Category Archives: Nye optagelser

Allan Olsen Kavalkade: #1 Det Nyeste Sort

Standard

I anledning af Allan Olsens nye pladeudgivelse, Jøwt, vil jeg gerne sætte lidt fokus på Olsen her på bloggen. Jeg har tidligere skrevet om hans Verdensturné i Vendsyssel, men det er meget mere at komme efter, synes jeg. Kavalkaden består i sin enkelthed af en række radio- og tv-programmer, et par udvalgte YouTube-videoer, og et interview. Jeg glæder mig personligt til at gense og genhøre Olsen i de fine klip jeg har fundet frem. Det kan så passende udfylde ventetiden på vinylen.

I dag er første indslag i Olsen-kavalkaden: den første single fra Jøwt, Det Nyeste Sort.

(Jeg har forsøgt at transkribere teksten.)

DET NYESTE SORT

Tekst/musik: Allan Olsen

 

De siger “Her er langt til byen”

Spørger nervøst “Hvor det sker?”

De flakker utålmodigt

Når man tøver med sit svar

 

De tanker syd for Aalborg

Hvis ellers de har tid

De ville sikkert knap nok opdage

Hvis Mogens kom forbi

 

Men der står en sten i Understed

Der fortæller hvornår det bliver regn

Inden himlen åbner sig

Bliver den fugtig som et tegn

 

Vi voksede op ved havet

Vi lyttede til The Who

Vi var ik’ så meget for The Beatles

Før John Lennon kom til Thy

 

Men da ham og Yoko Ono

Blev snuppet ved Fjerritslev

To på én knallert

Synes vi godt om Beatles alligevel

 

For der kommer ingen flyver her

med en nedkastningsmanual

Men vi ender med et billede

når vi lægger brikkerne selv

 

Så hvorfor jage

det nyeste sort

Fra Barcelona

til Nørreport

 

En natsværmers møde

med mit lange lys

Rammer mig med længsel

som en storby blues

 

De  har græs mellem tænderne fra Noma

De pudser kostbare fjer

Men vi har altid haft det Nordiske Køkken

til at vokse op af markerne her

 

Se mågen på sin pullert

den mangler det ene ben

Den står kun på det andet

nå, nu har den to igen

 

En dartpil midt i luften

mellem kastehånd og Bull’s

Er ligeglad med hvem der slap den

fra håndled til albue og hals

 

Så hvorfor jage

storbyens held

Det afgår fra Waterloo

og ankommer af sig selv

 

Vi afsøger kassen

Vi tager hvad der kan bruges

Og finder det vi mangler

til en storby blues

 

Og larmen bliver til silent movie

Og så meget er sagt

Som en ydmyg sagte summen

fra Ulsted til Jammerbugt

 

Hvorfor så jage

Det nyeste sort

Fra Barcelona

Til Nørreport

 

En natsværmers møde

med mit lange lys

Er en fuldgod parafrase

på min storby blues

 

Medvirkende

Sang: Allan Olsen

Kor: Jørgen Ludvig Skovgaard, Mikael K, Malthe Vinther

Klaver: Gæst Vincent

Keyboards: Gæst Vincent

Violin: Jane Clark

Guitar: Allan Olsen

Steel guitar: Ole Albrechtsen

Trommer: Henrik From

Ny single, ny video og nyt album fra David Bowie

Standard

Jeg troede aldrig vi skulle få ham tilbage. Det er 10 år siden det sidste, lidt matte, udspil, Reality (2003). Det album er da vokset på mig, det var det jo nødt til, men nogen klassiker bliver det aldrig.

Og der troede jeg egentlig at David Bowie var. Tilfreds med, at hans bedste arbejde lå bag ham, og tilfreds med at slappe af med familien, oven på et langt arbejdsliv. Han har fortjent at nyde sin alderdom, hvis han har lyst til det.

Alligevel undrer det mig altid, når de mennesker der har vist en sprudlende kreativitet, senere i livet holder op med at bruge den. Pink Floyd er et godt eksempel. De lossede plader ud i 60’erne og 70’erne, og så gik det langsommere og langsommere med udgivelserne, indtil det nu er 20 siden sidste album (Division Bell). Hvordan kan de lade være med at være kreative? Det er et emne jeg vil kigge nærmere på, ved lejlighed. For er der noget der holder kreative sjæle tilbage, i hverdagslivet, er det jo den konstante kamp for at få mad på bordet og tag over hovedet. Men det er ikke noget man slås med som Roger Waters, David Gilmour eller David Bowie.

Heldigvis har lediggang da også båret frugt endnu en gang. Et nyt album fra David Bowie til marts. Og en single, som ingen vist har ventet, er på gaden i dag. Her kan du se den. Sikke en overraskelse.

En overraskelse fra 2012

Standard

Det gode ved årslisterne i december, er den revision af årets udgivelser der finder sted: har man overset noget? Her til morgen har jeg sat Leonard Cohens Old Ideas (2012) på for første gang. Det lyder som en virkelig god plade, hvad jeg netop fik mistanke om, pga. dens placering på årslisterne. Det var satans, Cohen

Leonard Cohens optrædener, som ofte høster 6 stjerner i begejstrede anmeldelser der lægger sig helt på halen, er lige en tand for sterile til min smag. De fromme skønsangere i koret, de halvfesne, gedigne instrumentalister, og den forsigtige, andægtige omgang med værkerne. Det bliver alt sammen lige sødt og stift nok, for mig.

Men på denne plade skraber og kradser det lige tilpas. Det klinger rustikt, modsat de forrige plader. Meget rustikt. Og så er det et chok at opdage, at den næstnyeste plade, Dear Heather, er fra 2004! Det føles som en ret ny og ufordøjet plade, for mig. Satans som tiden går.

Endnu en solid plade fra sjoveren her.

Legen med keyboards og schmaltz-lyden fra de foregående 4-5 plader er væk. Det er i princippet samme udtryk, men sammenspillet med et solidt band på alverdens scener, gennem de sidste 4 år, har heldigvis fået Cohen til at benytte levende musikere i studiet denne gang. Det pynter gevaldigt.

På den lange bane, er det selvfølgelig et spørgsmål om sangenes kvalitet. Jeg synes Ten New Songs (2001) er en skøn plade, selv om man kunne fristes til at smide den på porten ved første lyt. Den lyder så tarvelig i denne tidsalder. Men sangene er altså gode nok.

Og det er jo kendetegnet ved Cohen: Der slipper ikke meget uovervejet eller letfordøjet gennem hans kvalitetsfilter. Det er top dollar, når han leverer. Hvor er det en fornøjelse, at være med på endnu en tur i karussellen med Cohen. Tak, Spotify. Og på gensyn, Route 66, når pladen skal købes en af dagene. For det skal den.

Kærlighed fra Love Shop

Standard
Et af årets bedste album ifølge flere medier. Og et af årets flop ifølge BT. Min kæreste spurgte til albummets kvaliteter i Route 66, og fik en flot og udførlig anmeldelse af ejeren, Martin. Den danske anmelderstab fik også et par ord med på vejen, blandt andet: Det burde kun være muligt at være anmelder i 3 år. Så bør man skiftes ud.

Et af årets bedste album ifølge flere medier. Og et af årets flop ifølge BT. Min kæreste spurgte til albummets kvaliteter i Route 66, og fik en flot og udførlig anmeldelse af ejeren, Martin. Den danske anmelderstab fik også et par ord med på vejen, blandt andet: Det burde kun være muligt at være anmelder i 3 år. Så bør man skiftes ud.

Min kæreste kom hjem med en gave i dag. Jeg var selv på vej ud, for at købe nogle vinylplader til ferien. Det opdagede hun, og jeg fik så min gave med det samme (mon ikke den var tænkt til en mere højhellig dato?).

Jeg pakkede den meget smukke Skandinavisk Lyst ud, og satte den på. Sært nok, lød den både bedre og mere interessant end når jeg har hørt den på Spotify. Hvordan kan det lade sig gøre?

En af overraskelserne, er de mange klædelige temaer og figurer, der binder sangene sammen. Det er den rutinerede Love Shop-keyboardspiller, Mikkel Damgaard, der har produceret pladen. Mika Vandborg spiller elektrisk guitar. Sidstnævnte er en af mine yndlingsguitarister her til lands, og begge har gode ører for “hvad der er lækkert”.

Desværre er lækre produktioner som regel opskrift på kedelig pop, i min optik. Det er det der overrasker ved denne plade. Sangene synker ikke under tunge lag af vellyd, men klirrer og knitrer af musikalitet og ind-i-øret-pop. Det er sådan det skal drejes.

Pladen er på 2 vinyler, med 6 numre på hver. Det er det absolutte minimumskrav for mig, da det giver sølle 3 numre per side. Jeg gider ikke ulejligheden, med at sætte en plade på for at høre 2 numre.

Den første plade, de første 6 numre, er de sikre numre. Den anden plade er lidt mere udfarende og eksperimenterende med lyden. Det er ikke yin og yang vi har med at gøre her, men en forskel er der dog, og man tuner hurtigt ind på den første plade. Noget siger mig, at det er side 3+4 der vil trække mig tilbage i længden. Især side 4.

Et kærkommen plade allerede første dag. Og jeg måtte høre Side 1+2 3 gange hver, før jeg kom til side 3+4 med singlen Skyggehjerte. Meget venteligt, er Skyggehjerte det mest typiske Love Shop-nummer på pladen. Det er veloplagt og iørefaldende, men gudskelov er der en bredere vifte af Love Shops kvaliteter på Skandinavisk Lyst.

Velkommen tilbage Love Shop. Jeg sprang Frelsens Hær og solopladerne over, så tiden er moden til en revival. Mon ikke vi ses til foråret.

Hvad er det med Love Shop og Danmark? Fra starten var der referencer til byer, gader, steder og personer (Aalborg, Holstebro, Viborgvej, Café Hollywood og Gustav Winckler på den første plade alene) på pladerne, men med titlerne “DK”, “National” og “Skandinavisk Lyst” prøver de vist at fortælle os noget.

Forleden genhørte jeg programmet Besøgstid med Billy Cross, hvor han skosede os danskere, for at prøve så hårdt på at lyde som noget andet end danskere. R&B, Soul, boyband-musik, hvad har det at gøre med os? Hvordan kan det blive andet end blege kopier?

Love Shop er et dansk band, der er stolte af at være danskere, af at lyde danske, og af at synge, om at være danske. Det gør mig glad.

Red Hot Chili Peppers tager sig sammen – udsender 9 nye singler #rhcp #frusciante

Standard

For en måneds tid siden skrev jeg, at John Frusciante er på vej med en ny EP og et nyt album. EP’en har været ude et par uger, og kan høres flere steder online, bl.a. på YouTube. EP’en må siges at være meget eksperimenterende, men mest overraskende er nok, at den er nærmest støvsuget for guitarer. I stedet er Frusciantes ofte citerede inspirationskilder, Depeche Mode, New Order, Kraftwerk, m.fl., denne gang meget tydelige. Jeg har kun lyttet til EP’en online en enkelt gang, og venter på de fysiske vinyludgivelser en dag bliver mine.

Nu er der så nyt fra Frusciantes gamle band. Jeg spåede dem ikke mange chancer med deres nye guitarist, men forlydenderne fra Herning, var at det var en 5-stjernet koncert. Det er nok også lettere at tilfredsstille masserne live, for pladen, I’m With You (2011), forsvandt fra folks opmærksomhed som dug fra solen. Pladen, der gik ind som nr. 1 i knap 20 lande inkl. Danmark, har solgt 1.7 millioner eksemplarer. Det er ca. 1/5 af forgængerens, Stadium Arcadium, salgstal.

En pressemeddelelse fra All Over Press forkynder, at der er 9 singler på vej. Det forstås mellem linjerne, at det er overskydende materiale fra I’m With You-indspilningerne. Ialt 18 numre vil blive udsendt, 2 per single, som vinyl- og digital-singler. Den første single udkommer 14. august, den anden 11. september, og den tredje 2. oktober. Længere er der ikke planlagt.

Lige nu holder Red Hot Chili Peppers sommerferie, men genoptager gruppens verdensturné i Europa næste fredag. Derefter flyver Anthony Kiedis, Flea, Josh Klinghoffer og Smith hjem til USA igen, men vender tilbage til Europa midt i august.

Chili Peppers er efter planen på landevejene til et stykke inde i 2013. Næste punkt på dagsordenen efter turnéen er et nyt studiealbum, der bliver opføgeren til “I’m With You” fra sidste sommer.

Det er glædeligt nyt, at der kommer nye singler. Man kunne næsten glemme, hvor dårlige singlerne fra den rigtige plade var. Hvad kan vi forvente, når de officielle singler var så ufunky som denne?

Man kunne frygte, at det er det sidste man vil høre fra bandet, de halvlunkne rester der tømmes ud, men ifølge pressemeddelelsen, er næste opgave efter turnéen, der fortsætter et stykke ind i 2013, at indspille en ny studieplade. Det er altså 2 gange gode nyheder. Den første plade uden Frusciante var noget der skulle overstås. Ville der være et publikum? Ville der være nogen kreative safter tilbage? Den næste plade skrives og komponeres af et band, der sammen har turneret verden med deres fælles plade. Det kan kun blive bedre herfra.

Ryan Adams udsendte limited 15-vinyl box set med optagelser fra sidste års turné – blandt andet i DK – og hvad er takken?

Standard

I sidste uge blev det annonceret i Ryan Adams-miljøet, dvs. på hans Facebook-side, på sitet RyanAdamsArchive(.com), og senere via mail fra onlinebutikken PaxAm(records.com) til tidligere kunder, at man fredag 15/6 ville få chancen for at købe et limited box set med titlen “Live After Deaf”.

Ryan Adams døjede med en alvorlig øresygdom, Menieres Disease, i slutningen af sin bandkarriere med backingbandet The Cardinals. De spillede højt, de spillede længe, og de spillede ofte. Hans ører, hans hørelse, og ikke mindst hans psyke var skudt i stykker.

Det førte til en beslutning om at pensionere sig selv, og først nogle år senere vendte han tilbage, solo og akustisk, og spillede blot 15 koncerter i Europa. Efterspørgslen var stor, og inden for et år gennemførte han tre solo-turnéer, som var mere eller mindre identiske. Den første turné står i et særligt lys, fordi hans fokus og hans stemme var så skarpe og besnærende som de var. Det var ganske enkelt smukt. Jeg så to koncerter på turnéen – koncerten i Malmö, og i København dagen efter.

Hvad er der så på dette box set? Den opmærksomme læser har måske bemærket, at tallet 15 går igen: 15 vinylplader og 15 koncerter. Hver vinylplade indeholder 8-11 numre fra én af koncerterne. Hver koncert kommer i et selvstændigt kraftigt papcover, som et selvstændigt album, og disse femten plader befinder sig igen i en boks. Titlen “Live After Deaf”, refererer til den genfødsel der fandt sted, kunstnerisk, efter bruddet med bandet og bandkarrieren.

Jeg studsede over tracklisten, med de 8-11 sange fra hver koncert. Det er faktisk et rigtig fedt format, med en vinylplade per koncert. Man undgår en masse gengangere på pladerne, og lytteoplevelsen bliver forskellig fra plade til plade, hvor der kan være yndlingsnumre der trækker opmærksomheden hen på en koncert man måske ville være gået uden om. Koncerten er klippet sammen, så man får ca. 10 sange der giver en god oplevelse. Meget radikal udgivelse, må man sige.

Men, men, men! Så er der lige detaljerne: prisen og kampen om af få lov at købe et af disse vidundere.

Det gik helt galt fredag kl 22, da man kunne købe udgivelsen. Siden gik ganske enkelt ned, og ingen overhovedet fik købt eller solgt noget. Det var mildest talt frustrerende. Det blev siden annonceret, at man ville opgradere systemet så det kan følge med efterspørgslen, og en ny dato blev annonceret for salget – i går aftes kl 22 (dansk tid). Denne gang gik det en anelse bedre, men der er stadig horder af skuffede fans. Jeg selv havde et box set i min “indkøbskurv”, og sundede mig lidt over portoen (600 kr!) inden jeg trykkede videre. Da jeg ville betale fik jeg at vide, at jeg havde for mange eksemplarer i min kurv ift hvad der kunne leveres. Altså ét set. Dén oplevelse går igen i folks fortvivlede beskrivelser af oplevelsen – de troede de havde et eksemplar, men fik ikke lov at købe det.

Samtidig kom eksemplarer på Ebay. De solgte i første omgang til både 3 og 4 gange prisen, og den pris vil kun stige og stige i den kommende tid. Det er ærgerligt, for prisen var faktisk meget rimelig for selve box settet: 130 US Dollars, og så desværre 95 US Dollars for porto til Europa. Men, okay, udgivelsen vejer altså også 7.5 kilo!

Problemet ligger i selve oplaget, som er rygtet til at være så lille som 300 eksemplarer, men måske ligger omkring de 1000. Efterspørgslen er meget, meget større, og netop derfor er oplaget en guldgrube for hajer, der vil lave en god profit på Ebay. Det er rigtig ærgerligt, for det her er en af de fedeste udgivelser for fans jeg nogensinde har set. Men takken bliver meget lille, fordi frustrationen er så stor.

Du kan kigge med på Facebook, Ryan Adams Archive, Ebay og PaxAm Records.

Det sidste i sagen er, indtil videre, at man på et senere tidspunkt vil kunne købe den samme udgivelse digitalt. Det har jeg egentlig ikke lyst til, mest fordi det vil blegne så meget i forhold til en vinyludgave. Men et slags plaster på såret er det vel for nogle.

Fra PaxAm Records-sitet:

Kristian Leth og Raske Penge udgiver album og EP – en lille fest for dansk musik, i al ubeskedenhed

Standard

Et besøg på Gaffa.dk gjorde mig opmærksom på at to nye danske udgivelser venter på os nu: i iTunes, på Spotify, og måske i en pladebutik.

Raske Penges EP er længe ventet. Hans seneste singleudspil, nummeret Intelligent, som også er på EP’en, er set af 700.000 på YouTube. Sjovt nok, er der ikke en eneste kommentar til anmeldelsen på Gaffa. Hallo! Et dansk nummer, i genren dancehall (!), får 700.000 views, men selve udgivelsen kaster nærmest ingen opmærksomhed af sig. Eller hvad?

Kommentarer er måske overvurderede. Kristian Leths album har, nu hvor jeg skriver dette, fået 39 kommentarer – alle handler om hans person, hans cover, og om brugere på Gaffa. Hvor useriøst. Men sådan er dansken, måske?

Jeg lytter netop nu på Spotify, før jeg slår til på iTunes, eller måske på Nørrebro i en vinylbutik. Dansk vinyl er ikke til at modstå. Jeg kan i hvert fald ikke, når der en sjælden gang kommer en dansksproget rockplade, må jeg have den.

En ting er sikkert ved første gennemlytning: Raske Penge er fræk og charmerende, legende og sjov. Det er cirka alt det Kristian Leth ikke er. Men jeg lytter alligevel, for der er stadig så meget andet man kan være. Én ting undrer mig dog, og det er teksterne. De er meget lidt skæve, og meget gymnasiealder/Det Elektriske Barometer-agtige, ved første gennemlytning vel at mærke.

Lyt selv – Kristian Leths album hedder Hjemad, Raske Penges EP hedder Original – eller læs Klaus Lynggaards udmærkede anmeldelse af Leth her: Anmeldelse på Information.dk

Dansksproget rock, rap, reggae og syre længe leve!