Category Archives: Byer

Den evindelige diskussion om Northside og Roskilde revisited – eller Mit Take, take #2

Standard

I går skrev jeg et indlæg om hvorfor jeg har valgt Northside og Skanderborg frem for Roskilde i år. En af kommentarerne tog mig op på, at jeg er ret farvet i min udlægning af hvad der er godt ved Northside og skidt ved Roskilde. Det vil jeg prøve at rette op på i dag.

Et udsnit af Roskilde Festival, hvor man dog ikke kan se områderne bag Orange scene. Størrelsen er svær at konkurrere med, men gør størrelsen, og den tid man bruger på at komme rundt, festivalen sjovere?

Et udsnit af Roskilde Festival, hvor man dog ikke kan se områderne bag Orange scene. Størrelsen er svær at konkurrere med, men gør størrelsen, og den tid man bruger på at komme rundt, festivalen sjovere?

Roskilde er størst. Det kan man ikke tage fra Roskilde, og det giver en helhedsoplevelse, som jeg ikke kender magen til. Jeg har været på en festival af samme størrelse i Nordtyskland (Hurricane Festival – en søsterfestival til Northside med 70.000 gæster), og selvom det størrelsesmæssigt lignede, var der på ingen måde samme Orange Feeling. Til gengæld var det 100 gange mere rent, og en afslappet stemning, hvor den festival-idioti (“Kom vi er på festival – lad os gøre noget ÅNDSSVAGT!”) jeg oplever hver gang til Roskilde, slet ikke var til stede (bortset fra mine venner og mig, selvfølgelig). Der var tysk ro og orden over festivalen, der i øvrigt havde Nick Cave, Kraftwerk, Nine Inch Nails, Ben Harper, Kings of Leon, Faith No More, og et halvt hundrede andre bands på plakaten, til sølle 110 Euro. Det var prisen der lokkede os derned, men festivalen var simpelthen så fed og let at gå til. Man kunne f.eks. parkere tæt ved scenerne, og slå teltet op ved sin bil (omkring halvdelen af tyskerne havde bil med).

Dette fører mig frem til det logistiske problem, eller udfordring om man vil, ved Roskilde. Bor man et stykke fra Orange Scene, og det gør de fleste jo, er der altså langt til Orange Scene, og langt når man skal videre til næste scene, langt når man skal hjem til sit telt, langt når man skal til Roskilde, langt når man skal mødes i en bestemt bar, osv. Det hele går endnu langsommere af, at man er 100.000 mennesker (inkl. frivillige), som skaber flaskehalse omkring på festivalområdet.

Når det kører, som f.eks. i 2010 hvor vejret og stemningen var fantastisk hele festivalen (der sluttede med Prince!), er der ikke noget bedre. Når det er en halvkold eller regnfuld festival, bliver det en stroppetur, hvor man håber at musikken kan gøre op for udfordringerne. Det kunne den ikke i 2007 (for mig), og det kunne musikken sidste år (2012), hvor The Cure og Bruce Springsteen gjorde det til en mindeværdig festival (for mig).

Det var desværre også, i 2012, det år hvor jeg kiggede mig omkring og tænkte, Det her gider jeg sgu ikke igen. Jeg er 40 år, og der er simpelthen for meget lort jeg skal acceptere som festivalgænger på Roskilde. Larm, rod og pis, f.eks. Det er så uskønt og så dumt, at vade rundt i affald i dagevis. Og det er egentlig heller ikke sjovt at være stiv i dagevis (længere). Derfor føler jeg mig i stigende grad som gæst og tilskuer, og i mindre grad som deltager.

Forholdene er en del mindre i Aarhus. Til gengæld ligger de centralt, lige ved byens Ringgade. I København vil det vel svare til en festival i Frederiksberg Have, hvis man sammenligner med afstanden til Hovedbanegården.

Forholdene er en del mindre i Aarhus. Til gengæld ligger de centralt, lige ved byens Ringgade. I København vil det vel svare til en festival i Frederiksberg Have, hvis man sammenligner med afstanden til Hovedbanegården.

Det håber jeg på at lave om på på Northside i år. Jeg kommer med min kæreste, i stedet for med en gruppe drengevenner, og mange af mine venner skal tilsvarende afsted (fra Aarhus og København) med deres kærester. De kommer alle fordi programmet er så fedt, og fordi det virker overskueligt og attraktivt, på en måde Roskilde ikke længere gør.

Jeg får ikke brugt installationerne på Roskilde, er træt af køerne til mad og bad og tandbørstning, og 95% af musikprogrammet siger mig ikke noget. Det gør ikke noget, hvis bare de sidste 5% af navnene er superfede, og ikke spiller andre steder i DK det år.

Når jeg læser ovenstående, er det ret tydeligt for mig, at jeg er vokset fra Roskilde. Men hvorfor gider jeg så tage til Northside? Det gør jeg fordi programmet er fedt. Hvis Roskilde kunne præsentere noget lignende (og det kan de nå endnu), så tager jeg sgu nok en tur til Dyrskuepladsen igen.

Men det virker ikke som den kurs Roskilde er på. Rihanna, Beyonce, Pink og deslige, de siger mig intet. Jeg er klar over at de sælger plader, jeg er klar over de fylder i mediebilledet, men hvor er det intetsigende musik. Hvis de skal udgøre en dyr del af programmet, er der andre navne vi går glip af. Nu er der jo 179 andre bands på Roskilde, og i næsten hver tænkelig genre, men det siger noget om festivalen, når hovednavnet er så intetsigende.

Jeg tror ikke disse var de sidste ord i sagen. Hvis du har lyst til at kalde mig en sur gammel mand, så er du velkommen. Jeg elsker musik og koncerter, men jeg vælger dem i stigende grad med omhu. Og buketten i Aarhus er ikke til at stå for.

Den evindelige diskussion om Northside og Roskilde revisited – eller Mit Take, take #1

Standard
Hvad skal man vælge i år - det store, det sikre, det nye, noget fjerde?

Hvad skal man vælge i år – det store, det sikre, det nye, noget fjerde?

I år blev året, hvor Northside Festival virkelig markerede sig som en storspiller på festivalfronten. Jeg ved ikke hvor mange kommentarer i stil med “Tag jer sammen, Roskilde – I har sovet i timen på denne booking”, jeg har læst denne vinter. Men det er mange! Og det bringer selvfølgelig flere andre diskussioner op, ikke mindst Hovedstaden vs Provinsen, som er en diskussion der nok aldrig bliver færdig.

Jeg selv har købt billet til både Northside og Skanderborg i år, og det til trods for at jeg bor godt og bekvemt i København. Sidste år var jeg til både Roskilde og Northside, og jeg har tidligere været til både Roskilde og Skanderborg festival mange gange (siden midten af 90’erne).

Hvorfor har jeg så valgt som jeg har? Først og fremmest, handlede det jo om hvem der er booket til at spille. Northside har et mindre program end Roskilde, og sjovt nok alligevel langt flere træffere efter min musiksmag. (Det er en anden snak med Skanderborg, hvor jeg kommer een dag, for at se eet navn, nemlig Prince, på en 1-dags-billet).

Så 50% er bookningerne, som jeg finder stærkest hos Northside. De har samtidig været taktisk smartest, og har meldt ud i tide, så jeg besluttede mig først for deres festival (Roskilde kan jo nå at annoncere mange navne endnu, og smed pludselig Kraftwerk på bordet i denne uge. Den først egentlig interessante bookning de har lavet i år, efter min mening. Ikke fordi den er nyskabende, men fordi det er et navn de har størrelsen og profilen til at hente til Danmark, og så gør det. Modsat Rihanna, som nok skal komme til Parken, Horsens eller Herning uden Roskildes hjælp).

Denne form for Orange Feeling kommer man til at lede længe efter til Northside Festival, tror jeg.

Denne form for Orange Feeling kommer man til at lede længe efter til Northside Festival, tror jeg.

De andre 50% handler om komfort og logistik. Roskilde er, lad os bare indrømme det, lort, når det handler om komfort. Det bliver bare ikke ringere, end at vågne op på Roskilde, og det er ikke blevet sjovere siden jeg prøvede det i 90’erne. Man føler sig fanget derude på markerne. Northside ligger, til sammenligning, i gåafstand fra Aarhus centrum. Man indlogeres hos familie, venner, hotel, eller hvad man nu vil. Der er ingen camping- eller lejrfaciliteter på Northside.

Er man taget til Roskilde, og har sat teltet op, så skal man vade og vade for at komme frem til scenerne, og kan risikere at et navn man gerne vil se spiller kl 02 eller 03, eller endnu værre, at 2 navne man har betalt gode penge for at se, er programsat samtidig (for at mindske presset på scenerne). Det sidste går i min optik i kategorien utilgiveligt. Sidste år var Bruce Springsteen og Bon Iver sat på samtidigt. Jeg tror der var rigtig mange der gik glip af Bon Iver af den grund (der var i hvert fald fyldt foran Orange Scene). Så kan man indvende, at Bon Iver ikke er egnet til Orange Scene (jeg er enig, jeg tog ikke i Forum for at se ham og gruppen, fordi jeg mente det var al for stor og ucharmerende en setting for deres musik), men det ændrer ikke på, at programlængningen fratog mig muligheden for at se begge navne – og det er jeg stærkt utilfreds med.

På den front er Northside også en vinder, da de hidtil har kørt med 2 scener og ingen, jeg gentager INGEN overlappende koncerter. De har tilmed også hidtil haft en politik, om at musikken stopper lidt over midnat. Altså ingen koncerter der starter efter kl 24. Det passer mig glimrende. Det betyder jo, at jeg kan se programmet, vælge festivalen pga de navne der er booket, og så faktisk få dem at se, fordi planlægningen og afstanden til scenerne tillader det (der er knap 200 meter fra den ene scene til den anden på Northside).

Festivalens afvikling er altså for mig bedst håndteret i Aarhus. Den har slet ikke samme størrelse som i Roskilde, men reelt bruger jeg meget lidt af de tilbud der i Roskilde. Jeg vil meget hellere sove i en seng, og dukke op om eftermiddagen, mæt og udhvilet, og have endnu en dag med musikoplevelser med mine venner. Det kan jeg i Aarhus.

I år er der så introduceret en tredje scene, og jeg tvivler på, at det kan lade sige gøre at se navnene på de to store scener OG den tredje, mindre scene. Programmet ser sådan her ud:

Alt-J (∆), Arctic Monkeys, Band of Horses, Biffy Clyro, Bikstok Røgsystem, Bloc Party, Daughter, The Eclectic Moniker, Ellie Goulding, Everything Everything, The Flaming Lips, Fun., Gogol Bordello, Imagine Dragons, Kaizers Orchestra, Keane, Kings of Convenience, The Knife, Michael Kiwanuka, Modest Mouse, Nephew, Nick Cave & The Bad Seeds, Phoenix, Portishead, Rasmus Walter, Shaka Loveless, Spleen United, Tegan and Sara, Trentemøller og When Saints Go Machine.

(Det færdige program for NorthSide 2013 præsenteres tirsdag 5. marts.)

Vi er altså tæt på at have den endelige line-up, og det spændende bliver så, hvordan de enkelte navne fordeles på scenerne. Jeg vil ikke have noget imod, at Shaka Loveless og Rasmus Walter pakkes af vejen på en mindre scene, så jeg kan stå og se de store navne. Omvendt kunne jeg godt unde disse mindre artister, den eksponering de vil få på de større scener.

Måske er den tredje scene et sted for elektronisk musik? Jeg ved det ikke, men fortsættelse følger.

Som afsluttende kommentar, vil jeg sige, at Roskildes fokus på metal og verdensmusik, gør store dele af festivalens program fuldstændig uinteressant fra starten. Jeg kommer ikke afsted til de koncerter. Jeg er nok også en del uden for Roskildes målgruppe. Så er det godt der stadig opstår nye festivaler, som kan opfylde behovet for god musik i en interessant og behagelig setting. Tak for det, Northside.

Disse var ordene. Ingen Roskilde til mig i år. Men kom med et par solide bookninger , så kryber jeg sikkert til korset igen. Det er sket før.

Disse var ordene. Ingen Roskilde til mig i år. Men kom med et par solide bookninger, så kryber jeg sikkert til korset igen. Det er sket før.

En hjemmefødning vender hjem – et bysbarn vender trenden – Allan Olsen spiller op

Standard
Tilbage i januar så jeg denne opsigtsvækkende turplan på bloggen Små Repetitioner (http://sandrepair.blogspot.dk)

Tilbage i januar så jeg denne opsigtsvækkende turplan på bloggen Små Repetitioner (http://sandrepair.blogspot.dk )

I dag klikkede jeg ind på Allan Olsens hjemmeside (http://www.allanolsen.dk), for at se om der var sket noget nyt. Det var der, og endda for en lille måned siden. Allan Olsens næste album udkommer de første steder den 4. marts, og hør her hvordan han præsenterer det:

29.01.2013
“JØWT” (“Gævt”) – Vendelbomål for fedt, kanon, mega-stort, fantastisk, godt og super…

Om jeg er specielt niche-orienteret eller sekterisk, må andre om at vurdere. Jeg har aldrig skrevet en sang om noget, jeg ikke fandt vedkommende. Men jeg har heller aldrig skrevet en sang, der ikke skulle handle om noget – for derved at bejle for et bredt publikum .

Sangene på JØWT henvender sig – forhåbentlig – til to slags publikum. De indforståede – og alle andre. Sådanne sange har jeg altid helst selv villet høre. Gode, smalle skarpe snap-shots, på en almenmenneskelig klangbund. Det var dét, jeg mente, da jeg kaldte en plade ” Sange for Rygere “. Ikke at man nødvendigvis skulle inhalere 60 smøger for at fatte sangene – men måske kunne det hjælpe lidt, til den umiddelbare forståelse.

JØWT indeholder 10 sange, med udgangspunkt i min erindring og nuværende oplevelse af dét Vendsyssel jeg kender. Fire af sangene er på dialekt – vendelbomål – og næsten alle indeholder stedsangivelser, lokale forhold eller vendinger, som de indforståede – de lokale – straks vil fange. Men det slog mig, mens jeg skrev materialet, at hele kulissen, i lisså høj grad som i alle mine andre sange, kunne skiftes ud med Århus midtby, Kvong eller Slagelse. Grundvilkårene er de samme.

Der er tre ting, vi skal opleve i livet – at fødes, at dø – og så dét midt i mellem. En blues er en blues. Det er dét mine sange handler om – osse dem på JØWT.

Som mange andre af os showbiz-idioter har jeg gennem mere end 30 år, om ikke bortforklaret, så nedtonet vigtigheden af dét sted og de betingelser, jeg voksede op under. Det er ikke fint at være fra provinsen, når man skal være noget, i hvert fald ikke i Danmark. Hvis vilkårene havde været de samme i England, havde vi aldrig fået The Beatles, hvis sound og accent i dén grad var Liverpool – eller så meget andet.

Hér hjemme har vores hovedstads afsides beligenhed betydet, at stort set al kultur udspringer af kreativitet med rødder i, hvad man i hovedstaden ville kalde provinsen (som ved yderligere centralisering er blevet til udkants-Danmark). – For medierne, meningsdannerne, beslutningstagerne, politikerne og JØF’erne holder til dér. Jeg synes, alle vi, der råber på opmærksomhed – og penge – fra vore omgivelser, skylder at gennemgå en kartasis, en lutring af, hvad det egentlig var for tidlige påvirkninger, der skabte grundlag for dén kreativitet, vi senere kom til at leve af. Skuespillere, malere, forfattere og musikere – alle fra “udkants-Danmark”, som af og til i interviews rynker på næsen af deres ophavs provinsielle og snæversynede lidenhed. – Hvor forfærdeligt det var at være et overset kunstnersind, i f.eks. Aalborg, og mere af dén slags. Det falder sjældent disse ind, at det måske var netop disse vilkår, der skabte dét hele menneske – og kunstner – de endte med at være. Hvis en glimrende forfatter som Carsten Jensen eller en skuespiller som Connie Nielsen havde gennemlevet en opvækst på Bernadotteskolen, eller Charlottenlund musik – eller friskole, var de måske endt i banken – hvem ved…

JØWT udkommer i første omgang i Vendsyssel.

Det er for mig lidt som når man har en familiesamtale. Der er ting, man bedst får sagt i et mindre forum. Og efterhånden som det besluttes mere og mere fra centralt hold, at yderkanterne i Danmark må ta’ seletøjet og kuskesædet i brug, hvis de vil på hospital, borgerservice, biblioteket, i skole, snakke med politiet – eller til koncert med mig og mine kolleger – synes jeg, jeg har lyst til at gøre en undtagelse hér, og lade en fjern provinsiel – og for mig vidunderlig – landsdel få første-ret. Dét tåler nationen nok.

JØWT vil således udkomme eksklusivt hos Ole i CD-baren i Søndergade i Frederikshavn, mandag den 4. marts.

Dagen efter vil pladen være tilgængelig på masser af salgssteder, over hele Vendsyssel – disse offentliggøres snarest.

Ses norden-fjords!

Allan Olsen.

Her er lidt hjælp til geografien.

Her er lidt hjælp til geografien.

I min overskrift skriver jeg En hjemmefødning vender hjem – et bysbarn vender trenden – Allan Olsen spiller op.

Han er virkelig interesseret i at lave reklame for Nordjylland, og den kedelige tendens mod at lade alting samle sig om de få kulturelle vandhuller der synlige fra København. Det er jo helt uholdbart, for hvordan skal et lokalsamfund trives uden kultur? Det får vi næppe svaret på, for selvfølgelig er der kultur i vandkants-Danmark. Masser af det.

Men ved at vise, at man kan lave en turne med over 20 stop i Nordjylland, får vi altså et anderledes syn på turneliv i Danmark.

Da jeg læste Allan Olsen-biografien (af en vis Frøkjær, en ikke særlig vellykket bog) var en af overraskelserne, at Olsen og 2 andre i 80’erne, stablede en turne på benene i 80’erne, hvor de havde ca. 200 stop! Det var langt fra kun spillesteder, men også skoler og biblioteker, som de kom rundt til i et folkevognsrugbrød (tror jeg det var), med deres folkemusik.

De ville bevise, dengang, at man kunne lave en ordentlig turne i Danmark. Og det er vist det der skal slås fast igen, med den aktuelle verdensturne i Nordjylland.

Jeg glæder mig til pladen, når den når frem til København engang, og jeg glæder mig over, at Allan Olsen ikke bliver træt, men snarere få kræfter, af den uret der gøres mod hans elskede udkant.

Prince kommer til Danmark. Prince kommer til Smukfest. Prince-koncerter i Danmark

Standard
Helt ufatteligt cool - eller fjollet?

Helt ufatteligt cool – eller rimelig fjollet?

Prince kommer til landet! Der er events og så er der EVENTS. Et Prince-besøg går under EVENTS.

Jeg fik aldrig blogget om de to fantastiske koncerter på Tiøren i 2011. Det var himmelsk, på flere måder. Jo, himlen åbnede op og lukkede den ene koncert, men først efter 90 minutter i paradis. Næste dag fik vi så den fulde funk-marathon, og ikke et øje var tørt. Specielt imponerede det mig, at han kun spillede to gengangere til den anden koncert (Purple Rain og Kiss). For det illustrerer en vigtig pointe om manden: han har materiale til at spille MINDST 3 timer med sit materiale, og holde dampen helt oppe hele vejen. Undervejs får han grundigt vist at han er den ultimative vært, og uden at tigge og bede om at folk skal danse og synge, giver de sig hele vejen. Når man ikke skriger af glæde, benoves man over de blikke tilskuerne står med. De tror simpelthen ikke deres egne øjne og ører. Det her er jo det fedeste i verden, kan man se de tænker.

Det var salgstalen. Nu venter vi på endnu en koncert. Og hvad skal vi så bruge ventetiden til? En ny plade, for eksempel? Tjah, til sommer er det 3 år siden den sidste albumudgivelse (20Ten). Det kan ske der kommer en plade i år, og det kan meget vel være, at der ikke gør. Officielt forlyder det, at Prince ikke er i album-stemning, men i stedet vil udgive numre fra et website. Forandring fryder, måske.

Men 2 koncerter i 2011, og så er der noget med aftershows. Hvad er et aftershow? Det er i Prince-sammenhæng en koncert, som spilles efter en “normal” koncert. I 2011 ville det sige, at selvom der var to stort anlagte shows på Tiøren (udendørs koncerter med tusindvis af publikummer), spilledes der også mindre koncerter i Amager Bio. Én om fredagen før koncerterne, og én om søndagen, efter den sidste af de store koncerter. Så på en enkelt weekend, blev det til 4 Prince-koncerter på Amager. Det er sgu da meget godt gået, Amager! En anden forskel mellem de “normale” koncerter og aftershows, er indholdet. Der spilles langt færre hits til aftershows, og stemningen er mere jam-præget.

Året før, i 2010, var der besøg af Prince på både Roskilde Festival, i Forum (Kbh.) og i Jyske Bank Boksen i Herning. I København blev det også til et aftershow i Amager Bio.

Det var altså 8 danske koncerter i bare 2010 og 2011.

Her stopper vanviddet dog, og vi skal tilbage til 2002 for at finde de næste Prince-koncerter. Det var i Aalborgs Kultur og Kongres Hus og Falconer Salen i København, med et aftershow på Vega.

Længere tilbage endnu, i 90’erne finder vi 3 koncerter. De to nyeste var i 1998, hvor Valby-Hallen dannede ramme om en “normal” koncert, mens Vega lagde hus til et aftershow efter koncerten.

Så er der igen en pause, og vi skal helt tilbage til 1990 på Nude Tour, for at finde den anden 90’er-koncert. Den fandt sted på et halvfyldt Gentofte Stadion.

I 80’erne var der et Lovesexy-show i Idrætsparken (1988), og i 1986 fik vi det første danske besøg på Parade-turnéen i Valby Hallen.

Det var en hel masse statistik, men kort fortalt:
Danske Prince-koncerter i 80’erne: 2
Danske Prince-koncerter i 90’erne: 3
Danske Prince-koncerter i 00’erne: 3
Danske Prince-koncerter i 10’erne: 9 (8 afholdte og mindst én kommende, nemlig Skanderborg Festival)

Det går den rigtige vej. Koncerterne på Tiøren var jo en såkaldt NPG-Festival, hvor Prince samlede en række navne og præsenterede, og samtidig selv sluttede begge dage af med egne triumf-koncerter. Det var navne som Janelle Monae, Larry Graham, Raphael Saadiq, Maceo Parker (han udeblev dog) og Chaka Khan. Til anden koncert spurgte værten kækt, om vi ville komme tilbage i 2012, hvis han kom igen. Nu får han så svaret i 2013. Der er masser af Love at komme efter.

Come back to Denmark, ville jeg skrige, hvis jeg var en 14-årig tøs. Okay, det er jeg næsten, hvis man læser dette indlæg ;-)

Come back to Denmark, ville jeg skrige, hvis jeg var en 14-årig tøs. Okay, det er jeg næsten, hvis man læser dette indlæg 😉

Min arbejdsplads

Standard

foto

Her til morgen tog jeg dette billede lige uden for min arbejdsplads. Jeg arbejder på Flådestation Holmen, som ligger ved siden af Operaen på Holmen ved Christianshavn. Det hele er i København, hvis man kommer der hvor jeg kommer fra.

Det giver et lille sus, stadigvæk, at kigge ud over Københavns Kanal til Amalienborg, Esplanaden, Operaen, Svend Aukens Kraner, og de mange fine gamle, restaurerede pakhuse i området. Men om et par dage er det slut, når vi flytter til nye lokaler på Frederiksberg. Faktisk i det aller yderste af Frederiksberg, med vinduer lige ud til Søerne. Det lover godt. Jeg ved ikke om jeg får en vinduesplads, men man har da lov at håbe.

Prøv at klikke på billedet, for at se det i stort format. Det er taget med min iPhone 5 uden nogen form for effekter eller dikkedarer. Det er faktisk et godt billede, taget af en telefon. For en gangs skyld.

Ny side på bloggen: Vinyl(butikker) i København

Standard

Min glæde ved musik er ret konstant. De sidste 30 år har musik optaget mig. Både kunstnerne, kanalerne og værkerne, miljøet omkring musik, kreativitetens natur, og det at holde af og forbruge musik, forholde sig til værkerne. Det er en stor metier, og jeg bliver aldrig færdig.

Jeg har aldrig været Hi-fi-interesseret. I årtier har jeg kørt med et lousy stereoanlæg, og i perioder med computer og højttalere. Om musikken er på cd, vinyl, streamet, Flac eller mp3, har ikke været en afgørende faktor i min dyrkelse af musikken. Det er ved at ændre sig.

P.t. streamer jeg meget fra Spotify, men det er i stigende grad måden jeg opdager musik på. Når jeg skal lytte, og sætte fokus på et værk, er det en nydelse af sætte en vinylplade på. Det er en anderledes oplevelse af flere grunde.

For det første, er jeg nødt til at respektere formatet. Går jeg for hurtigt over gulvet, hopper nålen på grammofonen, og det skærer i hjertet at høre på. For det andet, er en lp-side forholdsvis kort. Det tvinger mig til at tage stilling til lytte-oplevelsen. Har jeg sat en vinyl-side på, er det meget sjældent at jeg afbryder lytningen. Til gengæld løber pladen ofte ud. Så opstår der er et rum, en pause, uden musik, og jeg må igen tage stilling til, om jeg stadig vil høre musik, om jeg vil høre siden igen, den anden side, eller måske noget tredje.

Ofte hører jeg en pladeside 2-3 gange i træk, og derpå den næste side. Selve mønsteret for lytteoplevelsen er altså markant anderledes, end når jeg lytter digitalt (hvor jeg så til gengæld kan shuffle og hører playlister).

Jo mere vinyl jeg hører, jo mere får jeg lyst til at samle ind. Og her kommer vinylbutikkerne ind i billedet. Heldigvis bor jeg i København, som har et fornuftigt udvalg af vinylplader. Og selv om der er lukket mindst 3 butikker siden jeg begyndte at sammensætte en liste over butikkerne i sommer, går det fremad med udvalget. Flere og flere titler, der ikke har været ude på vinyl før, udgives nu. Og de fleste nye titler kommer på vinyl. Langt fra alle, desværre, men dog en del. (Jeg har ledt forgæves efter Kristian Leth, Jonas Breum og Juncker dette efterår, for eksempel).

En liste over butikkerne kan ses her. Jeg vil forsøge at opdatere listen løbende, og evt. tilføje beskrivelser. Siden Yelp har mange anmeldelser af butikkerne, og er ofte mere informativ end butikkernes egne hjemmesider.

Vinyl længe leve, tør jeg godt sige.

Bloggen får en side til: Spillesteder i Kbh.

Standard

Pumpehuset

Jeg går og glæder mig til en masse kommende koncerter. De er spredt ud over nogle vidt forskellige steder, og det fik mig til at tænke på, at jeg savner et overblik over spillesteder i København. Jeg går jævnligt ind på VEGAs koncertkalender, somme tider ind på Amager Bios kalender, og stort set aldrig ind på Bartofs, Rusts eller Mojos koncertkalender.

Derfor har jeg lavet en side med 45 københavnske spillesteder. Det er spillesteder, som jeg synes jævnligt byder på god musik (forstået som musik jeg kunne finde på at gå ind at høre).

Siden kan ses her. Jeg vil tilføje lidt information om spillestederne, og links til deres koncertkalendere, i den nærmeste fremtid.

De koncerter jeg går og glæder mig til, er følgende:

26. januar – Mark Eitzel, Huset i Magstræde

6. februar – rockforedrag om Dark side of the Moon, Amager Bio

8. februar – Hoax & Iceage, KB18

15. februar – Peter Sommer, p-kælderen, Hotel Danmark

26. februar – min ven Lars på Drop Inn

15. marts – Raveonettes, Store Vega

6. april – Eels, Den Grå Hal

2. maj – Low, Loppen

14. maj – Bruce Springsteen & The E Street Band, Parken

13-15. juni – Northside Festival, Aarhus

16. juni – An Evening with Mark knopfler, Forum

2. juli – Green Day, Refshaleøen, Amager

Stengade

Kærlighed fra Love Shop

Standard
Et af årets bedste album ifølge flere medier. Og et af årets flop ifølge BT. Min kæreste spurgte til albummets kvaliteter i Route 66, og fik en flot og udførlig anmeldelse af ejeren, Martin. Den danske anmelderstab fik også et par ord med på vejen, blandt andet: Det burde kun være muligt at være anmelder i 3 år. Så bør man skiftes ud.

Et af årets bedste album ifølge flere medier. Og et af årets flop ifølge BT. Min kæreste spurgte til albummets kvaliteter i Route 66, og fik en flot og udførlig anmeldelse af ejeren, Martin. Den danske anmelderstab fik også et par ord med på vejen, blandt andet: Det burde kun være muligt at være anmelder i 3 år. Så bør man skiftes ud.

Min kæreste kom hjem med en gave i dag. Jeg var selv på vej ud, for at købe nogle vinylplader til ferien. Det opdagede hun, og jeg fik så min gave med det samme (mon ikke den var tænkt til en mere højhellig dato?).

Jeg pakkede den meget smukke Skandinavisk Lyst ud, og satte den på. Sært nok, lød den både bedre og mere interessant end når jeg har hørt den på Spotify. Hvordan kan det lade sig gøre?

En af overraskelserne, er de mange klædelige temaer og figurer, der binder sangene sammen. Det er den rutinerede Love Shop-keyboardspiller, Mikkel Damgaard, der har produceret pladen. Mika Vandborg spiller elektrisk guitar. Sidstnævnte er en af mine yndlingsguitarister her til lands, og begge har gode ører for “hvad der er lækkert”.

Desværre er lækre produktioner som regel opskrift på kedelig pop, i min optik. Det er det der overrasker ved denne plade. Sangene synker ikke under tunge lag af vellyd, men klirrer og knitrer af musikalitet og ind-i-øret-pop. Det er sådan det skal drejes.

Pladen er på 2 vinyler, med 6 numre på hver. Det er det absolutte minimumskrav for mig, da det giver sølle 3 numre per side. Jeg gider ikke ulejligheden, med at sætte en plade på for at høre 2 numre.

Den første plade, de første 6 numre, er de sikre numre. Den anden plade er lidt mere udfarende og eksperimenterende med lyden. Det er ikke yin og yang vi har med at gøre her, men en forskel er der dog, og man tuner hurtigt ind på den første plade. Noget siger mig, at det er side 3+4 der vil trække mig tilbage i længden. Især side 4.

Et kærkommen plade allerede første dag. Og jeg måtte høre Side 1+2 3 gange hver, før jeg kom til side 3+4 med singlen Skyggehjerte. Meget venteligt, er Skyggehjerte det mest typiske Love Shop-nummer på pladen. Det er veloplagt og iørefaldende, men gudskelov er der en bredere vifte af Love Shops kvaliteter på Skandinavisk Lyst.

Velkommen tilbage Love Shop. Jeg sprang Frelsens Hær og solopladerne over, så tiden er moden til en revival. Mon ikke vi ses til foråret.

Hvad er det med Love Shop og Danmark? Fra starten var der referencer til byer, gader, steder og personer (Aalborg, Holstebro, Viborgvej, Café Hollywood og Gustav Winckler på den første plade alene) på pladerne, men med titlerne “DK”, “National” og “Skandinavisk Lyst” prøver de vist at fortælle os noget.

Forleden genhørte jeg programmet Besøgstid med Billy Cross, hvor han skosede os danskere, for at prøve så hårdt på at lyde som noget andet end danskere. R&B, Soul, boyband-musik, hvad har det at gøre med os? Hvordan kan det blive andet end blege kopier?

Love Shop er et dansk band, der er stolte af at være danskere, af at lyde danske, og af at synge, om at være danske. Det gør mig glad.

Bomber over København: en ægte turistfælde

Standard
Man går langt for turisternes gunst i København

Man går langt for turisternes gunst i København

I går var jeg på kanalrundfart med familie fra Aarhus. Der var høj sol, og det var skønt med vinden på vandet, og det bare at kunne sidde, mens man blev underholdt.

Første stop for rundfarten var Holmen, altså holmene bag Operaen ved siden af Christianshavn. Der er smalt i de første kanaler, og det havde flere grupper mænd bestemt sig for at udnytte. Da tourbåden passerede gennem kanalerne, sprang mænd i vandet og lavede “bomber”, så passagererne blev dænget til med vand. Drengestreger, bortset fra, at ingen af mændene var under 30. Det var en besynderlig oplevelse, og fra mit synspunkt ret sjov. Et passende brud med det borgerlige og det forventelige. På en varm sommerdag. I en kanalrundfartsbåd. Tak.

En god historie fra Christiania: Wafande

Standard
Wafande fra Christiania - Gi' Ham Et Smil

Wafande fra Christiania – Gi’ Ham Et Smil

Kender du Wafande? Jeg hører overhovedet ikke P3, så jeg er ude af touch med hvem der har hits og landeplager, sådan i gængs forstand. Men ifølge mine venner, som jeg var til Wafande-koncert med i går, har Wafande haft nogle gedigne radiohits med sangene En Anden (med Xander), Gi’ Mig Et Smil, og senest Uartig.

Jeg blev introduceret for Wafande ved hans turnéstart i Pumpehuset i marts. Opvarmningen var et andet hot dansk reggaenavn, nemlig Shaka Loveless (der har et hit med sangen Tomgang), og sammen skabte de en ualmindelig festlig koncert. Der var dans og gode vibrationer fra første nummer, og opvarming og hovednavn smeltede sammen, så koncerten blev én kontinuerlig fest, uden den kedelige hele eller halve time mellem opvarmning og hovednavn. Dette var muligt, fordi backingbandet er fælles. Et udmærket band hvis stjerne er kapelmesteren Pharfar (kendt fra Bikstok Røgsystem).

Det er måske trivielt at fortælle, men for mig var det en åbenbaring, at en koncert kunne være så festlig, sjov, og positiv, og samtidig swinge på et højt musikalsk niveau. Det kunne den, fordi musikerne såvel som Wafande, ligger i et skidegodt musikalsk groove, hvor de ånder og spytter reggae til alle sider. Det er ikke noget shtick, det er den musik der udgør deres verden, fornemmer man. En smittende og glad musik, som vi kridhvide danskere har godt af at stifte bekendtskab med. Vilde Kaniner, Laid Back, Haveje, og mange andre klassikere, er netop reggae, selv om vi måske ikke lige går og tænker over det. Reggae gør godt, på den der livet-er-dejligt måde. Fyld glasset, min ven. Kom lad os danse.

Det lillebitte anlæg i Nemoland giver ikke den bedste lyd, men stemningen nåede fint op på voldene hvor de fleste måtte stå

Det lillebitte anlæg i Nemoland giver ikke den bedste lyd, men stemningen nåede fint op på voldene hvor de fleste måtte stå

I går var koncerten på Christiania. Wafande selv er født og opvokset derude, men måske mere overraskende er, at han også har boet i Frankrig, og været på ungdomslandsholdet i basketball (!). Hvordan hans stenerkultur og reggaeglæde hænger sammen med elitesport, er mig et mysterium, men en charmerende profil er det. Jeg har ikke styr på hele Wafandes ophav, men det er noget med Frankrig, Tanzania, Congo, og – Christiania.

Det kommer selvfølgelig til udtryk i hans tekster, og også i de interviews jeg har fundet med rapperen. Det gamle one love-mantra lever i videre i Wafandes musik, ligesom i det meste reggae, og der er langt til Jamaicas berygtede gay hate crimes og Christianias voldelige udfald mod fremmede. Teksterne handler om glæde og kærlighed, og den verden af ægte multi-kulti der venter forude. Smelt sammen, del kærlighed og blod, og lad os leve på tværs af grænser som ét smukt og lykkeligt folk. Det er cirka essensen, tilsat rytmer og frækhed til bægeret næsten flyder over.

Øl, børn og voksne til reggae

Øl, børn og voksne til reggae

Koncerten på Christianias Nemoland var gratis, og faktisk en dobbeltkoncert med Karen Mukupa. Hele sommeren er der gratis søndagskoncerter, som begynder mens solen stadig står højt (kl 18) og slutter cirka når den går ned igen (kl 21:30). Der er god stemning, eksotisk mad (well, eksotisk for de fleste), og billig røg og øl. Jeg har desværre først hørt om koncerterne i sidste uge, og er således gået glip af MC Einar (det ville have været så fedt at se ham på fode igen), Ida Gard (det nye unge danske navn på sang og tangenter – min veninde var til det og ovenud imponeret), Billy Cross (hvor smukt har det ikke været), og I Got You On Tape.

Også denne gang fik vi to-koncerter-i-én. Kaka (der hitter med Bang Bang (Reggaejam)) spillede de første 3 numre med Wafandes orkester, inden hovednavnet kom på scenen. Der var flere gæster undervejs, og en enkelt seance med en sjældent upassende/uartig rap fra Pharfar (de unge kvinder skreg i en blanding af fryd og chok). Musikalsk var det ikke på samme niveau som i Pumpehuset. Lyden var dårligere, og de dyre blæsere var sparet væk og erstattet af keyboards. Wafande selv var en smule hæsere end ved turnéstarten, men i rigtig god form vokalmæssigt. Vi fik også en smagsprøve på hans kunnen som fransk rapper, hvilket efter sigende skal stå sin prøve på hans næste plade, der udkommer på både dansk, engelsk og fransk.

Resten af sæsonen byder på flere rigtig gode danske navne: Ulige Numre, Veto og Choir of Young Believers.

Se spilleplanen her.

På fredag spiller Kaka og Wafande på Plænen i Tivoli.

Wafande ft. Xander: En Anden