Clemmons’ nevø leverer hans saxofon-stykker), begyndte den egentlige fest. Pay Me My Money Down, Shackled & Drawn og Waiting on a Sunny Day, var syng-med-favoritter, og vi fik lange, legende udgaver af numrene – især Pay Me My Money Down, som var et kæmpe højdepunkt. Det samme var Badlands, det sidste nummer inden ekstranumrene.

I Shackled and Drawn oplevede jeg et stort, emotionelt øjeblik mod slutningen af sangen. Jeg fik tårer i øjnene, til gospeltonerne fra en af korsangerne, og følte mig så rørt, lykkelig, og uendeligt heldig på et rent menneskeligt plan, at jeg ikke kan huske hvornår jeg sidst har oplevet noget lignende.

Jeg vil slutte min beretning her, og bare sige: større bliver det ikke for mig. En perfekt aften, hvis man kun husker de sidste 2 1/2 time af koncerten. Så det vil jeg gøre.

Det var perfekt med de 3 storskærme, der ved at vise forskelligt indhold, gav et fornuftigt billede af livet på scenen - selv på vores ubehjælpsomme pladser, langt fra festen, midt i salen. Festen kom dog til os, eller omvendt, som aftenen skred frem.

Det var perfekt med de 3 storskærme, der ved at vise forskelligt indhold, gav et fornuftigt billede af livet på scenen – selv på vores ubehjælpsomme pladser, langt fra festen, midt i salen. Festen kom dog til os, eller omvendt, som aftenen skred frem.

Aftenens setliste (fra Setlist.fm):
We Take Care of Our Own
Two Hearts
Loose Ends (sign request)
Cadillac Ranch (sign request)
Radio Nowhere (sign request)
Trapped (Jimmy Cliff cover) (sign request)
Wrecking Ball
Death to My Hometown
Spirit in the Night

Born to Run
Thunder Road
Tenth Avenue Freeze-Out
Night
Backstreets
Born to Run
She’s the One
Meeting Across the River
Jungleland

Pay Me My Money Down
Shackled and Drawn
Waitin’ on a Sunny Day
Lonesome Day
Badlands

Encore:
Brilliant Disguise
Light of Day
Born in the U.S.A.
Glory Days (sign request)
Bobby Jean
Dancing in the Dark
Twist and Shout (The Top Notes cover) (with Jon Landau (his birthday) on stage)
Raise Your Hand (Eddie Floyd cover)

Opdatering:
Jeg burde nok sige et par ord, om de mange forsøg på at få publikum med. Det skete ikke ved at bede os om at synge, danse, eller “være med”, men ved at anerkende publikummet, gang på gang. F.eks. ved at hive et par piger op på scenen, gå helt ned til folk og hi-five, lade folk spille på telecasteren, kysse deres idol, synge i mikrofonen, eller sågar komme helt op på scenen og spille guitar til et af de største hits (jeg tvivler nu på guitaren var sat til).

Alt dette, plus de selvpinende sekvenser, hvor den 63-årige mand bare bliver ved og ved og ved, som en trættelig, menneskelig Duracell-kanin, der ikke har evig energi, men altid kan tage en tørn mere, for publikum, for bandet, og for det største i lokalet: kærligheden til rock’n’roll.

Billedet her er fra GAFFA.dk. Jeg er ret sikker på, at pigen her faktisk fik en dans med Bruce mod slutningen af koncerten, og fik et par kys ind på ham også.

Billedet her er fra GAFFA.dk. Jeg er ret sikker på, at pigen her faktisk fik en dans med Bruce mod slutningen af koncerten, og fik et par kys ind på ham også.

International plade-dag (Record Store Day)

Standard

I Love Music

Lørdag var det international Record Store Day. Det betyder kunder i butikken, for de interessante pladebutikker, der holder liv i vinylmiljøet år ud og år ind. Det markeres af en række kunstnere/selskaber, som udgiver plader specielt til denne dag.

Min Record Store Day begyndte aftenen før, hvor jeg cyklede forbi Route 66 på Fælledvej på vej hjem fra en firmafrokost. Døren stod åben, og butikken var ved at blive gjort klar til den lange og længe ventede lørdag. Den ene ejer stak hovedet ud og fik en snak, og der gik ikke længe før jeg blev budt indenfor til et par øl og en god snak om musik.

Det jeg tog med derfra, to timer senere, var den ukuelige, uspolerede kærlighed til musikken, som man kan opleve i sådan en butik. Ikke kun hos de to ejere, men bestemt også hos kunderne. Der var et par knægte der også var blevet inviteret indenfor, som jeg også faldt i snak med. De har vel været 20 år, og havde allerede bevæget sig til både Glastonbury, og festivaller i Spanien og Portugal, for at se koryfæer som Radiohead for første gang.

I år skal knægtene til Northside, Skanderborg, Springsteen og Bilboa, og måske Roskilde (programmet imponerer ikke).

Jeg oplever den samme kærlighed til (Michael) Denners Quiz, og i går i Sound Station, og glæder mig til at opleve en masse koncerter denne sommer. Min nye husfavorit Kurt Vile, f.eks., der kommer til Amager Bio sidst i maj. Neil Young & Crazy Horse, for første gang, når de kommer til Forum i august. Springsteen & The E Street Band når de kommer til Parken i maj. Prince på Smukfest, med hans til lejligheden særlige Beautiful Experience, hvis rygterne holder stik. Og så er der Northside Festival: Nick Cave & The Bad Seeds, Nephew, The Knife, Portishead, alt-J, og en halv snes flere.

Hver gang er der chancen for en ny forelskelse, men jeg er også ekstra opmærksom på at nyde, hvordan andre tager musikken til sig. Nørderiet, kærligheden, snobberiet, ekstasen. Det hele gør oplevelserne til noget helt forskelligt fra hverdagen. Og det er en god ting.

Springsteen hyldet – en tænksom videotribute til manden

Standard

Thom Zimny har sammensat en lille video, som blev vist til showet MusiCares, hvor Springsteen blev Man of the Year.

Filmen udmærker sig ved, ved hjælp af små soundbites med Bruce, at formidle hvorfor Springsteen stadig er relevant. Hans sociale engagement, hans evige undren over livet, gør ham til en kunstner i nuet, snarere end den dinosaur man kunne frygte.

Apropos dinosaurer, blev en del hevet frem til hyldesten. Prøv at se på denne imponerende setliste:

Alabama Shakes, “Adam Raised a Cain”
Patti Smith, “Because the Night”
Ben Harper, Natalie Maines, Charlie Musselwhite – “Atlantic City”
Ken Casey (Dropkick Murphys), “American Land”
Zac Brown and Mavis Staples, “My City in Ruin”
Mumford and Sons, “I’m on Fire”
Jackson Browne and Tom Morello, “41 Shots (American Skin)”
Emmylou Harris, “My Hometown”
Kenny Chesney, “One Step Up”
Elton John, “Streets of Philadelphia”
Juanes, “Hungry Heart”
Jim James and Tom Morello, “Ghost of Tom Joad”
John Legend, “Dancing in the Dark”
Sting, “Lonesome Day”
Neil Young and Crazy Horse, “Born in the USA”
Bruce Springsteen, “We Take Care of Our Own,” “Death to My Hometown,” “Thunder Road,” “Born to Run”
Ensemble, “Glory Days”

Dinosaurerne er i mine øjne Neil Young, Emmylou Harris, Sting, Elton John og Patti Smith. Sympatiske kunstnere, hvis værker jeg holder af. Men hvis relevans, hvis man kan bruge det udtryk, er dalende år for år. Pyt med det.

Her er et håndholdt klip der viser Neil Young og Crazy Horses udgave af Born In The U.S.A.:

Kvaliteten er ikke imponerende. Hverken på optagelsen eller udførelsen.

Skal/Skal ikke – til Springsteen i Parken

Standard

Kan man sige nej til Springsteen?

I går aftes fik jeg en kommentar her på bloggen: Der er meget stille herinde. Er du ikke oppe at ringe over Springsteen-besøget til maj (min omskrivning)?

Nej, jeg er ikke helt oppe at ringe over Springsteen-besøget til maj.

Jeg ved ikke helt hvorfor. Men måske fordi, at min interesse for musik er cyklisk, og for øjeblikket hører jeg ikke specielt meget Springsteen-musik.

Men koncerten fra i sommer står også i et særligt lys, som jeg helst ikke vil pille ved.

Jeg forsøgte at købe billetter til Parken i mandags, men fik ikke fat på nogen. Det gør ikke så meget, for jeg tror der bliver annonceret en ekstrakoncert. Ellers er der masser af muligheder i Nordeuropa.

En anden ting, der stiker lidt, er at man kan købe billetter til Inner Circle til koncerten. Ikke noget med at komme som de første, løbe gennem anlæget, over plænen, og glædestrålende blive lukket ind i indhegningen. Nej, man betaler ved kasse 1, og ingen ved om de billetter der er solgt til Inner Circle, er købt for at blive solgt (dyrt) videre.

Mit minde fra Roskilde er at vente i timevis, og få masser af kvalificeret Springsteen-snak undervejs. Blive glædelig overrasket over faktisk at komme til at stå i indhegningen helt oppe foran scenen. Og glædelig overrasket over kvaliteten af koncerten, stemningen blandt det enorme publikum, og vejret på Roskilde.

Min eneste anden Springsteen-koncert var i netop Parken i 1999. Publikum snakkede gennem de (for dem) ukendte numre, og når der var fællessang på de store hits var det ingen fornøjelse fra min side. Det lød plat, når der blev bræget henover Springsteens smukke The River med titusindvis af falske, halvfulde stemmer.

Så, ja, mine erindringer fra hhv. Roskilde og Parken er meget forskellige.

Hvis jeg får billetter til Inner Circle til ekstrakoncerten skal jeg nok være der til maj. For der er stemningen i top, uanset hvor og hvordan man har skaffet sig billetterne. Siddepladser er udelukket. Ståplads kan til nøds gå an, Julemand.

Musikinteresse som et cyklisk fænomen

Standard

En tilfældig CD-samling fundet på nettet. Min egen blev givet væk gratis da jeg flyttede til København.

I disse dage undrer det mig, at jeg hører så meget Springsteen, som jeg gør. Jeg har nemlig aldrig klassificeret mig selv som Springsteen-fan.

For mange år siden, “hjemme på vejen hvor jeg voksede op”, var der en lidt ældre gut, som hørte Bruce Springsteen. Sådan rigtigt. Jeg havde Born In The U.S.A.-pladen, og det var vist det, på det tidspunkt. Pladen havde jeg købt i en grænsebutik i Tyskland, og det var en plade jeg blev en rigtig god ven med.

Vi sad på en bunke jord og snakkede, dengang i midt-80’erne, og den ældre fyr, Tommy, var den eneste jeg kendte som var rigtig Springsteen-fan. Han havde de gamle plader. Jeg syntes, at Born to Run-albummet så sejt ud, men Darkness On The Edge of Town, The River og Nebraska så gamle ud midt i min idolisering af Wham og Duran Duran, og så Born In The U.S.A. For slet ikke at tale om de ældste Springsteen-plader, The Wild, The Innocent & The E Street Shuffle og Greetings From Asbury Park. De så virkelig gamle ud. Og det var sådan set nok til at holde mig på afstand.

Jeg havde hørt Born To Run og sikkert et par andre af de gamle numre, men produktionen var så langt fra det pæne, og samtidig meget potente, lydbillede på Born In The U.S.A.

Det der for mange var testosteronpumpet patriotisme, var for mig 12 små Raymond Carver-agtige noveller. Små i omfang, måske, men store i deres kraft. Det var en voksenverden der åbnede sig for mig med dette album.

Det der for mange var testosteronpumpet patriotisme, var for mig 12 små Raymond Carver-agtige noveller. Små i omfang, måske, men store i deres kraft. Det var en voksenverden der åbnede sig for mig med dette album.

Born In The U.S.A. var en plade med 12 historier, som jeg levede mig ind i. Musikken var indpakningen om historien, men det var historierne der greb mig. De var små voksennoveller i mit 12-årige univers.

Der var selvfølgelig titelsangen, om manden hvis bror er død i Vietnam, og nu går han rundt med et billede af sin brors vietnamesiske kæreste i sin pung.

Der er sangen om de to unge gutter, der er taget til Darlington County for at brænde deres tohundrede dollars af, med alle de piger de kan få med på legen.

Der er historien om pigen der er alene hjemme, og opsøges af en mand der mener at han meget passende kan være manden i hendes liv, nu hendes far ikke er hjemme. En mærkelig mand, som om natten hjemsøges af noget, der føles som om et godstog kører gennem hans hoved.

Der er historien om de to venner, der lærte mere i deres skoletid ved at høre singler, end ved at høre efter. Nu har de sværget aldrig at opgive drømmen om at erobre verden. Ingen tilbagetog, ingen overgivelse.

De fire stærkeste historier er Glory Days, Downbound Train, Dancing In The Dark og My Hometown. Dancing In The Dark er slet og ret historien om Bruce Springsteen, der sidder fast i sit liv, og har brug for at komme videre. Ud af sit hoved og afsted til en fest. Hvor som helst. Det kommer han nu ikke, han står og synger til sig selv i spejlet, forestiller jeg mig, og netop den historie og det billede, var en stærk kobling til mit teenageværelse.

Glory Days er en jovial historie, om en mand og hans tidligere bekendte, som mødes på en bar. De snakker om high school og gamle dage, og om hvordan selv de sejeste fra high school-dagene nu er endt med at være lige så voksne og skuffede som de selv. Det bedste er nu bare at sidde og tale om minderne fra ungdommens gyldne år.

My Hometown er en historie om en mand der kører rundt i sin fødeby, mens han betragter forfaldet, og husker turene med sin far på de samme domæner, hvor han sad på skødet mens faderen fortalte ham stolt om byen.

Historien i Downbound Train handler om en mand der er blevet forladt. Nu hjemsøges han af kvindens stemme om natten, og kan finde på at løbe gennem skoven til det sted de boede sammen, bare for at finde huset tomt. Han liv er reduceret fra at være ung og have et godt job, en kæreste og en fremtid, til at være en af dem der arbejder på tanken – med at vaske biler.

Nu sprang jeg Working On The Highway, I’m Going Down og Bobby Jeans historier over, men de følger skabelonen med en meget tydelig historie, som en 12-årig let kan sætte sig ind i.

Jeg levede med de historier i flere år, og jeg kan stadig sangene ud og ind, og ord for ord. Jeg blev bare aldrig Springsteen-fan, for den titel var forbeholdt de som kunne lide al hans musik, ikke et enkelt album.

Der gik mange år, over 20 år, før jeg opdagede, at jeg har købt alle album efter Born In The U.S.A. til og med Tracks-box-settet i 1998. Live-boksen, Tunnel of Love, Human Touch og Lucky Town (sjovt nok også ved en grænsebod), Ghost of Tom Joad, Greatest Hits, og Tracks. Det må vel tælle som en slags fan. I mine øjne har alle disse udgivelser, med undtagelse af Human Touch, været gode, solide albums. Forstået på den måde, at jeg ikke er blevet skuffet, da jeg købte dem, og også siden har hørt dem meget. De to ting siger noget om en plades kvalitet. Alligevel har jeg nok tænkt på disse plader mere som guilty pleasures, end som min musik.

Der var nemlig meget musik der skulle høres efter Wham, Duran Duran og Born In The U.S.A. Ikke på systematisk vis, i starten, bare ned fra hylden på må og få (ja, meget fik jeg ind i mit liv som kopier på kassettebånd). Beastie Boys, Madonna, Erasure, Depeche Mode, Prince, Public Enemy, MC Einar, Guns N’ Roses, D-A-D, U2, Bon Jovi. Alle disse navne har jeg haft et forhold til, igennem en eller flere plader i mine teenageår. De blev en slags musikopdragelse for mig. De var soundtrack til mit liv. Og de var et ikke ubetydeligt soundtrack i baggrunden til de ting der ellers optog mig som teenager. På den måde kom de helt ind på rygraden, på anlægget ved siden af computeren, lektierne på skrivebordet, vennerne på besøg, og på en række Walkmen, når der ellers var batteri på apparaterne.

Men efter mine teenageår, hvor mine smagsløg blev fodret, men ikke rigtig fintunet, kom tyverne. My brooding twenties. Jeg havde været fan før, men som tiårig handlede det mest om at samle plakater, og samtidig se op til de smukke mennesker. Sidenhen blev det til samlermani omkring udgivelserne, især med Prince og Depeche Mode, der udgav et hav af materiale, foruden det der fandtes af bootlegs med dem. En samlers drøm, så at sige. Dygtige kunstnere, som det var en fornøjelse at følge.

Grant Lee Buffalo kunne også det med historierne. Specielt Jupiter & Teardrop fra debutalbummet, peger i retning mod The River og Nebraska. Men den egentlige kraft i Grant Lee Buffalo lå gemt i forsangeren Phillips' stemme og bandets både akustiske og potente lyd.

Grant Lee Buffalo kunne også det med historierne. Specielt Jupiter & Teardrop fra debutalbummet, peger i retning mod The River og Nebraska. Men den egentlige kraft i Grant Lee Buffalo lå gemt i forsangeren Phillips’ stemme og bandets både akustiske og potente lyd.

Omkring 1993 opdagede jeg nye bands, som havde en delvist akustisk rocklyd. Det var Grant Lee Buffalo og Lemonheads. Især Lemonheads’ musik gik så rent ind hos mig, at jeg forfulgte de ledetråde der var til deres inspirationskilder. Spillede de et covernummer gik jeg ud og fandt originalversionen, og satte mig ind i hvem den kunstner var. (Det var f.eks. Gram Parsons, Lucinda Williams, Big Star, Suzanne Vega, Simon & Garfunkel).

Opdagelsen af disse kunstnere var speciel, fordi den ikke var et resultat af datidens prægning fra TV og musikpressen. Opdagelsen fandt sted via bibliotekets støvede hylder, hvor gulnede biografier og gamle vinylplader stod og ventede.

Den næste læremester blev musikbladene. Ikke et blad som Gaffa, der sjældent kiggede tilbage, men de engelske musikmagasiner som Mojo og Uncut, og ikke mindst deres specialnumre om bands og genrer. Disse blade havde årslister om ny musik (meget langt fra hvad man kunne høre i radioen), artikler om klassiske bands, og lige så mange artikler om oversete kunstnere.

Én liste gjorde indtryk på mig: De hundrede bedste albums nogensinde. Valgt af Mojo. Jeg tror listen blev trykt i 1995, og der har været mange lister siden. Men netop denne liste var en øjenåbner for mig: The Who, Velvet Underground, Frank Zappa, Beach Boys, Joni Mitchell, Television, Patti Smith, de gamle Springsteen-plader (!), Leonard Cohen, The Rolling Stones, Bob Dylan, The Band, R.E.M, The Beatles, Van Morrison, The Doors, The Kinks, Led Zeppelin, Iggy Pop & The Stooges, Love, og 50 andre kunstnere som regnedes for essentielle.

Her begyndte min musikoptagethed for alvor. Og her begyndte min cykliske fascination af kunstnere. Jeg gik på biblioteket og hentede alt hvad jeg kunne finde med den pågældende kunstner, og lige så mange biografier om ham som jeg kunne få fingre i. Jeg læste bøgerne og hørte musikken, og i 1, måske 2, højst 3 uger, var det min verden. Jeg levede i Miles Davis, Lou Reed, solo John Lennon, The Clash, eller hvem det nu var i den uge.

Mit bekendtskab med kunstneren var nu begyndt, og min musiksamling var blevet forøget med alt hvad jeg kunne opstøve med kunstneren. Biografierne skabte overblikket, og musikken lokkede mig tilbage igen og igen.

Et tiår, vil jeg tro der gik på den måde. Jeg hørte og læste mig igennem biografierne på biblioteket, og nu var det ikke længere historier på 3 minutter der udspillede sig i mit hoved. Det var livslange fortællinger om Tim Hardin, Nina Simone, Van Morrison, Nick Drake, og Dylan, ikke mindst om Dylan.

Selv nu, i disse dage, må jeg minde mig selv om, at der er andet uden for Springsteen. Jeg hører de plader jeg aldrig er kommet tæt på (The Rising, Devils & Dust, Working On A Dream), og læser en håndfuld nye biografrier. Jeg har indkøbt Bruce Springsteen & The Promise of Rock’n’Roll, som er en virkelig velskrevet og interessant biografi. Til forskel fra andre biografier, kigger den meget på det politiske landskab som har præget Springsteens musik igennem hans karriere, og mindre på hvad der ligger bag hver eneste sang. På den måde kommer Reagans valgkamp op til hans 2. præsidentperiode til at fylde mere end selve Born In The U.S.A.-turnéen. Det er forfriskende, og det gør bogen interessant til sidste side. (Hvor man slutter med optakten til Obamas 2. valgperiode). En anden stak biografier fra biblioteket har helt andre fokus: 20 koncerter under The Rising-turnéen (Twenty Nights To Rock – Touring With The Boss), de 160 bedste Springsteen-sange (Tougher Than The Rest – The 100 Best Springsteen songs), og på dansk: Karstens Jørgensens Springsteen – En Biografi.

Udstyret med biografierne tager jeg endnu en tur igennem Springsteen-universet, og opdager noget nyt, noget gammelt og noget nyt ved det velkendte. Det er meget tilfredsstillende. Også selv om jeg ved, at der venter masser af ny musik på Spotify, på nettet, over det hele.

Det er okay. Jeg når det. Der kommer en tur til, og en tur til, og en…