Category Archives: Fund

Hvad er nærhed og en unik oplevelse værd for dig?

Standard

Flemming Rasmussen i Winding Road Recording Studios, Nordvest.

Jeg har gjort en ny opdagelse. Kun 700 meter fra mig ligger der et pladestudie. Det er ikke så odiøst, der er flere af slagsen i Nordvest, og det bobler med undergrundsmusik i området fra f.eks. Raske Penge og ikke mindst Ungdomshuset på Dortheavej. Men dette studie, med navnet Winding Road Recording Studios, har en lidt speciel agenda. De består af 5 studier (indspilnings- og tilhørende kontrol-rum, går jeg ud fra) og præsenterer i 2013 en række koncerter, som filmes til ære for Danmarks Rockmuseum.

Prøv at læse følgende beskrivelse:

Live at Winding Road er et helt nyt koncertkoncept, hvor du i Danmarks bedste pladestudie kommer helt tæt på stjernerne. Når du køber adgang til koncerten bliver du gæst i Winding Road Recording Studios, hvor du kommer ind i et vigtigt kreativt arnested for skabelse af god musik og vellyd. Du kommer ind, hvor kun de færreste kommer og hvor topartister skaber morgendagens hits. Allerede når du står i platinrummet fornemmer du sikkert, at noget helt særligt venter dig. Som vores gæst bliver du budt på the, kaffe, øl, vand, hvid- eller rødvin. Du får anvist din plads, får en fortælling om stedet og om de topartister vi indspiller med.

Vi giver dig en VIP-koncert sammen med 47 andre. Vi skaber en superlyd, der ikke kan skabes i en almindelig koncertsituation. Vi filmer hele koncerten i HD-kvalitet og afholder tilsidst en 15 minutters masterclass, hvor du kan stille spørgsmål til artisten mens du nyder dine drikkevarer. Vi filmer publikum, som vi klipper ind i koncertfilmen. Koncerten og publikum skrives ind i musikhistorien idet filmen – gennem vores nære samarbejde med Dansk Rockmuseum – indgår direkte i samlingen. Altså den film, som du er med i og har dit navn på. Som gæst får du, når koncertfilmen er færdigklippet (ca. 4 uger efter koncerten), adgang til et lukket site i en 6 måneders periode, hvor du kan se den film du selv er med i, samt kan købe adgang til andre koncertfilm fra Live at Winding Road.

Den samlede oplevelse varer ca. 2 timer, heraf koncert og masterclass ca. 60 min.

Ved indgangen registrerer vi dit navn og e-mailadresse til brug for rulleteksterne og til fremsendelse af password til koncertfilmen samt praktisk info. Ønsker du at komme på standbylisten til andre koncerter til rabatpris kan du også blive afkrydset herfor.

Synligt berusede eller påvirkede personer vil af hensyn til det øvrige publikum ikke få adgang.

Det kommer vel næppe bag på nogen, at det ikke er billigt. Men hvor dyrt det er, vil nok alligevel overraske: helt op til 1715 kr. for under en times koncert med en dansk kunstner (Sort Sol). Det er vel nærmest uhørt?

Alligevel har jeg lyst til at støtte op om projektet. Nu skal jeg bare finde ud af, hvilken intimkoncert jeg skal vælge. Her er det foreløbige program:

    Kira Skov
    Poul Krebs
    Shoes for Julia
    Delta Blues Band feat. Miriam Mandipira
    Delta Blues Band
    Tim Christensen and the Damned Crystals
    Sleep Party People
    Mads Langer
    Tue West
    Sort Sol
    Naja Rosa

Jeg har aldrig set Delta Blues Band, og heller ikke Tim Christensen uden Dizzy Mizz Lizzy. Det bliver nok Delta Blues Band – til “kun” godt 500 kr – for at se og høre (!) Billy Cross.

Se en oversigt (og billetpriser) på Billetlugen.dk

UPDATE:
Det er gået op for mig, at Billy Cross ikke længere spiller med Delta Blues Band.

Det betyder, at jeg ikke kommer til nogen studiekoncert i denne omgang. Det er ikke attraktivt nok, i forhold til det forventede udbytte, at give 1000 kr. for 45 minutters Tim Christensen eller 1700 kr. for 45 minutter Sort Sol. Jeg håber chancen byder sig, når jeg er rigere eller prisen mere overkommelig.

En overraskelse fra 2012

Standard

Det gode ved årslisterne i december, er den revision af årets udgivelser der finder sted: har man overset noget? Her til morgen har jeg sat Leonard Cohens Old Ideas (2012) på for første gang. Det lyder som en virkelig god plade, hvad jeg netop fik mistanke om, pga. dens placering på årslisterne. Det var satans, Cohen

Leonard Cohens optrædener, som ofte høster 6 stjerner i begejstrede anmeldelser der lægger sig helt på halen, er lige en tand for sterile til min smag. De fromme skønsangere i koret, de halvfesne, gedigne instrumentalister, og den forsigtige, andægtige omgang med værkerne. Det bliver alt sammen lige sødt og stift nok, for mig.

Men på denne plade skraber og kradser det lige tilpas. Det klinger rustikt, modsat de forrige plader. Meget rustikt. Og så er det et chok at opdage, at den næstnyeste plade, Dear Heather, er fra 2004! Det føles som en ret ny og ufordøjet plade, for mig. Satans som tiden går.

Endnu en solid plade fra sjoveren her.

Legen med keyboards og schmaltz-lyden fra de foregående 4-5 plader er væk. Det er i princippet samme udtryk, men sammenspillet med et solidt band på alverdens scener, gennem de sidste 4 år, har heldigvis fået Cohen til at benytte levende musikere i studiet denne gang. Det pynter gevaldigt.

På den lange bane, er det selvfølgelig et spørgsmål om sangenes kvalitet. Jeg synes Ten New Songs (2001) er en skøn plade, selv om man kunne fristes til at smide den på porten ved første lyt. Den lyder så tarvelig i denne tidsalder. Men sangene er altså gode nok.

Og det er jo kendetegnet ved Cohen: Der slipper ikke meget uovervejet eller letfordøjet gennem hans kvalitetsfilter. Det er top dollar, når han leverer. Hvor er det en fornøjelse, at være med på endnu en tur i karussellen med Cohen. Tak, Spotify. Og på gensyn, Route 66, når pladen skal købes en af dagene. For det skal den.

Auster og Coetzee løfter i brevbunken

Standard
Nu og her er 3 års brevveksling mellem Auster og Coetzee - mine to yndlingsforfattere

Nu og her er 3 års brevveksling mellem Auster og Coetzee – mine to yndlingsforfattere

I går kiggede jeg ind i københavnske Tranquebar, en bogcafé tæt på mit nye arbejde. Udstillingsvinduet lokkede med Kafka-udgivelser, og butikken ser både hyggelig og interessant ud.

Jeg fik 2 bøger med hjem. Den nye Tillid fra Aarhus Universitetsforlag (jeg har skrevet kort om serien af billigbøger fra dem tidligere), og så overraskelsen Nu og Her fra Per Kofods Forlag. Og det var virkelig en overraskelse.

De sidste årtier har Paul Auster været min yndlingsforfatter. Det er svært at forklare hvorfor. Jeg køber ikke rigtig al snakken om postmodernisme og metaromaner. Det er nok snarere fordi han skriver godt, at jeg holder af at læse hans værker. Det føles som et kærkomment time-out, når jeg får en ny Auster-bog med hjem.

J.M. Coetzee har jeg først opdaget for 10 år siden. En veninde havde Waiting for the Barbarians stående, og jeg faldt med det samme for titlen. Jeg har læst mig igennem hans forfatterskab, og det har ikke skuffet. Også han er blevet min yndlingsforfatter.

Nu har de to herrer åbenbart mødt hinanden, og fattet sympati for både hinanden og respektive ægtefæller. De har haft kontakt siden 2008, og bogen her er en brevveksling mellem to voksne litterater, som tager livet seriøst – samtidig med, at de erkender hvor sære størrelser både livet og vi mennesker er.

Jeg læste de første 40 sider i går, og nøjagtig som alle andre udgivelser fra de to herrer, er det som slik for mig. Godt læsestof, interessante problemstillinger, gode observationer.

Jeg elsker den mundrette titel

Det samme gælder i øvrigt Når Man Mailer af Svend Åge Madsen, som er lidt ældre. Brevveksling (i Madsens tilfælde emails) mellem forfattere har en velskrevethed og kontakt til kunsten som jeg holder meget af. Også i almindelig dagbogsform, for den sags skyld.

Jeg vil ikke anmelde bogen, men blot skrive om min begejstring for at have opdaget og købt den. Det må hedde en anbefaling.

Seks sikre måder at tabe din kreativitet på

Standard

Jeg faldt for nylig over dette blogindlæg, som jeg gerne vil dele med dig. Det er fra bloggen We Unite og er skrevet af BECKA. Ud over dette indlæg, som er lidt længere i det originale blogindlæg, finder du en masser interessante artikler i samme stil. Det er en blog om iværksætteri skrevet af kvinder. Og så er det, trods sproget, en dansk blog!

Og her er så vejen til at tabe din dyrebare kreativitet:

1. Overbook yourself. If you want to effectively hinder your creative juices from flowing, you need to book every spare second of your life with your work. Do not, under any circumstances allow yourself to deviate from this work. Fun deviations will only allow your inner child to flourish and that will likely result in original ideas and creative bar raising.

2. Compare yourself to as many contemporaries as possible. In those rare moments when you break from work, take a moment to compare your artwork to that of your more successful contemporaries. Remind yourself of why they are better than you and why you will never be able to accomplish creative success. This practice will knock the foundation right out from under your self confidence sabotaging yourself from the beginning.

3. Reduce. Reuse. Recycle ideas. Whenever possible copy the ideas of other artists and loosely reinterpret them as your own. (Bonus points if you blatantly copy without even attempting to interpret the idea for yourself.) This practice allows you to slowly silence your own (pesky) artistic voice by creatively strangling it.

4. Never, ever practice. This can be tricky as you may feel as if you are always practicing your craft by overbooking your schedule with work. But do not be deceived, if you are correctly killing your creative fire your constant work schedule should not include practicing new techniques or bettering yourself at your craft. If you can dedicate yourself to this, your inner artist will never be able to turn its dreams into realities in your life leaving you free to live in a much more boring and safe artistic zone.

5. Avoid outer influences. To keep your brain free from inspiration, you must be diligent in avoiding positive artistic influences. That means you must avoid whatever it is that you previously found stirring something inside of you. This can include, but is not limited to: music, art, love, happiness, food, literature, poetry, movies, nature, magazines, and the work of the masters.

6. Safety in numbers. Surround yourself with likeminded, and even more mediocre people than yourself. The less driven they are, the better. Look for those who other’s might describe as “set in their ways”, “refusing to grow”, “unbending”, “average”. These people will help you continue to work in circles and avoid growth. They will also cheer you on in your averageness because they do not want you to succeed or be inventive at all. By avoiding those that might push you to be better you can rest peacefully on your laurels.

Nu har du forhåbentlig spottet ironien i ovenstående, men er du enig? Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv.

Må-have-fra-den-artikel-jeg-læser-syndromet

Standard

Jeg har i dag bemærket en ny last ved mig selv. Jeg er blevet en jeg-må-have-den-bog-fra-den-artikel-impulskøber.

Du kender det, du sidder og læser om en spændende person eller bog, og der refereres til en bog du vil være glad for at eje. Fint, så er der en titel at kigge efter, næste gang du er hos boghandleren.

Men sådan er det bare ikke længere, vel? Du ved du har glemt alt om den artikel når du har sovet én gang, og skulle du på en eller anden måde komme i tanker om den igen, har du glemt for meget til at kunne google dig frem til den igen (dette gør sig især gældende med artikler i de trykte aviser, som der ofte er en noget snørklet adgang til på nettet).

Derfor kan du lige så godt få købt den nu og her. Den kommer til at stå på hylden, det ved du godt, men der er jo altid en lille chance, for at den bliver læst og gør dit liv rigere. Man har da lov at håbe.

Forleden købte jeg John Taylors nye selvbiografi. Ja, bassisten fra Duran Duran. Altså noget om utrolige successer, utroligt mange piger, utallige koncerter, og måske et afsnit om sminke og hudpleje for mænd. Den er læst inden der er gået en uge, vil jeg vædde på. Den skal bare lige ankomme først.

I dag købte jeg Hitch 22: A Memoir af Christopher Hitchens. Ifølge anmeldelsen i Informations bogtillæg er den mere end læseværdig, og for mig bliver den så også min introduktion til manden. Jeg kender ham overhovedet ikke, og det er i sig selv lidt spændende.

Anmeldelsen af hans seneste bog, havde karakter af halvt boganmeldelse, halvt nekrolog. Hans sidste bog blev kun 106 sider, og den er endda spædet op med noter, forord og efterskrift (af hhv. forlægger og enke). Så tager jeg hellere en livshistorie, der er skrevet mens han stadig følte sig levende og vital. Hans sidste bog var omvendt et usentimentalt billede af livet med kræft og vejen mod døden. En sej person, forstås.

For lidt længere siden, på datalogilektoren Hans Hüttels blog, læste jeg en artikel om Alan Turing. Turing var en arkitekterne bag den første digitale computer, og er desuden ophavsmand til Turing-testen, en tidlig lakmusprøve for eksistensen og udviklingen af kunstig intelligens. Han blev ikke gammel, det satte han selv en stopper for, men mellem de ovennævnte præstationer, en stor indsats med at knække tyskernes koder under Anden Verdenskrig, og en dom for at være homoseksuel, må han siges at have haft et indholdsspækket liv. Også denne bog samler støv lidt endnu, men jeg har planer om at kondensere dens indhold til en spændende 45-60 minutters forelæsning til dette efterårs kursus i Digitale Repræsentationer.

Aarhus Universitetsforlag har for tiden et samarbejde med Netto, hvor de udgiver korte akademiske skrifter til 20 kr. stykket. Jeg har informationerne fra P1-programmet Kulturkontoret, men har ikke fået fat i nogle eksemplarer endnu. Første bind omhandler filosofi, så vidt jeg har forstået, og er på 50 sider.

Jeg sidder med en anden ny udgivelse fra forlaget, nemlig Vide Verden: Berlin. Jeg købte bogen efter en mangestjernet anmeldelse i Politiken, og hørte senere Ronkedorerne rose den i podcasten Den Anden Radio fra netop Den Anden Radio (den2radio.dk).

Det er en guidebog til Berlin, men ikke en bog der forsøger at få alt med. I stedet fokuserer nogle kyndige personer på et afsnit af Berlins historie, og henviser til relevante lokationer ift netop dette kapitel i historien. Serien Vide Verden er meget rost, og kan varmt anbefales, allerede ud fra mit sparsomme bekendtskab.

Én af Ronkedorerne kommenterede, at Vide Verden: Berlin kan man læse uden at tage afsted, mens de fleste guidebøger først er interessante når man har været på stedet.

Der er 12 kapitler, med overskrifter som Spionerne – Berlin Noir (af Bo Tao Michaelis), Tyrkerne – Berlins Store Mindretal (af Henriette Harris), Dekadencen – En Tur Gennem Nattens Berlin (af Troels Heeger), og DDR – Tivolisering og Udviskning (af Hans Hauge). Altså en anderledes gennemgang af en by, hvor jeg selv efter 5 besøg de sidste 4 år, kun lige har skrabet overfladen. Og så er det en læseværdig rejsebog, det er jo nærmest et paradoks.

Ud over at købe bøger, køber jeg magasiner. Mac Format, Web Designer og Computer Arts. Det er de faste. Det gratis Intelligent Life skal også nævnes (det koster trods alt ca. 100 kr i fysisk form), for sine rigtig gode artikler og billeder.

Disse magasiner koster alle over 100 kr. ved bladkiosken i Danmark, faktisk tættere på 150 kr., men kan på iPad’en købes for ca. 30 kr. Så gør det ikke så meget, at jeg sikkert kun får læst bladet igennem én gang, mens det fysiske følger mig rundt i sofa, soveværelse, bus og tog indtil det er læst på kryds og tværs. Det digitale magasin kan noget andet.

Faktisk er det digitale magasin Mac Format noget nær banebrydende i dets layout og opbygning. Det nye er, til forskel for de fleste digitale magasiner, at det ikke er og ikke føles som en pdf. Man scroller ikke ned i en uendelighed i lange artikler (som det er tilfældet med f.eks. Intelligent Life), men læser på en side med et fast layout, hvor man så scroller i selve artiklen, mens billeder og overskrift bliver stående. På den måde fastholdes opmærksomheden på mere end den linje man læser, og man er mere tilbøjelig til at kigge på figurer, billeder og kommentarer mens man læser artiklen. Det skal silkert prøves, for helt at give mening. Det er et spørgsmål om tid, så er alle digitale magasiner opbygget sådan.

Læselyst og købelyst er der masser af. Mangelvaren, og derfor det mest værdifulde i sidste ende, er tid.

Igen en del af undergrunden

Standard

I går fik jeg øvelokale i Købehavn. Mine instrumenter har været opmagasineret i længere tid, og nu er det tid til at samle trådene, og skrive nogle sange igen.

Mit trommesæt har været lånt ud til min nevø. Min forstærker og alt studiegrejet har stået på min mors loft. Min bas står på loftet herhjemme. Mine mikrofoner og effektpedaler ligger i en affaldssæk under sofaen. Op ad væggen i stuen står mine elskede guitarer: Guild’en, Fender’en og Martin-guitaren. Og på mit kontor i Aarhus står min DeArmond-guitar og mappen med mine mundharmonikaer.

Lokalet er rundt og væggene skrå. Det skriger af undergrund.

Lokalet er rundt og væggene skrå. Det skriger af undergrund.

Et øvelokale under jorden – det skriger jo simpelthen af undergrund. På den gode måde. I går fik jeg en lang musiksnak om 60’er-rock og bandet The Shins, med en ung fyr fra øvelokalet. Jeg har aldrig fået hørt dem tidligere, men fandt nu anledning til det. De minder mig om Pavement i deres indie-tilgang til musikken. De har en masse numre, som ofte ikke følger nogen skabelon. Små skæve numre, og masser af pop-oomph som hos Big Star, Lemonheads og Pavement. Jeg savner at omgåes musikere, kan jeg mærke.

Jeg fik anbefalet at starte med de to første albums, så det har jeg gjort. Faktisk har de kørt uafbrudt det sidste døgns tid, og hvor er det fedt med en musikopdagelse der bare holder. Hvor er det skønt.

Her er et nummer fra The Shins’ anden plade Chutes Too Narrow (2003). Det bedste jeg kan sige er næsten, at pladerne fungerer som albums, og der ikke er enkelte sange som stikker specielt ud som hittet. Det er lyden, stemningen og følelsen af The Shins der gør det for mig.

En runde mere med Springsteen: 5 nye plader fra et alternativt univers

Standard

I går fandt jeg et lille uopdaget hjørne af internettet. Jeg søgte efter uudgivne Springsteen-numre, og folks egne kompilationer af numrene fra box-set’et Tracks (1998). I stedet fandt jeg to journalisters udtømmende arbejde med at skabe et alternativt Springsteen-univers af udgivne og uudgivne Springsteen-numre.

Lad mig forklare. Bruce har i det seneste årti udgivet plader i en lind strøm. Live in NYC (2001), The Rising (2002), Born To Run-box-set (2005), Devils & Dust (2005), Seeger Sessions (2006), Live in Dublin (2007), Magic (2007), Working On A Dream (2009), Darkness On The Edge of Town-box set og The Promise (2010), Wrecking Ball (2012). Ud over disse udgivelser, er der også en greatest-plade (Essential Springsteen (2003)), og en E-Street Greatest (Greatest Hits (2009)). Desuden er der udkommet en række livekoncerter på DVD: Live in Barcelona (2003), VH1-Storytellers (2005), og London Calling – Live in Hyde Park (2010).

Det er faktisk en meget omfattende produktion, for en mand der tidligere let kunne lade både 3, 4 og 5 år gå mellem sine albumudgivelser – og årtier mellem liveudgivelser!

Bruce Springsteeen har fra starten af sin karriere, i hvert fald fra han med Born To Run (1975) fik en karriere, værnet om sit udtryk. Sin kunstneriske profil, så at sige. Det har været vigtigt for ham, at han med hver plade viste en ny sid af sig selv, og måske indirekte, af det samfund han så sig selv som en del af.

Denne værnen om sit udtryk, har ført til, at for hver plade han udgav fra midten af 70’erne, og op gennem 80’erne, var der mindst en plade han ikke udgav. Nu kommer vi til kernen af dette indlæg: Hvad hvis man forestillede sig, at han faktisk havde udgivet disse plader?

Ja, for det første, ville hans produktion i 70’erne og 80’erne vokse. For det andet, ville vi få en anden side af Bruce at se. Og det er nok det mest spændende ved tankeeksperimentet.

Men her bliver det rigtig spændende. For det behøver ikke kun at være et tankeeksperiment. De to journalister har brugt måneder, ja faktisk tæt på 2 år, på at sammensætte plader fra årene 1977, 1979, 1980, 1981 og 1984. Pladerne Darkness on the Edge of Town (1978) og Nebraska (1982), har de valgt ikke at pille ved. Det har de til gengæld gjort ved The River (1980), de har skåret den ned til et enkelt album, og med milepælen Born In The U.S.A. (1984), som de har udvidet til et fantastisk dobbeltalbum.

Når jeg skriver, at det er mere end et tankeeksperiment, så er det fordi, at man faktisk kan lytte til disse album online! De skriver udtømmeligt om deres overvejelser ved sammensætningen af hver plade, og om de numre som de har valgt at udelade fra de alternative plader.

Det at man kan høre hver plade, og leve med den i noget tid, gør disse universer en del sjovere at beskæftige sig med. Det vil være delvist ulovligt selv at sammensætte disse albums fra bootlegs, men nok mest bare uoverskueligt (for de fleste).

Her er de 5 kriterier for udvælgelsen af sange til de alternative albums:

1) Songs must belong to the sessions in which they were recorded, except in the case where we know Springsteen to have re-recorded them in a later era. We’re not cheating time in such a way that a 1982 Born in the USA outtake could pop up on a 1979 release. Conversely, our alternate universe Bruce will not revisit an earlier song if there’s no record of him doing so during a particular session.

2) There are many songs which were never completed or, at best, exist only with very rough mixes. We are taking the license to suggest that Bruce, having decided that these songs were good enough for release, would have finished them.

3) Any unreleased song that has a significant lyric or musical passage that later found its way into a released song is automatically excluded from consideration.

4) We have a bible of sorts, and it is the incredible On The Tracks section of Brucebase, an invaluable resource for Bruce Springsteen obsessives. They have taken the time and hard work to parse all the scattered info about Springsteen’s recording history into an easily digestible and endlessly readable format. The site will act as final arbiter on what was recorded when, and thus what is considered a candidate for inclusion on each fictional album.

5) Any and all rules can and probably will be disregarded at any point in the service of a particularly kick-ass track or sequencing idea.

(Læs hele artiklen om idéen bag projektet her).

Og lad os så se på den første plade:

Bruce Springsteen's alternative album Don't Look Back (1977)

Bruce Springsteen’s alternative album Don’t Look Back (1977)

1. Don’t Look Back
2. Outside Looking In
3. Gotta Get That Feeling
4. Preacher’s Daughter
5. Fire
6. The Promise

7. Ain’t Good Enough For You
8. The Brokenhearted
9. I Wanna Be With You
10. Wrong Side Of The Street
11. Breakaway
12. City Of Night

Efter Don’t Look Back følger Darkness On The Edge of Town som vi kender den:

Bruce Springsteen - Darkness On The Edge Of Town (1978)

Bruce Springsteen – Darkness On The Edge Of Town (1978)

1. Badlands
2. Adam Raised a Cain
3. Something in the Night
4. Candy’s Room
5. Racing in the Street

6. The Promised Land
7. Factory
8. Streets of Fire
9. Prive It All Night
10. Darkness on the Edge of Town

I “vores verden” kom The River i 1980 som efterfølger til Darkness. The River har mange fantastiske numre, men desværre også en del sange der ikke kan måle sig med det fine selskab. I’m A Rocker, (Little Girl) I Wanna Marry You, for eksempel. Var The River det rigtige dobbeltalbum? I vores alternative univers var Bruce hurtig på aftrækkeren med Be True (1979), som følger op på successen med Darkness i en fart med en veloplagt rockplade. De dybere numre som The River, Point Blank, Drive All Night, Independence Day og Stolen Car er gemt til næste udgivelse.

The alternative Bruce Springsteen album Be True (1979)

The alternative Bruce Springsteen album Be True (1979)

1. The Ties That Bind
2. Hungry Heart
3. Cindy
4. Bring On The Night
5. Dollhouse
6. Loose Ends

7. Be True
8. In The City Tonight
9. Ramrod
10. Looking For Love
11. I Wanna Marry You
12. Ricky Wants A Man of Her Own

(Læs artiklen om Be True her).

Og så er vi klar til et The River-album der er skåret ind til benet, og på den måde bliver en mere sammenhængende, introspektiv udgivelse.

A single disc version of Bruce Springsteen's The River (1980)

A single disc version of Bruce Springsteen’s The River (1980)

1. Take ‘Em As They Come
2. Chain Lightning
3. Point Blank
4. Independence Day
5. The River

6. Restless Nights
7. Stolen Car
8. The Price You Pay
9. Drive All Night
10. Wreck On The Highway

Restless Nights og Take ‘Em As They Come er veloplagte rocknumre, og så er der ellers eftertænksom Bruce på resten af pladen. Smukt.

(Læs artiklen om The River her).

Allerede i 1981 er Bruce klar med en bragende rockplade igen: Where The Bands Are. Den ser sådan her ud:

The alternative Springsteen rock album Where The Bands Are (1981)

The alternative Springsteen rock album Where The Bands Are (1981)

1. Where The Bands Are
2. Sherry Darling
3. Crush On You
4. Two Hearts
5. Fade Away

6. Out In The Street
7. Held Up Without A Gun
8. I’m A Rocker
9. Cadillac Ranch
10. Jole Blon

(Læs artiklen om Where The Bands Are her).

Det mere tilbagelænede, gammeldags rock er her samlet på én plade, hvor det i det fælles selskab, bliver en tribute til rockens ungdom. Twist & Shout, Not Fade Away, Knock on Wood, osv., har ikke levet forgæves, og får her en kærlig hilsen fra E Street.

I 1982 udgav Springsteen som bekendt Nebraska. En soloplade i ordets litterære betydning. Der er kun Bruce på pladen, og højst 4 Bruce af gangen (han indspillede pladen i sit hjem på en 4-spors båndoptager – ifølge legenden på én dag).

Bruce Springsteen - Nebraska (1982)

Bruce Springsteen – Nebraska (1982)

1. Nebraska
2. Atlantic City
3. Mansion On The Hill
4. Johnny 99
5. Highway Patrolman

6. State Trooper
7. Used Cars
8. Open All Night
9. My Father’s House
10. Reason To Believe

Efter Nebraska fortsatte Bruce til Los Angeles, hvor han indspillede endnu en soloplade med numrene der siden lagde grunden til Born In The U.S.A. Denne soloplade blev indspillet i et rigtigt studie, med trommemaskiner og en smule keyboards. Stadig helt solo. Pladen vil være helt utrolig spændende, men er udeladt i rækken af alternative plader, fordi det er utænkeligt, at Bruce (og ikke mindst hans pladeselskab) ville udsende to så forholdsvis ens plader lige efter hinanden. Det ville være et kommercielt selvmord, sandsynligvis, om end en ægte fans drøm.

I stedet bliver der to års pause inden This Hard Land (1984). Indspilningerne til Born In The U.S.A. kastede mellem 70 og 80 numre af sig, og resulterede i kæmpesuccessen Born In The U.S.A. med 12 numre. I vores alternative univers bliver det til et dobbeltalbum med 20 numre. Og har du ikke hørt Protection, ja så har du noget at glæde dig til. Et helt ukendt nummer for mig, og sikke en perle at have liggende i en boks et sted.

This Hard Land (1984) is the alternative double album to Bruce Springsteen's Born In The U.S.A. (1984)

This Hard Land (1984) is the alternative double album to Bruce Springsteen’s Born In The U.S.A. (1984)

1. Protection
2. Murder Incorporated
3. Working On The Highway
4. Downbound Train
5. My Hometown

6. Dancing In The Dark
7. I’m On Fire
8. Pink Cadillac
9. I’m Goin’ Down
10. Glory Days

11. Born In The USA
12. Man At The Top
13. Frankie
14. No Surrender
15. A Good Man Is Hard To Find (Pittsburgh)

16. Cynthia
17. My Love Will Not Let You Down
18. None But The Brave
19. Janey Don’t You Lose Heart
20. This Hard Land

(Læs artiklen om This Hard Land her).

Her er artikelserien kommet til. Ligger der en plade mere i resterne af indspilningerne fra This Hard Land/Born In The U.S.A.? Hvor meget blev indspillet til Tunnel of Love, og over hvor lang tid? Ligger der også en ekstra plade der? Jeg ved ikke om artikelserien fortsætter, men man kan jo selv drømme videre…

Rækker fantasien ikke så langt, så kan jeg anbefale denne artikel om Tunnel of Love.