Category Archives: Musik

Hør Dylan-koncert der er under et døgn gammel!

Standard

Denne uge har virkelig stået på Bob Dylan på mange måder. Her på bloggen, på anlægget, på telefonen og på de musiksider jeg holder øje med, har der været Dylan på programmet. Ekstra hyggeligt har det været, at andre af mine venner skulle til andre Dylan-koncerter.

Igår var min ven Martin til koncerten i Hamburg, som havde nøjagtig samme setliste som onsdagskoncerten i Falconer Salen. Vi skrev lidt til hinanden i formiddags, og for lidt siden kunne jeg så tilføje, at hele koncerten igår ligger på YouTube som audio. Jeg lytter til den netop nu, og for mig lyder det glimrende (kvaliteten af Dylan-koncerter kan som bekendt diskuteres).

Ud over at det er skønt, at kunne ligge til koncerten fra igår, eller fra denne eller sidste uge, bliver jeg også begejstret for det teknologiske i at vi deler oplevelser på denne måde. Dylan har spillet over 2.500 koncerter på denne uendelige turné (25 år and still going strong), og nøjagtig nul af disse koncerter er udgivet, hvis man ser bort fra den MTV Unplugged-koncert der udkom i 1995. Det er jo alt, alt for lidt! En koncert fra hvert år ville være fedt, og en fra hvert årti (80’erne, 90’erne, 00’erne og 10’erne) må være det mindste man kan slippe afsted med. Men sådan skal det altså ikke være.

Man kan spekulere i hvorfor det forholder sig som det gør med koncertudgivelserne (der udgives faktisk flere og flere Dylan-optagelse fra før The Never Ending Tour, bl.a. fra 1964, 1966 og 1975 ad officiel vej, og adskillige fra 60’erne som limited releases). Det mest plausible argument er nok, at The Never Ending Tour ikke skal indfanges og gøres til én bestemt aften, ét bestemt band eller én bestemt lyd. Det kunne nemt blive idealet for de koncerter man tager til. Og hvis der er noget Dylan hader (gætter jeg på), er det forventninger. De er egentlig kun til besvær.

Vi entusiaster/fanatikere har kunnet acceptere dette, fordi man ad andre veje, bl.a. skumle communities på nettet, har kunnet tiltuske sig koncerterne i den ene eller anden form. Det skrev jeg bl.a. om i 2011.

En ny krølle på den historie, er at kunne gå direkte på YouTube, dagen efter koncerten, og høre hvad man selv eller andre hørte. Til evig tid (man kan godt downloade fra YouTube).

Jeg ved godt, at dette ikke er officiel politik, eller nogen teknologisk landvinding som sådan, men når nye vinde blæser, bider jeg mærke i det. Bliv ved med det.

Setlisten fra Hamburg - der i øvrigt er identisk med setlisterne fra Hannover og København (onsdagskoncerten).

Setlisten fra Hamburg – der i øvrigt er identisk med setlisterne fra Hannover og København (onsdagskoncerten).

Reklamer

Lidt mere om Dylan i Falconer Salen

Standard

Efter at have læst min anmeldelse af koncerten igår, synes jeg at jeg vil tilføje nogle flere observationer.

Dylans mundharpespil var virkelig godt. Jeg blev decideret overrasket flere gange, over hvor godt han mestrede instrumentet. Det overraskende i dette, skal ses i forhold til hvor skrøbelig/akavet hans fysiske fremtoning er disse dage. Men også i forhold til hvor usselt hans mundharpespil til tider har været (‘Søgende’ er vist det pæne ord jeg leder efter).

Salen føltes meget intim, og var samtidig helt mørkelagt, hvilket gav det sparsomme scene-setup og -belysning meget fine rammer.

Det var desværre tilladt at tage drikkevarer med ind i den mørkelagte sal. Det siger sig selv, at det kun skabte traffik ud og ind af de tætpakkede stolerækker. Jeg tror halvdelen af min Things Have Changed-oplevelse kom til at handle om at en dårligt gående kvinde blev fulgt til sin plads i bælgmørke. Da jeg bemærkede at kustoden bar hendes halvfyldte fadøl for hende, blev jeg ekstra irriteret. Ikke alene kunne hun ikke finde sin plads i tide, men havde tid til at stå og drikke øl til efter koncertstart. Hvor dumt.

Alle gulvpladserne – og vi taler immervæk over 30. rækker – var kategoriseret som “bedste pladser” og kostede 1000 kr. uanset om man sad på 1. eller 30. række. Sad man på 1. og 2. balkon kostede billetterne 800 kr.

Hvad de færreste nok ved, det var nemlig ikke særlig tydeligt på Billetnet, er at der var en tredje billetkategori. En såkaldt “Hot Ticket Package”. Disse billetter var til pladser foran 1. række (!). Her var der 3 rækker (snedigt navngivet ‘A’, ‘B’ og ‘C’) til 2100 kr. stykket. For den beskedne sum fik man tilsendt et VIP-kort med sit navn på før koncerten, havde en fin plads allerforrest, og fik desuden en gave fra turen (merchandise). Hvad gaven bestod i og hvordan VIP-passet ser ud, har jeg ingen anelse om. Men denne type billetter tilbydes til hele turen. Her er en beskrivelse fra billetsalget til Hannover-koncerten (hvor der kun er ståpladser):

    Stehplatz / GA Standing Ticket
    früher Einlass in die Arena / Early Entry privilege to gain prime position by the stage before public doors
    exlusives Bob Dylan Merchandise Geschenk / Exclusive Bob Dylan merchandise gift
    Bob Dylan Erinnerungspass / Bob Dylan VIP Collectible laminate
    Vor-Ort-Ansprechpartner / Onsite VIP Host(s)
    Programmablauf inklusive Bob Dylan VIP Pass / Full itinerary sent in advance with ‘Bob Dylan’ VIP Pass Card

Lad mig i øvrigt sige, at publikum var dejligt lyttende, meget stille, tilpas højrøstede under klapsalverne og nærmest ekstatiske under fremkaldelsen (der var faktisk uafbrudt piften i flere minutter). Det må betegnes som et fedt publikum. Foran mig sad 3 veninder i 20’erne med tilbageholdte åndedræt. Mod slutningen af flere numre måtte de rejse sig op for at kunne rumme det hele. Det var skønt at se.

Et helvedes godt koncertår: Bob Dylan i Falconer Salen, København (onsdag)

Standard

Bob Dylan og band siger Tak for i aften i Falconer Salen

Efter et godt år, med gode koncerter back-to-back, blev det onsdag tid til Bob Dylan i Falconer Salen. Med siddepladser. På 9. række. Min 10. Dylan-koncert. Dylans 26. koncert i Danmark. I det herrens år 2013, hvor Dylans uendelige turne kan fejre 25 års jubilæum.

Så for én mand endnu et stop på den uendelige turne, og for os andre en hyggelig, smuk, begavet og rørende aften i selskab med Bob Dylan. Med god lyd. I Falconer Salen. I København.

Hele året har man kunne læse setlister fra koncerterne, og det særlige ved dette femogtyvende år på turneen, er at setlisterne er stort set statiske fra aften til aften. Med en overvægt af nye numre, dvs. numre fra de sidste 10-15 år af Dylans karriere. Det er i min verden meget kærkomment. Dels er der noget nyt at høre for koncertgængerne, men det siger også noget om, at Dylan stadig er relevant i The World of Dylan. Vi checker ind for at høre hvordan han har det, og han byder os velkommen og indenfor, med et væld af nye sange – alle smagfuldt leveret af det upåklagelige backingband. Et anonymt backingband at se på, men alligevel meget velkendt og påskønnet, af de os der har fulgt med gennem årene.

Der er bassisten Tony Garnier, der har været med stort set siden turneens begyndelse. Der er Charlie Sexton, der har været med, on/off, siden 1999. Der er George Recile bag trommerne, der i aften gav den med køller og baret – et herligt syn.

Hver gang det truer med at blive for glat, står Dylan selv heldigvis bag tangenterne, og så får vi lige et håndfuld dissonante toner, eller i hvert fald et rytmisk modspil, til de pæne arrangementer. Det fungerer godt. Man bliver revet ud af sin ro hver gang, og går i stedet med på opdagelse. Det er ikke altid spændende, men det virker.

Setliste fra Bob Dylan i Falconer Salen 16. oktober 2013

De sidste dages anmeldelser fra Oslo, Stockholm og København, nævner alle Forgetful Heart (2009) og Long And Wasted Years (2012) som højdepunkter. Forgetful Heart var også denne aften et enestående glansnummer, hvor intensiteten blev holdt knivskarp, samtidig med at tempoet og tyngden blev sat ned. Da der så kom mundharpe på nummeret, nåede vi et af aftenens højdepunkter for mig. Jeg glæder mig til at lytte til koncerten når optagelser dukker op i de kommende uger.

Andre numre fik også de store smil frem, taknemmelige klapsalver og opstemte tilråb blev det også til. En overgang, det var lige inden Forgetful Heart, var der faktisk en stor skare af mennesker i salen, der fik lyst til at råbe Vi Elsker Dig, igen og igen. Voksne mennesker, vel at mærke. Til en 72-årig legende. Der ikke fik Nobelprisen i år. Han fortjener det sgu.

Jeg var vild med Love Sick (1997), der afsluttede første sæt. Det blev leveret helt stramt, og hvor sidder det nummer bare lige i skabet, hver gang det bliver spillet.

Things Have Changed var åbningsnummer, og som sådan en lidt klodset lydprøve/opvarming for Bob og bandet. De spillede fint, men jeg sad med følelsen af, at manden med mikrofonen gerne måtte vågne op. Lidt synd, at levere så fint et nummer så slasket.

Lad mig runde af med at sige, at koncerten ikke var til seks stjerner. Men heller ikke fire, to eller nul. Det var en god Dylan-koncert. En i en lang, lang række af koncerter. Vi gik ind for at høre Dylan, og fik mere end vi turde håbe på. Musikalsk måtte de gerne have udfordret numrene lidt mere, men det har de troligt gjort i mange, mange år, så på den måde er det i sig selv noget nyt, at setlisten for øjeblikket ligger (så godt som) fast. Det betyder så i nogen grad, at det gør arrangementerne og udførelsen også. Hvis numrene skal trækkes i en anden retning, skal de trækkes derhen af Bob selv bag tangenterne, og det sker også med nogle staccato-prægede improvisationer. Men som de sidste 15 år, tænker man “Gad vide hvad det band her egentlig kunne udrette?” Det tankeeksperiment får være, for det er Dylan der bestemmer.

Før ekstranumrene var der det traditionelle løb mod scenen, hvor stemningen blev helt løssluppet og kroppene kom i bevægelse.

Før ekstranumrene var der det traditionelle løb mod scenen, hvor stemningen blev helt løssluppet og kroppene kom i bevægelse.

“Det er aldrig for sent at forstå Bruce Springsteen”, Album – Verdens Bedste Plader, P6 Beat

Standard

Søndag blev ringet ind ved midnat, hvor hjernedøder nørrebrogensere gik amok over Melodi Grand-prix-sejren, og dyttede, skreg og jublede deres glæde ud.

Morgenen var i selskab med Leonard Cohens nyeste, Old Ideas (2012), som fik lov at blive på pladespilleren hele dagen.

Men aftenen er Springsteens. Jeg satte Darkness on the Edge of Town (1978) på pladespilleren, hørte side 1, og kom så i tanker om programmet om dette album, i serien Album – Verdens Bedste Plader på P6 Beat. Udsendelsen blev oprindelig sendt for knap 2 år siden, men kan genhøres på DRs hjemmeside. Og det kan jeg anbefale. Jeg har gjort det før, men gør det gerne igen.

Kristian Leth er den nye i Springsteen, og Ralf Christensen den rutinerede, livslange fan. På et tidspunkt ytres begejstret “Det er aldrig for sent at forstå Bruce Springsteen,” og jeg kan ikke være mere enig. Hvis man tror det er ungdomspjat og letbenet arbejderrock, kan jeg anbefale at lytte til dette program, hvor Springsteens og denne plades kvaliteter omhyggeligt tælles.

Dét er kvalitetsradio!

Klik på billedet for at komme til programmets hjemmeside.

Klik på billedet for at komme til programmets hjemmeside.

Fantastisk Bruce Springsteen setliste i Herning – ligesom på Roskilde og i Parken

Standard

Der er snart ingen ende for den ros man kan kaste over Bruce Springsteen. For hans shows, hans musik, hans energi, hans omhyggelighed med setlisterne, hans passion, hans sociale bevidsthed, osv. (Okay, han skulle måske hyre en ekstra lydmand).

I går aftes fik Herning en fantastisk setliste: Tougher Than The Rest, Johnny 99, My Love Will Not Let You Down, The Ties That Bind, Hungry Heart, Prove It All Night, Ramrod, Does This Bus Stop At 82nd Street?, Long Walk Home, I Wish I Were Blind, For You, Murder Incorporated, og Open All Night. Alle sange der hverken blev spillet på Roskilde 2012 eller i Parken i tirsdags.

Det er altså 13 glimrende sange, som ikke blev spillet til nogen af de to foregående koncerter. Det er sgu kærlighed til sit publikum!

Her er en oversigt over de tre koncerters setlister (i rækkefølgen Roskilde Festival 2012, Parken, Herning) – klik på billedet, for at se det i stort:

Setlisterne fra (i rækkefølge) Roskilde Festival 2012, Parken i tirsdags, og Jyske Bank Boxen i Herning i går aftes. (Alle setlisterne er hentet fra Setlist.fm)

Setlisterne fra (i rækkefølge) Roskilde Festival 2012, Parken i tirsdags, og Jyske Bank Boxen i Herning i går aftes. (Alle setlisterne er hentet fra Setlist.fm)

Allan Olsen Kavalkade: #1 Det Nyeste Sort

Standard

I anledning af Allan Olsens nye pladeudgivelse, Jøwt, vil jeg gerne sætte lidt fokus på Olsen her på bloggen. Jeg har tidligere skrevet om hans Verdensturné i Vendsyssel, men det er meget mere at komme efter, synes jeg. Kavalkaden består i sin enkelthed af en række radio- og tv-programmer, et par udvalgte YouTube-videoer, og et interview. Jeg glæder mig personligt til at gense og genhøre Olsen i de fine klip jeg har fundet frem. Det kan så passende udfylde ventetiden på vinylen.

I dag er første indslag i Olsen-kavalkaden: den første single fra Jøwt, Det Nyeste Sort.

(Jeg har forsøgt at transkribere teksten.)

DET NYESTE SORT

Tekst/musik: Allan Olsen

 

De siger “Her er langt til byen”

Spørger nervøst “Hvor det sker?”

De flakker utålmodigt

Når man tøver med sit svar

 

De tanker syd for Aalborg

Hvis ellers de har tid

De ville sikkert knap nok opdage

Hvis Mogens kom forbi

 

Men der står en sten i Understed

Der fortæller hvornår det bliver regn

Inden himlen åbner sig

Bliver den fugtig som et tegn

 

Vi voksede op ved havet

Vi lyttede til The Who

Vi var ik’ så meget for The Beatles

Før John Lennon kom til Thy

 

Men da ham og Yoko Ono

Blev snuppet ved Fjerritslev

To på én knallert

Synes vi godt om Beatles alligevel

 

For der kommer ingen flyver her

med en nedkastningsmanual

Men vi ender med et billede

når vi lægger brikkerne selv

 

Så hvorfor jage

det nyeste sort

Fra Barcelona

til Nørreport

 

En natsværmers møde

med mit lange lys

Rammer mig med længsel

som en storby blues

 

De  har græs mellem tænderne fra Noma

De pudser kostbare fjer

Men vi har altid haft det Nordiske Køkken

til at vokse op af markerne her

 

Se mågen på sin pullert

den mangler det ene ben

Den står kun på det andet

nå, nu har den to igen

 

En dartpil midt i luften

mellem kastehånd og Bull’s

Er ligeglad med hvem der slap den

fra håndled til albue og hals

 

Så hvorfor jage

storbyens held

Det afgår fra Waterloo

og ankommer af sig selv

 

Vi afsøger kassen

Vi tager hvad der kan bruges

Og finder det vi mangler

til en storby blues

 

Og larmen bliver til silent movie

Og så meget er sagt

Som en ydmyg sagte summen

fra Ulsted til Jammerbugt

 

Hvorfor så jage

Det nyeste sort

Fra Barcelona

Til Nørreport

 

En natsværmers møde

med mit lange lys

Er en fuldgod parafrase

på min storby blues

 

Medvirkende

Sang: Allan Olsen

Kor: Jørgen Ludvig Skovgaard, Mikael K, Malthe Vinther

Klaver: Gæst Vincent

Keyboards: Gæst Vincent

Violin: Jane Clark

Guitar: Allan Olsen

Steel guitar: Ole Albrechtsen

Trommer: Henrik From

Den evindelige diskussion om Northside og Roskilde revisited – eller Mit Take, take #2

Standard

I går skrev jeg et indlæg om hvorfor jeg har valgt Northside og Skanderborg frem for Roskilde i år. En af kommentarerne tog mig op på, at jeg er ret farvet i min udlægning af hvad der er godt ved Northside og skidt ved Roskilde. Det vil jeg prøve at rette op på i dag.

Et udsnit af Roskilde Festival, hvor man dog ikke kan se områderne bag Orange scene. Størrelsen er svær at konkurrere med, men gør størrelsen, og den tid man bruger på at komme rundt, festivalen sjovere?

Et udsnit af Roskilde Festival, hvor man dog ikke kan se områderne bag Orange scene. Størrelsen er svær at konkurrere med, men gør størrelsen, og den tid man bruger på at komme rundt, festivalen sjovere?

Roskilde er størst. Det kan man ikke tage fra Roskilde, og det giver en helhedsoplevelse, som jeg ikke kender magen til. Jeg har været på en festival af samme størrelse i Nordtyskland (Hurricane Festival – en søsterfestival til Northside med 70.000 gæster), og selvom det størrelsesmæssigt lignede, var der på ingen måde samme Orange Feeling. Til gengæld var det 100 gange mere rent, og en afslappet stemning, hvor den festival-idioti (“Kom vi er på festival – lad os gøre noget ÅNDSSVAGT!”) jeg oplever hver gang til Roskilde, slet ikke var til stede (bortset fra mine venner og mig, selvfølgelig). Der var tysk ro og orden over festivalen, der i øvrigt havde Nick Cave, Kraftwerk, Nine Inch Nails, Ben Harper, Kings of Leon, Faith No More, og et halvt hundrede andre bands på plakaten, til sølle 110 Euro. Det var prisen der lokkede os derned, men festivalen var simpelthen så fed og let at gå til. Man kunne f.eks. parkere tæt ved scenerne, og slå teltet op ved sin bil (omkring halvdelen af tyskerne havde bil med).

Dette fører mig frem til det logistiske problem, eller udfordring om man vil, ved Roskilde. Bor man et stykke fra Orange Scene, og det gør de fleste jo, er der altså langt til Orange Scene, og langt når man skal videre til næste scene, langt når man skal hjem til sit telt, langt når man skal til Roskilde, langt når man skal mødes i en bestemt bar, osv. Det hele går endnu langsommere af, at man er 100.000 mennesker (inkl. frivillige), som skaber flaskehalse omkring på festivalområdet.

Når det kører, som f.eks. i 2010 hvor vejret og stemningen var fantastisk hele festivalen (der sluttede med Prince!), er der ikke noget bedre. Når det er en halvkold eller regnfuld festival, bliver det en stroppetur, hvor man håber at musikken kan gøre op for udfordringerne. Det kunne den ikke i 2007 (for mig), og det kunne musikken sidste år (2012), hvor The Cure og Bruce Springsteen gjorde det til en mindeværdig festival (for mig).

Det var desværre også, i 2012, det år hvor jeg kiggede mig omkring og tænkte, Det her gider jeg sgu ikke igen. Jeg er 40 år, og der er simpelthen for meget lort jeg skal acceptere som festivalgænger på Roskilde. Larm, rod og pis, f.eks. Det er så uskønt og så dumt, at vade rundt i affald i dagevis. Og det er egentlig heller ikke sjovt at være stiv i dagevis (længere). Derfor føler jeg mig i stigende grad som gæst og tilskuer, og i mindre grad som deltager.

Forholdene er en del mindre i Aarhus. Til gengæld ligger de centralt, lige ved byens Ringgade. I København vil det vel svare til en festival i Frederiksberg Have, hvis man sammenligner med afstanden til Hovedbanegården.

Forholdene er en del mindre i Aarhus. Til gengæld ligger de centralt, lige ved byens Ringgade. I København vil det vel svare til en festival i Frederiksberg Have, hvis man sammenligner med afstanden til Hovedbanegården.

Det håber jeg på at lave om på på Northside i år. Jeg kommer med min kæreste, i stedet for med en gruppe drengevenner, og mange af mine venner skal tilsvarende afsted (fra Aarhus og København) med deres kærester. De kommer alle fordi programmet er så fedt, og fordi det virker overskueligt og attraktivt, på en måde Roskilde ikke længere gør.

Jeg får ikke brugt installationerne på Roskilde, er træt af køerne til mad og bad og tandbørstning, og 95% af musikprogrammet siger mig ikke noget. Det gør ikke noget, hvis bare de sidste 5% af navnene er superfede, og ikke spiller andre steder i DK det år.

Når jeg læser ovenstående, er det ret tydeligt for mig, at jeg er vokset fra Roskilde. Men hvorfor gider jeg så tage til Northside? Det gør jeg fordi programmet er fedt. Hvis Roskilde kunne præsentere noget lignende (og det kan de nå endnu), så tager jeg sgu nok en tur til Dyrskuepladsen igen.

Men det virker ikke som den kurs Roskilde er på. Rihanna, Beyonce, Pink og deslige, de siger mig intet. Jeg er klar over at de sælger plader, jeg er klar over de fylder i mediebilledet, men hvor er det intetsigende musik. Hvis de skal udgøre en dyr del af programmet, er der andre navne vi går glip af. Nu er der jo 179 andre bands på Roskilde, og i næsten hver tænkelig genre, men det siger noget om festivalen, når hovednavnet er så intetsigende.

Jeg tror ikke disse var de sidste ord i sagen. Hvis du har lyst til at kalde mig en sur gammel mand, så er du velkommen. Jeg elsker musik og koncerter, men jeg vælger dem i stigende grad med omhu. Og buketten i Aarhus er ikke til at stå for.