Category Archives: Harry Potter

Here Lies Dobby – A Free Elf

Standard

Der skulle lig på bordet før Harry Potter-serien blev spændende.

I går var jeg i biografen og se “Harry Potter og Dødsregalierne – del 2” i Falkoner Biografen. Vi så den i 2D, og det var helt bevidst. Jeg er så træt af de elendige 3D-udgaver vi præsenteres for. Hvis man ikke har tænkt sig at lave en decideret 3D-produktion, og har et emne der fordrer sådan en satsning, jamen, så holder det bare ikke at lægge et 3D-filter på en almindelig film, gøre det hele lidt uskarpt, lægger nogle bizarre effekter på filmen, og kræve 50 kroner ekstra pr billet for ulejligheden. Den uskik må stoppe. Nu.

Men vi så altså filmen i Falkoner Biografen, hvor den vist også gik i 3D i en anden sal. Vi sad på sidste række i et dobbeltsæde, det første af sin art jeg er stødt på. Her tager man “kysserækken” alvorligt, og har lavet sæder hvor man som par kan føle sig, hvis ikke ligefrem alene for en stund, så i hvert fald heldige. Meget sympatisk træk, dér.

Et af filmens voksenøjeblikke, der karakteristisk ikke løses med trolddom, men på gammeldags gør-det-selv-maner.

Jeg må indrømme at jeg har slæbt mig igennem denne serie. Når man kun ser filmene, og dermed kun får den historie som manuskriptforfatteren har skåret ud af den oprindelige historie, ja, så er der altså en del personkarakteristikker der halter. Hvem er Luna? Hvad er hendes specielle karakteristika? Man har ingen anelse om det når man ser filmene. Den viden kan altså kun komme fra bøgerne. Hvor bliver Dobby af i alle filmene? Er han virkelig kun med i 2’eren og 7’eren? Kan det passe? Hvor er Harry’s forelskelse i Ron’s søster blevet af? Altså, det er tydeligt at de vil ende sammen, men det er aldrig noget der giver mening, synes jeg.

Og så en anden ting, der springer i øjnene hver gang det sker i filmene. Med alt det postyr omkring at holde hekseri og trolddom skjult for “mugglers”, hvordan kan man så finde på at lave perron 9 3/4 midt på King’s Station? Dvs. alle passagerer potentielt tiltrækker sig opmærksomhed ved pludselig at løbe igennem en mur. Det er sgu mærkeligt, Miss Rowling!

Så, personerne bliver ikke rigtigt udviklet, i hvert fald ikke i en grad der forsvarer at beskæftige sig med dem i så mange film. Det virker ofte forceret når der er opgaver i filmene, og filmene insisterer på at holde fast i skurkene, f.eks. Malfoy-familien, der afsløres for Potter tidligt, men som spankulerer rundt og er “onde” i samtlige film. Så er der den tilbagevendende konflikt med at holde trioens affærer skjult for Hogwarts ledelse. Halvdelen er “med dem” og den anden halvdel vil stoppe dem. For ikke at tale om den efterhånden nærmest komiske konstruktion i hver film, som udgøres af den nye lærer, altid i det samme fag, som hver gang afsløres som ond – enten af egen vilje, eller ond mod sin egen vilje.

Beverly Hills genskabt i 2011?

Jeg ved at det er en serie børne- og ungdomsfilm, og som sådan må de gerne være “for børn”, men alligevel føler jeg, at der mangler noget substans, også for at give noget at vende tilbage til. Der satser filmene i stedet på feelgood genkendelighed; de mange togture til Hogwarts, der afsluttes med hver deres fantasifulde entré på skolen (over vand, over is, gennem luften, om natten, i karet), de evindelige sportskampe-på-koste, de spøjse tvillingers løjer og besøgene hos Ron’s familie.

Når man så alligevel ender med at blive ved, film efter film, så er det sikkert delvis på grund af filmenes ubestridelige kvalitet. De er simpelthen så flot lavet, at man ung som gammel, bliver begejstret for den eventyrverden der med en sikker hånd bygges op i filmene. Det er meget sjældent at effekter kan bære en film alene (det skete næsten i Jurassic Park), men det er bestemt med til at give Potters Verden et stempel at autenticitet, at skuespillerne, effekterne og cinematografien er så flot som den er i alle filmene.

De sidste to film introducerer noget som jeg havde opgivet at finde i serien: spænding. Der er, langt om længe, noget på spil. Der kommer lig på bordet, og verden bliver sat på den anden ende. Det er denne uigennemskuelighed, at vi ikke ved hvad der potentielt kan mistes i hver scene, der gør de sidste film værd at se. (Spoiler!!!) Da “nissernes” (hvor blev jeg skuffet over for første gang at læse de danske tekster ved biografbesøget igår; Romeo Gåde? Nisser? For Fanden da!) grotte og bank styrter i grus, føles det virkelig stort. Da det enorme dyr letter med vennerne på ryggen er det næsten lige så befriende for publikum. Den spænding har jeg savnet i de foregående film, især i 5’eren, hvor de 3 gåder Harry skal løse – dem der ender med en labyrint – simpelthen aldrig bliver spændende. Tværtimod ender labyrintscenerne med at være direkte uforståelige, dvs. der er tydeligvis sammenhænge man bare ikke får forklaret når man ser filmen. Det gør det skuffende, og som sagt uspændende.

Dobby gik fra at være et irriterende Gollum-ripoff til en kærkommen figur der gerne måtte have vist sit grimme fjæs lidt oftere.

Jeg kom til at synes vældig godt om Dobby. Når filmene engang skal genindspilles, og der er jo nok en del år til, men sikkert ikke så mange som vi vil tro i 2011, så håber jeg, at Dobby får en langt større plads. I det hele taget vil filmene sikkert blive bedre i næste omgang, slet og ret fordi historien er kendt, og det bliver et spørgsmål om at samle så meget historie som muligt næste gang – om det så kræver 16 film. Nå, ikke flere overvejelser om dét projekt lige nu. Men en sidebemærkning: hvad skal der blive af Daniel Radcliffe? Hvad blev der af Frodo?

Reklamer

Stadig feber

Standard

Det blev allerede i går aftes, at jeg så den anden film i Potter-serien. Det er et godt tegn, at jeg orkede 161 minutter mere om troldmænd og hekse på samme dag.

Toeren adskiller sig lidt fra 1’eren, ved slet ikke at beskæftige sig med de points som der tildeles med rund hånd i 1’eren, og hvis akkumulering var rammen om Potter og Co.’s succes i 1’eren. Her blev de belønnet for deres snarrådighed, deres frækhed, og deres mod, og blev på den baggrund “vinderne” i 1’eren. Nu er det så bog 2 der har fundet vej til lærredet, sikkert gennem en kærlig behandling fra adskillige hænder og instruktøren selv, Christopher Columbus. Han er forøvrigt gået i glemmebogen i en årrække, og dukkede så op sidste år med The Lightning Thief, som jeg ikke har set.

Jeg spekulerer på, om det blev for trivielt med disse points, der markerer hver gang ungerne har gjort noget bemærkelsesværdigt. Jeg er enig i, at det ville være kedeligt at se de tre kumpaner vinde points igen og igen i disse mange film. Alligevel synes jeg det er mærkeligt, at fjerne et bærende element fra 1’eren, som jo forstås som et grundvilkår på skolen. Min kæreste bemærkede, at det kunne hænge sammen med, at skolen er ude af kontrol i 2’eren. Sat på den anden ende. Nuvel, den vil jeg godt købe. I så fald vil pointsystemet vel være tilbage i 3’eren.

Filmen i sig selv er fint skruet sammen. Den bliver lidt mere uhyggelig end 1’eren, og det lover godt for den overordnede spændingskurve, synes jeg. I det hele taget var historien fint skruet sammen, og det synes jeg er vigtigt, når man kan forudse masser af seere, som jeg, der ikke har læst bøgerne. Der er en del referencer til The Phantom Menace, især det forhadte drag race i den film, som her genskabes i nogen grad i et hektisk kosteløb rundt om, indeni og tværs gennem stadion. Så er der den lille “hus-alf”, som er så Gollum-agtig som nogen figur jeg har set endnu, helt ned til hans list med omvendt psykologi, hulken og selvpineri. Pyt med drag-racet, der vel i begge film blot er et forsøg på at remediere en biljagt til noget mere eventyrligt, men den der Gollum-figur er altså tyvstjålet. Gad vide om den dukker op igen senere i serien.

Mine erindringer om en usnuppelig børnefilm blev gjort til skamme. Faktisk var især indledningen af filmen underholdende. Gensynet med både fosterfamilien og de unge helte fra skolen var hyggeligt. Den tredje film markerer efter sigende et stilskifte, med en ny instruktør, en ny rektor og en ny retning. Det skal blive spændende at se.

Harry og Den Lille Fugl

Potter-feber

Standard

Jeg har netop genset Harry Potter & The Sorcerer’s Stone. Jeg så den da den kom frem, og det er jo altså 10 år siden. Dengang tænkte jeg vist, at det var et pudsigt indslag, og må have følt, at jeg faldt uden for målgruppen – altså de mange unge på tværs af alder, som slugte bøgerne. Men den første film må have været okay, for jeg prøvede kræfter med 2’eren da den kom. Dén holdt jeg kun til 15 minutter af. Ligesom Pirates of the Caribbean, irriterede den mig, ved at være så udpræget en børnefilm. Bevares, eventyrfilm er vel først børnefilm, og så dernæst for resten af generationerne, men den slog mig altså alligevel som alt, alt for tynd. Og det var så det. Mit Harry Potter-bekendtskab stoppede der, før feberen nogensinde fik fat i mig.

Nu er det så dagene, hvor serien afsluttes med 8’ende film i rækken. Min ven kom hjem fra London, og berettede om massive køer af udklædte teenagere foran biograferne og deres røde løbere, i dagene op til premieren på den sidste film. Fint nok, men også Information har haft helsider med anmeldelser og reportager om fænomenet. I går var der så en dobbeltsidet artikel, om en anmelder der havde givet sig i lag med alle filmene – for første gang. Dommen var positiv. Det bliver lidt vel langtrukkent undervejs, sådan er det med en skurk der får lov at slippe med livet i behold i mindst 7 film, men en positiv dom trods alt.

Jeg anskaffede mig derfor filmene, som også min kæreste er stået af på undervejs. Hun er vist nået til 5. film, men er ikke helt sikker. Min plan var derfor, på denne skønne feriedag, at få set et par stykker, så vi snart kan mødes, og få os et par sengedage/aftener med Potter-feber. Det virkede nu mere som et offer end noget andet, da jeg beregnede den tid der ville skulle ofres på projektet, og især på de første af filmene, som jeg var sikker på var de ringeste i serien. Nu har jeg så netop set den første film, og jeg må sige den er mere charmerende end jeg havde turdet håbe på. Jeg synes ikke at den er spændende, men charmerende vil jeg gerne give den. Det er vist 4/6, og så ligger den endda højt, synes jeg. Men effekterne, historien, og de små grin undervejs giver mig lige nøjagtig lyst til mere. Kom så an, Tarvelige Toer.