Category Archives: Medier

“Det er aldrig for sent at forstå Bruce Springsteen”, Album – Verdens Bedste Plader, P6 Beat

Standard

Søndag blev ringet ind ved midnat, hvor hjernedøder nørrebrogensere gik amok over Melodi Grand-prix-sejren, og dyttede, skreg og jublede deres glæde ud.

Morgenen var i selskab med Leonard Cohens nyeste, Old Ideas (2012), som fik lov at blive på pladespilleren hele dagen.

Men aftenen er Springsteens. Jeg satte Darkness on the Edge of Town (1978) på pladespilleren, hørte side 1, og kom så i tanker om programmet om dette album, i serien Album – Verdens Bedste Plader på P6 Beat. Udsendelsen blev oprindelig sendt for knap 2 år siden, men kan genhøres på DRs hjemmeside. Og det kan jeg anbefale. Jeg har gjort det før, men gør det gerne igen.

Kristian Leth er den nye i Springsteen, og Ralf Christensen den rutinerede, livslange fan. På et tidspunkt ytres begejstret “Det er aldrig for sent at forstå Bruce Springsteen,” og jeg kan ikke være mere enig. Hvis man tror det er ungdomspjat og letbenet arbejderrock, kan jeg anbefale at lytte til dette program, hvor Springsteens og denne plades kvaliteter omhyggeligt tælles.

Dét er kvalitetsradio!

Klik på billedet for at komme til programmets hjemmeside.

Klik på billedet for at komme til programmets hjemmeside.

Reklamer

Allan Olsen Kavalkade: #2 Kronsj! Interview

Standard

Man skal nok være lidt moden, for at huske Kronsj! Det var et program på P3, i stil med Besøgstid på P1, hvor man interviewer en kunstner (eller en anden kendt person) om dennes karriere. I Kronsj! var kunstneren i studiet, og man har indtryk af, at interviewet forløber over den tid som udsendelsen tager (hvor et program som Besøgstid, til forskel, bærer præg af at være redigeret). Kronsj! var såmænd et udmærket program, der kun lejlighedsvis forfaldt til dumme indslag og irriterende jingler undervejs.

I 1998 var Allan Olsen aktuel med det glimrende album Sange For Rygere, hvis titel var både provokerende og i samme båd som JØWT – den sætter fokus på en målgruppe, som der ikke er meget kunst der adresseres til: Udkantsdanmark og rygerne.

Allan Olsen er som altid veloplagt og fuld af bramfri meninger. Dette kunne man sige om en hvilken som helst Allan Olsen-optræden, og det er jo det der gør det interessant at følge ham.

Jeg har haft en del positive genhør med radioprogrammer på Bonanza. Det har en vis charme, når man hører en ung Michael Falch eller Thomas Helmig få at vide, at “nu er du jo 35 og ikke nogen ung mand længere.” Og så var de jo alligevel bare børn, i det store billede.

Tryk på billedet eller her for at høre Kronsj! med Allan Olsen.

Tryk på billedet for at høre Allan Olsen i Kronsj!

Tryk på billedet for at høre Allan Olsen i Kronsj!

Ny side på bloggen: Vinyl(butikker) i København

Standard

Min glæde ved musik er ret konstant. De sidste 30 år har musik optaget mig. Både kunstnerne, kanalerne og værkerne, miljøet omkring musik, kreativitetens natur, og det at holde af og forbruge musik, forholde sig til værkerne. Det er en stor metier, og jeg bliver aldrig færdig.

Jeg har aldrig været Hi-fi-interesseret. I årtier har jeg kørt med et lousy stereoanlæg, og i perioder med computer og højttalere. Om musikken er på cd, vinyl, streamet, Flac eller mp3, har ikke været en afgørende faktor i min dyrkelse af musikken. Det er ved at ændre sig.

P.t. streamer jeg meget fra Spotify, men det er i stigende grad måden jeg opdager musik på. Når jeg skal lytte, og sætte fokus på et værk, er det en nydelse af sætte en vinylplade på. Det er en anderledes oplevelse af flere grunde.

For det første, er jeg nødt til at respektere formatet. Går jeg for hurtigt over gulvet, hopper nålen på grammofonen, og det skærer i hjertet at høre på. For det andet, er en lp-side forholdsvis kort. Det tvinger mig til at tage stilling til lytte-oplevelsen. Har jeg sat en vinyl-side på, er det meget sjældent at jeg afbryder lytningen. Til gengæld løber pladen ofte ud. Så opstår der er et rum, en pause, uden musik, og jeg må igen tage stilling til, om jeg stadig vil høre musik, om jeg vil høre siden igen, den anden side, eller måske noget tredje.

Ofte hører jeg en pladeside 2-3 gange i træk, og derpå den næste side. Selve mønsteret for lytteoplevelsen er altså markant anderledes, end når jeg lytter digitalt (hvor jeg så til gengæld kan shuffle og hører playlister).

Jo mere vinyl jeg hører, jo mere får jeg lyst til at samle ind. Og her kommer vinylbutikkerne ind i billedet. Heldigvis bor jeg i København, som har et fornuftigt udvalg af vinylplader. Og selv om der er lukket mindst 3 butikker siden jeg begyndte at sammensætte en liste over butikkerne i sommer, går det fremad med udvalget. Flere og flere titler, der ikke har været ude på vinyl før, udgives nu. Og de fleste nye titler kommer på vinyl. Langt fra alle, desværre, men dog en del. (Jeg har ledt forgæves efter Kristian Leth, Jonas Breum og Juncker dette efterår, for eksempel).

En liste over butikkerne kan ses her. Jeg vil forsøge at opdatere listen løbende, og evt. tilføje beskrivelser. Siden Yelp har mange anmeldelser af butikkerne, og er ofte mere informativ end butikkernes egne hjemmesider.

Vinyl længe leve, tør jeg godt sige.

Vinylen er tilbage – og tak for det!

Standard
FONA på Strøget i København har en stor (for 2013) pladeafdeling.

FONA på Strøget i København har en stor pladeafdeling. I 2013 er det en overraskelse.

I går købte jeg Old Ideas (2012), Leonard Cohens nyeste udgivelse. For mig var vejen til købet, at jeg læste anmeldelserne sidste forår, lagde mærke til pladen på årslisterne for 2012, hørte pladen på Spotify, købte vinyludgaven i FONA.

På den måde var jeg igennem hele fødekæden (sådan da – jeg undgik MTV, radioen og YouTube), og det er meget typisk for mine pladekøb i 2012, og nu i dette tilfælde 2013.

Min hverdag bombarderes med musik. Jeg har iTunes fyldt til bristepunktet, jeg har vinylsamlingen stående på stuens bedste plads, der er Spotify på min computer, min arbejdscomputer, min telefon og min iPad, jeg hører netradio, podcasts og DAB radio, jeg læser blogs, netaviser, enkle musikmagasiner, og slipper selvfølgelig ikke uden om YouTube (hvem gør det?).

Mine musikpenge går til koncerter, vinylplader, Spotify-abonnement, musikbiografier, mindre iTunes-indkøb og musikmagasiner (i aftagende grad, men jeg har netop tegnet abonnement på Mojo igen). Alle disse muligheder er jeg glad for at støtte økonomisk. Kun cd’er og store iTunes-indkøb virker som spild af penge for mig.

Prøv at se denne helt almindelige udgivelse: Vinylplade (180 gram), vedlagt cd-eksemplar, teksthæfte i LP-format, for sølle 159.95 kr. Er det ikke et meget bedre køb, end at købe cd'en? Selv hvis man ikke har en grammofon, må man næsten føle man får mere for pengene ved at vælge vinyludgaven.

Prøv at se denne helt almindelige udgivelse: Vinylplade (180 gram), vedlagt cd-eksemplar, teksthæfte i LP-format, for sølle 159.95 kr. Er det ikke et meget bedre køb, end at købe cd’en? Selv hvis man ikke har en grammofon, må man næsten føle man får mere for pengene ved at vælge vinyludgaven.

Det er efterhånden blevet tæt på en standard, at man får en downloadkupon med ved køb af en vinyludgivelse. Der ligger en lille papirslip i coveret, som man kan bruge til lovligt at downloade en mp3-version af albummet. Enkelte udgivelser (f.eks. Bruce Springsteen Wrecking Ball (2012), Leonard Cohen Old Ideas (2012)) vedlægger en cd i coveret. Så kan man selv lave mp3, flac eller wav-kopier til sine digitale enheder, eller sætte en cd på anlæget, hvis man er til det.

Det sker, at man ser kunstnere slå et slag for vinyl, ved at udgive en vinyludgave, hvor der er kælet for detaljerne med teksthæfter, t-shirt, artwork, cd’er, downloadkoder og andet godt. Det er en fornøjelse med sådanne udgivelser (Ryan Adams Cardinology (2008) er et godt eksempel, og også hans Ashes & Fire (2011) kan bestilles i en deluxeudgave), men de er selvfølgelig langt fra normen.

2013-01-02 14.42.17

Det nye på vinylfronten, er at de mange “forsvundne” albums fra 90’erne og 2000’erne, nu udgives på vinyl. Du kan gå ind i FONA (FONA – så er vi altså ude af nichemarkedet) og købe Pearl Jam-vinyler, og endda hele Blurs diskografi på vinyl. Det er jo sindssygt fedt, for samlere og musikfans. At man også kan købe en stribe af Madonna-udgivelser, siger lidt om, at trenden er ved at vende.

Mens cd’er hober sig op i tilbudsbunker og brugtbutikker, år efter år, holder vinyl prisen godt, og der er stort set ikke udsalg på vinyludgivelserne. Stemningen er tværtimod, at man hellere må købe mens det er muligt.

Jeg købte en god bunke vinyl til mig selv i julegave, og mængden var delvist betinget af, at udvalget var så godt. Jeg handlede hos Route 66 på Fælledvej, og købte bl.a. Talk Talk The Colour of Spring (1986), Nikolaj Nørlund Nye Optagelser (1997), White Stripes Elephant (2003), og Beach House Bloom (2012).

Hvor er det skønt, igen at kunne handle ny vinyl. Det er et fremskridt, at have den del af historien med, i disse historieløse mp3-tider.

Nikolaj Nørlunds udgivelse af Nye Optagelser (august 2012) blev fejret med en enkelt intimkoncert på Søfortet Trekroner.

Auster og Coetzee løfter i brevbunken

Standard
Nu og her er 3 års brevveksling mellem Auster og Coetzee - mine to yndlingsforfattere

Nu og her er 3 års brevveksling mellem Auster og Coetzee – mine to yndlingsforfattere

I går kiggede jeg ind i københavnske Tranquebar, en bogcafé tæt på mit nye arbejde. Udstillingsvinduet lokkede med Kafka-udgivelser, og butikken ser både hyggelig og interessant ud.

Jeg fik 2 bøger med hjem. Den nye Tillid fra Aarhus Universitetsforlag (jeg har skrevet kort om serien af billigbøger fra dem tidligere), og så overraskelsen Nu og Her fra Per Kofods Forlag. Og det var virkelig en overraskelse.

De sidste årtier har Paul Auster været min yndlingsforfatter. Det er svært at forklare hvorfor. Jeg køber ikke rigtig al snakken om postmodernisme og metaromaner. Det er nok snarere fordi han skriver godt, at jeg holder af at læse hans værker. Det føles som et kærkomment time-out, når jeg får en ny Auster-bog med hjem.

J.M. Coetzee har jeg først opdaget for 10 år siden. En veninde havde Waiting for the Barbarians stående, og jeg faldt med det samme for titlen. Jeg har læst mig igennem hans forfatterskab, og det har ikke skuffet. Også han er blevet min yndlingsforfatter.

Nu har de to herrer åbenbart mødt hinanden, og fattet sympati for både hinanden og respektive ægtefæller. De har haft kontakt siden 2008, og bogen her er en brevveksling mellem to voksne litterater, som tager livet seriøst – samtidig med, at de erkender hvor sære størrelser både livet og vi mennesker er.

Jeg læste de første 40 sider i går, og nøjagtig som alle andre udgivelser fra de to herrer, er det som slik for mig. Godt læsestof, interessante problemstillinger, gode observationer.

Jeg elsker den mundrette titel

Det samme gælder i øvrigt Når Man Mailer af Svend Åge Madsen, som er lidt ældre. Brevveksling (i Madsens tilfælde emails) mellem forfattere har en velskrevethed og kontakt til kunsten som jeg holder meget af. Også i almindelig dagbogsform, for den sags skyld.

Jeg vil ikke anmelde bogen, men blot skrive om min begejstring for at have opdaget og købt den. Det må hedde en anbefaling.

Et teksteventyr om interaktiv fiktion, part 1 – The Adventure games of Infocom

Standard

Lurking_Horror_-_1987_-_Infocom

Der er tidspunkter, hvor jeg er i tvivl om, hvor vidt noget er nørdet eller ej. Er jeg nørdet omkring musik, for eksempel? Det kan diskuteres, for nok går jeg i dybden med emnet, men ikke nær så meget som andre, og samtidig deler jeg jo min interesse med millioner af andre musikelskere.

Men i den seneste tid er jeg vendt tilbage til Infocom, et amerikansk firma der i 80’erne leverede noget af det bedste inden for interaktiv fiktion. Spillene, for det var fortællingerne udformet som, blev kaldt eventyrspil, teksteventyr, eller adventures, og blev især spillet på de første billige hjemmecomputere. Det var tekstbaserede eventyr, helt uden grafik, og det gjorde det nemt at flytte spillene fra platform til platform, da de fleste computere var fælles om at kunne håndtere mængder af tekst, men ikke fælles mht. grafik-, hukommelses- og animations-egenskaber (vi taler Commodore, Amstrad, Atari, Apple, tidligere IBM PC’ere).

“What Infocom has done from the start is to simulate a universe and then tell a story within that universe.” Marc Blank, Compute! 1988

Da jeg for godt 5 år siden havde faget Store It-innovationer med professor Kaj Grønbæk, var et af emnerne, at spil var en stor succes i computerverdenen, men at det stadig var et stort problem, at kvinder ikke spiller computerspil i nogen større grad. Løsningen på problemet var ikke til at få øje på, hverken for professoren, vi studerende eller spilindustrien. Nogle successer havde der været, f.eks. Sims-spillene, og der fandtes også prinsessespil til helt små piger, men der var langt mellem snapsene, og spilverdenen blev ved med at være et drenget univers.

Sådan er det ikke længere. De fleste piger og kvinder spiller sikkert stadig ikke spil på computeren, ikke i nogen større grad, men de spiller i høj grad spil på deres mobiltelefoner, og det er jo selvfølgelig også computerspil: Wordfeud, Tetris, Farmsville, Angry Birds, og alle de andre små, klæbende favoritter. Desuden er der kommet nye online spil, der kræver sociale færdigheder, som f.eks. de store online verdener World of Warcraft og Star Wars: The Old Republic. Her agerer man med en avatar, men som sig selv. Dvs. det betyder noget for dine relationer, hvem du er og hvordan du er. Og så er det mere spændende for alle, at have en differentieret deltagergruppe. Ikke mindst for minoriteterne, der i tilfældet kvinder, er eksotiske i en grad, der ikke står overens med den faktiske kønsfordeling i den samlede menneskehed.

Hvis vi er enige om, at markedet for computerspil derfor er større end nogensinde, både mht. computere og spillere, og at mange spil, trends og genrer får revivals før eller siden, så er der vel også håb for at det tekstbaserede eventyr vender tilbage? Det kræver meget lidt af computeren/processoren, efter vore dages standarder, og det er billigt at udvikle i forhold til nutidens spil med avanceret grafik, lyd og animation. Tekstbaserede eventyr kan i høj grad være én mands (og gerne en masse dygtige testeres) arbejde.

“One thing that worked in favor of humor in adventure games is that they were the work of a single creator or a small creative team. Today so many games are the product of these huge factory teams, which aren’t conducive to generating humor.” Steve Meretzky, Talking Writing 2011

Genren interaktiv fiktion opstod, på computere, sidst i 70’erne. På det tidspunkt var grafik en både dyr og klodset affære, og de tekstbaserede eventyr blev på den måde et mere voksent univers, hvor man som i litteratur, selv dannede billeder af spillets univers ved hjælp af sin fantasi.

Historien i spillene udspilles ved, at du interagerer med, og manøvrerer igennem, verdenen og dens eksistenser, og på den måde påvirker spillets gang. Du kan f.eks. samle en nøgle op i ét rum, som så åbner en dør et andet sted. Du skal bare selv opdage sammenhængen, og ligger nøglen bag en kiste, og er døren gemt bag et skab, kan du lede længe efter sammenhængen. Der er jo som sagt kun tekstlige billeder til at hjælpe dig i din søgen.

The_Hitchhiker-s_Guide_to_the_Galaxy_-_1984_-_Infocom

“Værelset er mørkt og lugter af gammelt menneske” kunne være den eneste introduktion til et værelse. Du husker, at du har en lommelygte, så du skriver TÆND LOMMELYGTE til spillet.

“En lysstråle lyser op foran dig. Et billede af et ældre ægtepar hænger på væggen over en kiste.” Du tænker, at der må være en mening med kisten, måske ligger der en skat eller et skattekort deri.

ÅBN KISTEN, skriver du til spillet.

“Kisten vil ikke åbne op, men rykker sig en anelse.”

Du studser over den sidste besked, og som erfaren spiller, tænker du, Aha, kisten kan flyttes!

FLYT KISTEN.

“Du flytter kisten med besvær. Pyh, nu trænger du til en pause og en kold øl. Bag kisten ligger en nøgle.”

SAML NØGLEN OP

“Du samler nøglen op.”

UNDERSØG NØGLEN
“Nøglen ligner, bortset fra lidt rust, de fleste nøgler du har set.”

ÅBN KISTEN MED NØGLEN

“Kisten har ikke noget nøglehul.”

Ovenstående er frit fra min fantasi, men et eksempel på hvordan man spiller et teksteventyr. Man må sige, at Infocom ikke undervurderede deres kunder. Jeg kan huske, at mine venner og jeg – alle danske, nykonfirmerede fans – havde vores hyr med spillene. Om vi overhovedet gennemførte et eneste, ved egen hjælp, tvivler jeg på.

Derfor fandtes der også hæfter med hints, altså hjælp til eventyrerne. Det var nødvendigt, for at kunne servicere alle. De faste spillere var dygtige, og blev spillene for lette ville man tabe disse kunder. Til gengæld kunne mindre dygtige spillere få hjælp, ved hjælp af først hæfter, siden indbyggede hints i spillene. Hints kunne være vejen til at gennemskue logikken i de indbyggede puslespil.

“My sense is that the best thing to be doing is honing skills for telling stories interactively, and not wasting time on graphics technology that is going to be outdated anyway. In the long run, none of these technologies are what consumers are ultimately going to want. But they are going to be interested in some kind of interactive storytelling, whether through text or animation.” Marc Blank, Compute! January 1988

Disse spil foregik ofte i lukkede universer: Et afsides liggende hus, et slot, et rumskib, en øde planet, et sørøverskib. På den måde kunne man lave et realistisk scenario for historien, hvor hvert rum eller lokalitet havde en planlagt funktion og detaljeret beskrivelse.

Er du blevet tændt på teksteventyr? Nysgerrig efter at vide mere? Udvikles der stadig tekstbaserede eventyr? Findes der teksteventyr til mobilen? Læs mere i ‘part 2’.

Text adventures on iPhone/iPad (iOs)

Text adventures on iPhone/iPad (iOs)

Hvor kommer musikken fra? Eller – Tak, Spotify, fordi du satte mig fri.

Standard

For 30 år siden, hørte jeg musik, når der var tændt for radioen i barndomshjemmet. Radioen kørte ude i køkkenet i hverdagene, og i stuen i weekenderne. Jeg lagde mærke til, når der var sangere jeg kunne genkende. Michael Bundesen fra Shu-Bi-Duah, f.eks. Hans stemme var genkendelig, og musikken var i øjenhøjde med sådan en lille purk som mig. Ét år sang jeg lystigt, “I wanna be free, oh-yeah,” på en hel spejderlejr. “Like a canary without a cage on,” havde jeg ikke fået fat i, og engelsk kunne jeg vist ikke meget af, men der var noget i den måde det blev sunget på, der gav mig lyst til at synge på samme måde.

Hos min moster, en tidligt pensioneret skolelærer, hørte vi også altid radio. Der var det “Hvem du end er så velkommen til verden, jeg vil ta’ del i, dit liv og din færden,” der fangede min opmærksomhed. Den sang var rigtig at høre der. Måske fordi min moster netop gerne ville være en del af mit liv, og aldrig rigtig blev det, på en ordentlig måde, kun i stjålne øjeblikke hist og her.

Schmaltz ud over alle grænser

Så var der weekenderne derhjemme. Giro 413, selvfølgelig, og pladesamlingen og grammofonen. Giro 413 var et hit, for dels var det skægt at høre om de opfindsomme måder folk havde samlet ind til radioprogrammet på, men sangene var også, for de flestes vedkommende, faste gengangere, der kunne tåle mange genhør. Det var folkesjælen, der blev roteret fra pladespilleren i radiostudiet ud i æteren hver søndag middag. Sådan en sjæl fandtes der dengang, der var monopol på TV og radioen var også stærk. Sangene – Jeg er ikke som de andre, Susan Himmelblå, Himmelhunden, Elvis-sange, og alle de andre schlagere – blev en del af min bevidsthed, ligesom de sikkert blev det for de fleste andre.

Vi havde tre plader i pladesamlingen, som var på dansk, og som jeg husker som min fars: Bjarne Liller (den med Billetmærke), Kim Larsens Midt om Natten, og John Mogensens Johns Bedste. De tre plader kan jeg forfra og bagfra, og selv om de mest blev spillet af mig, forbinder jeg dem med min families musik. Jeg tror dog ikke hverken min mor eller min lillebror husker de plader i dag.

Jeg lagde én af pladerne på grammofonen, og pickuppen på vinylen, og så var jeg med John Mogensen ved stranden, ved Dybbøl mølle, og på værtshus, eller hørte om Bjarne Lillers ensomme dame, på 40 år. Det var storytelling. Ligesom Peter Belli, og hans tårepersere, om børn af enlige mødre, der kom op at køre med taxichauffører, eller langturschauffører, med hjerter af guld og stemmer af træ. Børn der bare ville lægge blomster på gravsteder, eller kalde over radioen, og glemme deres sygdom. Herregud, det var mit liv.

Idolernes tid

Men så kom puberteten, og fascinationen af popidoler. Smukke mennesker, som jeg, det lille kejtede menneske, kunne spejle mig i. Og drømme om en dag at komme til at ligne. Disse mennesker lavede også musik, når de ikke poserede for Vi Unge eller Bravo. Jeg måtte have plakaterne, drømte om frisurerne, og købte pladerne – deres albums og singler.

Mit første indkøb var George Michaels debutsingle, Careless Whisper (1984). Et godt nummer, og et godt valg, når jeg selv skal sige det, 28 år efter. Ugen efter købte jeg mit første album: Duran Durans Arena (1984), samme sted – Fona i Gellerup Centret (nu City Vest). Et mindre godt album, når man kigger tilbage, men alligevel en trofast ven, i midten af 80’erne: Wild Boys, Is There Something I Should Know, Save A Prayer og Hungry Like The Wolf. Interessant nok, er det en liveplade, og lyden af skrigende teenagere kunne høres mellem numrene. Det var så langt fra min verden som man kunne komme.

Pladerne var dyre for en, stadig ung, teenager, så jeg måtte ty til radioen, for at optage de numre jeg gerne ville have. Det var Top 20, og den slags programmer. Det blev nogle kiksede optagelser, med lidt snak hen over starten af numrene, og numre der stoppede, når båndet pludselig løb ud. Til gengæld var radioprogrammerne på det tidspunkt flinke til at spille maxiudgaver, dvs. anderledes og forlængede udgaver af numrene.

Et af mine forældres vennepar fra Viborg, havde sågar en søn, der havde optaget hele Midt om Natten-pladen fra radioen, for at give den til sin mor. Han havde siddet i dagevis, og ventet på at optage hvert eneste nummer. Det synes jeg var helt ufattelig sejt, dengang. Det er faktisk stadig lidt rørende.

Der var penge at spare ved at optage fra radioen, og samtidig fik jeg jo hørt en masse musik, som jeg ikke kendte på forhånd. Det meste af musikken fra dengang, Level 42, Modern Talking, Bros, Nena, De Nattergale, Paul Hardcastle, M.A.R.R.S, og meget mere af den skuffe, vil jeg aldrig sætte på i dag. Men Beastie Boys, Madonna, Dire Straits, Bruce Springsteen, Thomas Helmig og George Michael, kan jeg stadig holde ud.

Musiknørden bliver vækket

Som en ældre teenager blev min interesse mere målrettet. Pludselig havde jeg samlet 25 maxi-singler med Erasure. Da jeg blev træt af det band, byttede jeg de 25 plader til 2 albums med U2, som gav lidt mere street cred på gymnasiet. Derefter samlede jeg 100 plader med Prince, hvoraf de fleste var uudgivne numre og koncerter, på såkaldte bootlegs. De var ulovlige, på den måde, at pengene gik uden om både kunstnere og pladeselskaber, og i stedet i lommerne på mellemmænd og bagmænd. Mellemmænd, som kunne være både reelle pladebutikker, eller deciderede pladepushere på pladebørser (og lejlighedsvis i diskrete private gemakker). En ven af mig, fik f.eks. besøg af sin pladepusher hjemme hos sig selv, som jævnligt leverede nye Depeche Mode-bootlegs til top dollar. Jeg selv tog turen til Viby, hvor en pusher lod mig indendøre i hans geschæft. Jeg kom der det meste af 90’erne, og hver gang insisterede han på at bilde mig ind, at han ikke lå inde med pladerne, men kørte forretningen med en ven, som husede dem for ham (af skræk for såvel indbrud som razzia, hvis lokaliteten rygtedes, velsagtens). Den maskerade fandt jeg meget underlig.

En Prince-samling. Ikke min, den er for længst givet bort.

En Prince-samling. Ikke min, den er for længst givet bort.

Samleren

På en ferie til Venedig med familien, jeg har været omkring 20 år, brugte jeg alle mine opsparede lommepenge, flere tusinde kroner, på en time i en sidegadebutik. Her vekslede jeg mine lirer til 10-12 nøje udvalgte Prince-bootlegs. Jeg var kommet i himlen, slet og ret. Italien så stort på copyright, og der var et uimodståeligt udvalg. Så fik jeg 10-12 nye bootlegs, jeg vel at mærke ikke kunne høre på ferien, men pænt måtte vente på at komme hjem og udforske, små 14 dage senere. I stedet blev der spillet Roxette ved poolen hver dag, husker jeg med græmmelse.

Det var vigtigt, at vide alt om kunstnerne, og selvfølgelig også at eje så meget af den musik de havde lavet som muligt. Musik var en kilde til glæde, stil, samhørighed og inspiration, og fascinationen af kunstnerne hang ved fra konfirmationsalderen. Hvem var disse smukke mennesker, og hvad var der bag de smukke masker? Hvordan kunne deres musik afføde så mange følelser i mig?

Musikken, og historien om musikken, blev nu underbygget af musikbiografier, og musikbladene blev mere dybdesøgende, ja, nærmest voksne. Engelske musikblade som Mojo og Uncut, og de danske, mere vildskudsprægede, Zoo og Wild.

Pludselig var Napster og illegale downloads en realitet - og allemands eje

Pludselig var Napster og illegale downloads en realitet – og allemands eje

The age of downloads

Og SÅ kom Napster. Pludselig var der adgang til musik på en hel ny måde. Det var et fragmenteret billede man fik, men man kunne finde demooptagelser, liveoptrædender og sjældne b-sider, med alle sine yndlingsbands. Det var det det handlede om for mig. At kunne få fat på disse sjældenheder. Sjældenheder i tusindvis.

Internetforbindelsen var både dyr og langsom, og de små modem glødede (næsten) så sulten var jeg efter musik. Men det var godt for musikinteressen. Det var magisk, at få endnu en dimension af kunstnernes verden med. Deres efterladenskaber på scener og i studier.

Samtidig med Napster, og alle de andre lignende tjenester der fulgte i kølvandet, kom cd-brænderen. Man kunne altså ikke bare downloade musik, man kunne også brænde den, og lægge sin egen hjemmebrændte cd i sin cd-afspiller. En størrelse ethvert hjem havde sidst i 90’erne, cd-afspilleren.

Brændbare cd’er blev en slags paperback i musiksamlingerne. “Jeg har den brændt,” kunne man sige, og det kunne så betyde, afhængig af hvor bidt man var af musik, at man enten “var rigeligt tilfreds med en kopi, fordi musik ikke betød alverden for en” eller “at man blot havde en kopi, fordi man ikke rigtig vidste om kunstneren eller albummet var noget for en (endnu)”.

Min musiksamling voksede og voksede, og i midten af 00’erne havde jeg godt 2000 cd’er. Cirka halvdelen af dem var brændte.

Det var omtrent der, at jeg begyndte at digitalisere min musiksamling. Vinylpladerne smed jeg ud, for de flestes vedkommende, fordi jeg ikke havde lyst til at blive faldbudt i en brugtpladebutik. Så hellere selv smide dem i en affaldscontainer. Turen var da kortere.

Mit digitaliseringsprojekt gik ud på, at overføre alle mine nøje indsamlede cd’er til min computer, og gemme sangene som mp3-filer. Det tog evigheder, men til sidst var jeg nogenlunde igennem de 2000 cd’er, og smed så alle mine brændte cd’er ud – på én gang. Væk med de 1000 cd’er, med fotokopierede covers. De var jo reelt kun cd’ens pris værd, altså ca. 1 krone. Og kunne anskaffes igen – for ca. 1 krone.

Jeg har aldrig mødt loftet i iTunes, heller ikke da jeg passerede de 100.000 titler (fordi samlingen blev lagt ind 2 gange ved en fejl)

Jeg har aldrig mødt loftet i iTunes, heller ikke da jeg passerede de 100.000 titler (fordi samlingen blev lagt ind 2 gange ved en fejl). Mon ikke de har fået det løftet/rettet.

Men digitaliseringsprojektet fortsatte. Jeg donwloadede også musik, mere og mere, som hastigheden på internetforbindelsen voksede, og da vi nærmede os 10’erne (som i 2010 og fremad), havde jeg ca. 65.000 sange i iTunes. Det var på tide at skille sig af med de fysiske cd’er, som jeg stort set aldrig satte på mere. Altså cirka 1000 cd’er til en gennemsnitspris af, lad os sige 100 kr. Altså for 100.000 kr. cd’er.

Farvel til det hele

Jeg ringede simpelthen til en ven, i forbindelse med en flytning, og sagde “Vil du have mine 1000 cd’er? Så kom med en bil, så skal jeg hjælpe dig med at bære dem ned.” Han fik det hele – bokssæt, singler, Dylan-cd’erne (der var 300 – de fleste af dem dobbelt-cd’er med koncerter), samlinger, favoritter og fejlkøb – og jeg har ikke savnet dem en eneste dag. Aldrig.

For jeg har det hele på min computer. Og at sidde og rydde op i iTunes – navngive, finde covers – er som at rode med sin urtehave. Afslappende. Eller det har det i hvert fald været.

For så kom streamingtjenesterne. Ja, det er vel kun et halvt år siden, måske mindre, at jeg kom på Spotify. Nu er jeg klar til at dumpe de 65.000 sange. Det gør jeg nok ikke, for de 400 sange har jeg trods alt selv skrevet og indspillet. Mange andre af mine albums er med mine venners bands, eller ting der næppe finder vej til Spotify (25 shows med komikeren Bill Hicks, f.eks.). Men de ryger i skuffen, og sikkert lidt senere på loftet. Og når vi flytter engang, vil de ryge nederst i en kasse, og om 10-15 år, vil jeg skuffet konstatere, at harddisken med skatten ikke virker længere.

Hvad er der sket undervejs? Jeg vil sige, at jeg, måske, endelig er blevet befriet for min belastende samlermani. Jeg har for nyligt samlet musikdokumentarfilm, så jeg er ikke helt kureret, men jeg behøver ikke at eje, brændt eller købt, den musik jeg hører.

I disse dage udsendes et deluxe-vinyl-bokssæt med The Beatles. Netop Vinyl synes at være det holdbare musikmedie p.t.

I disse dage udsendes et deluxe-vinyl-bokssæt med The Beatles. Netop Vinyl synes at være det holdbare musikmedie p.t.

Hvis jeg vil støtte en kunstner i dag, så køber jeg en vinylplade med ham. Det er stadig et smukt objekt, og om 20-30 år, tror jeg der er en chance for, at folk stadig lytter til vinylplader.

Tilbage er nu, endelig, kun fokus på hvad jeg hører – ikke hvad jeg har mulighed for at høre.

Tak, Spotify. Fordi du satte mig fri.