Category Archives: Roskilde Festival 2012

Fantastisk Bruce Springsteen setliste i Herning – ligesom på Roskilde og i Parken

Standard

Der er snart ingen ende for den ros man kan kaste over Bruce Springsteen. For hans shows, hans musik, hans energi, hans omhyggelighed med setlisterne, hans passion, hans sociale bevidsthed, osv. (Okay, han skulle måske hyre en ekstra lydmand).

I går aftes fik Herning en fantastisk setliste: Tougher Than The Rest, Johnny 99, My Love Will Not Let You Down, The Ties That Bind, Hungry Heart, Prove It All Night, Ramrod, Does This Bus Stop At 82nd Street?, Long Walk Home, I Wish I Were Blind, For You, Murder Incorporated, og Open All Night. Alle sange der hverken blev spillet på Roskilde 2012 eller i Parken i tirsdags.

Det er altså 13 glimrende sange, som ikke blev spillet til nogen af de to foregående koncerter. Det er sgu kærlighed til sit publikum!

Her er en oversigt over de tre koncerters setlister (i rækkefølgen Roskilde Festival 2012, Parken, Herning) – klik på billedet, for at se det i stort:

Setlisterne fra (i rækkefølge) Roskilde Festival 2012, Parken i tirsdags, og Jyske Bank Boxen i Herning i går aftes. (Alle setlisterne er hentet fra Setlist.fm)

Setlisterne fra (i rækkefølge) Roskilde Festival 2012, Parken i tirsdags, og Jyske Bank Boxen i Herning i går aftes. (Alle setlisterne er hentet fra Setlist.fm)

Reklamer

Den evindelige diskussion om Northside og Roskilde revisited – eller Mit Take, take #2

Standard

I går skrev jeg et indlæg om hvorfor jeg har valgt Northside og Skanderborg frem for Roskilde i år. En af kommentarerne tog mig op på, at jeg er ret farvet i min udlægning af hvad der er godt ved Northside og skidt ved Roskilde. Det vil jeg prøve at rette op på i dag.

Et udsnit af Roskilde Festival, hvor man dog ikke kan se områderne bag Orange scene. Størrelsen er svær at konkurrere med, men gør størrelsen, og den tid man bruger på at komme rundt, festivalen sjovere?

Et udsnit af Roskilde Festival, hvor man dog ikke kan se områderne bag Orange scene. Størrelsen er svær at konkurrere med, men gør størrelsen, og den tid man bruger på at komme rundt, festivalen sjovere?

Roskilde er størst. Det kan man ikke tage fra Roskilde, og det giver en helhedsoplevelse, som jeg ikke kender magen til. Jeg har været på en festival af samme størrelse i Nordtyskland (Hurricane Festival – en søsterfestival til Northside med 70.000 gæster), og selvom det størrelsesmæssigt lignede, var der på ingen måde samme Orange Feeling. Til gengæld var det 100 gange mere rent, og en afslappet stemning, hvor den festival-idioti (“Kom vi er på festival – lad os gøre noget ÅNDSSVAGT!”) jeg oplever hver gang til Roskilde, slet ikke var til stede (bortset fra mine venner og mig, selvfølgelig). Der var tysk ro og orden over festivalen, der i øvrigt havde Nick Cave, Kraftwerk, Nine Inch Nails, Ben Harper, Kings of Leon, Faith No More, og et halvt hundrede andre bands på plakaten, til sølle 110 Euro. Det var prisen der lokkede os derned, men festivalen var simpelthen så fed og let at gå til. Man kunne f.eks. parkere tæt ved scenerne, og slå teltet op ved sin bil (omkring halvdelen af tyskerne havde bil med).

Dette fører mig frem til det logistiske problem, eller udfordring om man vil, ved Roskilde. Bor man et stykke fra Orange Scene, og det gør de fleste jo, er der altså langt til Orange Scene, og langt når man skal videre til næste scene, langt når man skal hjem til sit telt, langt når man skal til Roskilde, langt når man skal mødes i en bestemt bar, osv. Det hele går endnu langsommere af, at man er 100.000 mennesker (inkl. frivillige), som skaber flaskehalse omkring på festivalområdet.

Når det kører, som f.eks. i 2010 hvor vejret og stemningen var fantastisk hele festivalen (der sluttede med Prince!), er der ikke noget bedre. Når det er en halvkold eller regnfuld festival, bliver det en stroppetur, hvor man håber at musikken kan gøre op for udfordringerne. Det kunne den ikke i 2007 (for mig), og det kunne musikken sidste år (2012), hvor The Cure og Bruce Springsteen gjorde det til en mindeværdig festival (for mig).

Det var desværre også, i 2012, det år hvor jeg kiggede mig omkring og tænkte, Det her gider jeg sgu ikke igen. Jeg er 40 år, og der er simpelthen for meget lort jeg skal acceptere som festivalgænger på Roskilde. Larm, rod og pis, f.eks. Det er så uskønt og så dumt, at vade rundt i affald i dagevis. Og det er egentlig heller ikke sjovt at være stiv i dagevis (længere). Derfor føler jeg mig i stigende grad som gæst og tilskuer, og i mindre grad som deltager.

Forholdene er en del mindre i Aarhus. Til gengæld ligger de centralt, lige ved byens Ringgade. I København vil det vel svare til en festival i Frederiksberg Have, hvis man sammenligner med afstanden til Hovedbanegården.

Forholdene er en del mindre i Aarhus. Til gengæld ligger de centralt, lige ved byens Ringgade. I København vil det vel svare til en festival i Frederiksberg Have, hvis man sammenligner med afstanden til Hovedbanegården.

Det håber jeg på at lave om på på Northside i år. Jeg kommer med min kæreste, i stedet for med en gruppe drengevenner, og mange af mine venner skal tilsvarende afsted (fra Aarhus og København) med deres kærester. De kommer alle fordi programmet er så fedt, og fordi det virker overskueligt og attraktivt, på en måde Roskilde ikke længere gør.

Jeg får ikke brugt installationerne på Roskilde, er træt af køerne til mad og bad og tandbørstning, og 95% af musikprogrammet siger mig ikke noget. Det gør ikke noget, hvis bare de sidste 5% af navnene er superfede, og ikke spiller andre steder i DK det år.

Når jeg læser ovenstående, er det ret tydeligt for mig, at jeg er vokset fra Roskilde. Men hvorfor gider jeg så tage til Northside? Det gør jeg fordi programmet er fedt. Hvis Roskilde kunne præsentere noget lignende (og det kan de nå endnu), så tager jeg sgu nok en tur til Dyrskuepladsen igen.

Men det virker ikke som den kurs Roskilde er på. Rihanna, Beyonce, Pink og deslige, de siger mig intet. Jeg er klar over at de sælger plader, jeg er klar over de fylder i mediebilledet, men hvor er det intetsigende musik. Hvis de skal udgøre en dyr del af programmet, er der andre navne vi går glip af. Nu er der jo 179 andre bands på Roskilde, og i næsten hver tænkelig genre, men det siger noget om festivalen, når hovednavnet er så intetsigende.

Jeg tror ikke disse var de sidste ord i sagen. Hvis du har lyst til at kalde mig en sur gammel mand, så er du velkommen. Jeg elsker musik og koncerter, men jeg vælger dem i stigende grad med omhu. Og buketten i Aarhus er ikke til at stå for.

Skal/Skal ikke – til Springsteen i Parken

Standard

Kan man sige nej til Springsteen?

I går aftes fik jeg en kommentar her på bloggen: Der er meget stille herinde. Er du ikke oppe at ringe over Springsteen-besøget til maj (min omskrivning)?

Nej, jeg er ikke helt oppe at ringe over Springsteen-besøget til maj.

Jeg ved ikke helt hvorfor. Men måske fordi, at min interesse for musik er cyklisk, og for øjeblikket hører jeg ikke specielt meget Springsteen-musik.

Men koncerten fra i sommer står også i et særligt lys, som jeg helst ikke vil pille ved.

Jeg forsøgte at købe billetter til Parken i mandags, men fik ikke fat på nogen. Det gør ikke så meget, for jeg tror der bliver annonceret en ekstrakoncert. Ellers er der masser af muligheder i Nordeuropa.

En anden ting, der stiker lidt, er at man kan købe billetter til Inner Circle til koncerten. Ikke noget med at komme som de første, løbe gennem anlæget, over plænen, og glædestrålende blive lukket ind i indhegningen. Nej, man betaler ved kasse 1, og ingen ved om de billetter der er solgt til Inner Circle, er købt for at blive solgt (dyrt) videre.

Mit minde fra Roskilde er at vente i timevis, og få masser af kvalificeret Springsteen-snak undervejs. Blive glædelig overrasket over faktisk at komme til at stå i indhegningen helt oppe foran scenen. Og glædelig overrasket over kvaliteten af koncerten, stemningen blandt det enorme publikum, og vejret på Roskilde.

Min eneste anden Springsteen-koncert var i netop Parken i 1999. Publikum snakkede gennem de (for dem) ukendte numre, og når der var fællessang på de store hits var det ingen fornøjelse fra min side. Det lød plat, når der blev bræget henover Springsteens smukke The River med titusindvis af falske, halvfulde stemmer.

Så, ja, mine erindringer fra hhv. Roskilde og Parken er meget forskellige.

Hvis jeg får billetter til Inner Circle til ekstrakoncerten skal jeg nok være der til maj. For der er stemningen i top, uanset hvor og hvordan man har skaffet sig billetterne. Siddepladser er udelukket. Ståplads kan til nøds gå an, Julemand.

Stormen Jack White

Standard
Jack White i Falconer Salen var en intens og medrivende rockfest (billedet er fra et andet stop på turnéen)

Jack White i Falconer Salen var en intens og medrivende rockfest (billedet er fra et andet stop på turnéen)

Igår var jeg til en rigtig koncert. Der var ikke nogen der kunne tænke ordet playback i selskab med Jack White. Tværtimod, var det eneste man tænkte, Hold da kæft, hvor de spiller! Jeg har sjældent oplevet så levende en koncert. Faktisk fik jeg lynhurtigt følelsen af, at Jack og bandet kunne spille hvad de ville. Det eneste der betød noget, var måden de spillede på: højt, beskidt, og på alle måder overlegent. Det var ikke show-off for teknikkens skyld, men leg, leg og mere leg.

Jack White

Hvem er Jack White?

I den store sammenhæng, er Jack White en lille fisk. Men en lille fisk der får en masse fra hånden. I år var han også hovednavn på Roskilde (og en masse andre festivaler, inklusiv de største i verden fra Japan til Austin, Texas), selv om man kan være i tvivl, om han vil kunne fylde et sted som Forum. Igår i Falconer Salen var der udsolgt.

Efter nogle sikkert lærerige år som møbelsnedker, dannede Jack White The White Stripes med sin eks-kone Meg White. De var en del af scenen på Detroit i slutningen af 90‘erne, og spillede en beskidt bluesrock med besætningen guitar og trommer. Altså ind-til-benet rock, på alle måder. Begge instrumenter fyldte meget, og der var et tredje element, ud over sang, som fyldte ligeså meget som de to instrumenter tilsammen: energi.

Den energi var også til stede mandag aften, og lader til at være kendetegnende for Jack White generelt. Siden debutalbummet i 1999, har han udover The White Stripes, barslet med to andre bands, The Raconteurs og The Dead Weather, som begge har to albums på samvittigheden. Små, uanselige plader, som alligevel ofte kaster et par hits af sig, selv om de bærer bræg af at være lavet hurtigt af flittige folk med mange jern i ilden.

The White Stripes er nu fortid, og efterlader et solidt repertoire, som ikke mindst gymnasieelever og efterskoleelever vil vende tilbage til i mange år endnu.

Det fører os frem til den aktuelle turné, som markerer udgivelsen af Jack Whites første egentlige soloalbum, i hvert fald et album i eget navn, for første gang.

Pladen er, som en enkelt af The White Stripes-pladerne, mestendels akustisk, afdæmpet materiale, som tåler nærlytning, og måske kan virke overraskende for en casual White Stripes-lytter. Har man været til koncerterne på denne turné, før man stifter bekendtskab med Blunderbuss-albummet, vil man i hvert fald blive overrasket over dets blidhed.

Daru Jones var en overraskelse og en oplevelse af de større.

Daru Jones var en overraskelse og en oplevelse af de større.

Jack White, The Peacocks og Los Buzzardos

På denne turné er der ikke mindre end to backingbands i spil. Et pigeband, The Peacocks, og et drengeband, The Buzzards, eller Los Buzzardos. Man behøver jo ikke at forvente det ene eller det andet af et pigeband eller drengeband, men i disse konstellationer, er pigebandet det band der kaldes frem, for at udtrykke de blide, eftertænksomme følelser, store som små. Drengebandet får ikke lov at sænke pulsen meget fra de går på scenen til de går af, med enkelte undtagelser. Deres gebet er en indædt, kæmpe rockfest, som trækker på bluesrock (selvfølgelig), garagerock, punk, rockabilly, og mere eksperimenterende roots rock, som man kender det fra bands i 90‘erne som Black Rebel Motorcycle Club, Jon Spencer Blues Explosion, etc. Guitarfræs, men med et arsenal af guitarpedaler, der siger 90+ snarere end 1967.

Mine næsten-oplevelser med Jack White

Allerede i 2002 havde jeg chancen for at se The White Stripes på Roskilde Festival. Jeg missede dem, og det var blandt andet fordi jeg vidste, at de snart kom til landet igen. Det gjorde de nemlig lidt senere på sommeren, hvor de skulle varme op for David Bowie ved en koncert i Lunden (tror jeg deres parkkoncertsted hedder) i Horsens.

Jeg havde købt et hvidt jakkesæt og en rød Hugo Boss-tshirt til lejligheden, og min kæreste var i modsvarende rødt og hvidt. Vi var SÅ klar til The White Stripes inden David Bowie, og stod endda i første række, da de nedslående nyheder nåede os: The White Stripes havde aflyst netop détte job, og var blevet erstattet af engelske The Real People. De var elendige, og er meget sigende gået i enhver form for glemmebog.

Igen i år var jeg på Roskilde, og det samme var Jack White. Desværre var min betingelse for at tage på Roskilde, at jeg ville vende hjem om fredagen, for at modtage gæster fra Norge. Det gjorde mig ikke så meget, for The Cure og Bruce Springsteen stod trods alt højest på min ønskeliste i 2012. Det gjorde de i hvert fald indtil mandag aften.

Selv om musikken er lidt for larmende til mit typiske forbrug, bliver det svært at lægge Jack White ret langt væk efter dette møde.

Selv om musikken er lidt for larmende til mit typiske forbrug, bliver det svært at lægge Jack White ret langt væk efter dette møde.

Jack White flytter ind

Mit billede af Jack White forandrede sig for altid, fra cirka 10 minutter inde i koncerten mandag aften. Jeg tænkte, da jeg gik hjem, om min søn (på 8 måneder), kommer til at opleve lignende musikoplevelser om 15, 20, 30 måske 40 år?

For det er en unik oplevelse at være til Jack White-koncert. Han har et repertoire der har gjort sig på MTV, gymnasier, i radioen, og ikke mindst i musikpressen, hvor gruppernes images er både genkendelige og cool. Det spiller han bare ikke på. Der er ikke megen snak eller poseren (som i noget indstuderet eller programsat) på scenen. Bare masser af musik.

Jeg kunne sige en masse godt, men vil nøjes med at rose bandet, for ikke at være et gråt og habilt backingband, men en så stor del af oplevelsen, at jeg ikke tør tro, at det kan være nær så stor en oplevelse at se pigebandet. Det var især trommeslager Daru Jones, hvis energiske trommespil ledte tankerne hen på Animal fra Muppet Show, men også på Winston Watson i hans tid med Dylan på The Neverending Tour midt i 90‘erne. Hans trommespil krævede et bur af plexiglas, for at indkapsle hans basuneren bare en anelse. Daru Jones fik frie hænder, og de fyldte en stor del af lydbilledet og scenen ud. Tak for det.

Ellers var der akustisk bas det meste af koncerten, masser af pedal steel og violin, virtuost og beskidt orgelspil, og percussion. Bandet var, selvfølgelig fristes man til at sige, med kendskab til Jacks sans for image, ulasteligt klædt i skjorteærmer og for nogens vedkommende habitjakker. A band of gentlemen.

Se drengene her fra en optagelse på fransk TV i maj 2012 der også indeholder et segment med pigebandet:

Jack White live på franske Canal Plus i maj 2012

(Alle billeder er lånt og sakset fra internettet, og er ikke fra mandagens koncert. Jeg har dog valgt billeder, som minder om oplevelsen, dvs. har samme glød og setup.)

Setlisten fra Jack White i Falconer Salen mandag d. 10. september 2012

Setlisten fra Jack White i Falconer Salen mandag d. 10. september 2012

Hej P2

Standard

I sin tid kom P1 ind i mit liv (igen), fordi der var DAB-radio i min kærestes køkken. Jeg havde på det tidspunkt ikke haft hverken radio eller tv i 10 år, og genhøret med P1 var glædeligt. Jeg har altid haft en nysgerrig natur, og hvor P3 frastøder mig, ikke på grund af musikken men på grund af de intetsigende og åndsfattige radioværter, gør P1 det modsatte for mig. P1 tager sig tid, og laver radio der belønner dit nærvær. Det synes jeg godt om.

Nu har vi som sagt DAB-radio, så vi rammes ikke af DRs ændrede sendeflade. Det er sådan, at P1 kun sender til kl 18. Så overgår frekvensen til P2. Dog ikke hvis man lytter over internettet eller på en DAB-radio. Så transmitteres der genudsendelser på kanalen.

For 4 dage siden kørte vi i sommerhus, og allerede i bilen oplevede vi den ændrede sendeflade. Til min irritation annoncerede radioværten hvad der nu ville komme på P1, og så skiftede transmissionen ellers til P2.

Det er som sagt 4 dage siden, og 4 aftener har radioen og bilradioen stået på P2. Det har været et behageligt bekendtskab. Lige nu (lørdag aften lidt i 21) transmitteres en opera. Det siger mig ikke så meget, fordi musikken står alene. Men de fleste programmer har en vært og en gæst eller et tema, og er ligeså oplysende som P1-programmerne (uden dog at nå op på underholdningsniveauet af de bedste debatprogrammer). Jeg har netop hørt Mit Sted, som er en variation af Besøgstid (fra P1). Hvad forskellen er, er jeg ikke helt sikker på. Jo, den musikalske gæst vælger en håndfuld musikstykker, og præsenterer dem. Det gør man ikke i Besøgstid, som jo selvfølgelig også behandler kulturpersonligheder over en bred kam, ikke kun musikere.

Bekendtskabet har som sagt været en behagelig overraskelse, og giver et eksotisk krydderi til ferieoplevelsen i det jydske. Måske skal DAB-radioen endda vænne sig til at have 2 indstillinger, hvis niveauet holder i de kommende uger.

Bruce Springsteen i Dublin – hvem vil med?

Standard

Jeg har været syg i denne uge, meget typisk efter Roskilde Festival. Det har fået en af mine flittigste besøgende til at tage ordet. Jeg giver det videre her:

“Da det virker som om du lige i disse dage ikke rigtig er på din blog – vil jeg udnytte den en smule (kun en smule!) – og for sidste gang…!

Bruce har jo lavet top-fine koncerter i Dublin, hvor han jo på en måde er på “hjemmebane”! Han – eller rettere Patti – har jo irske rødder. Og Bruce blev et varmt, varmt navn i Dublin, da han lavede sine “The Seeger Session´s”-koncerter for få år siden. Da blev der i dén grad “swinget” igennem med horn-sektion, harmonika, violin osv. og stemningen hos publikum var høj, rigtig høj(!), hvilket DVD´en fra ét af hans shows derovre også viser (vistnok fra 2006 eller 2007).
Nu ser jeg så, at der både er koncert- og flybilletter til Dublin på tirsdag-onsdag (17.7-18.7) og vil bare spørge alle jer (andre) Bruce-fans derude: hvilke tanker gør I jer om disse to koncerter i Dublin?? Er der nogen af jer, der – blot et øjeblik – har overvejet at tage til disse koncerter for at høre ham? Eller er I bange for at det hele bliver noget “irsk lir”? Der vil jo nok “falde” én eller to sange af fra ovennævnte CD/DVD – men herudover er manden vel nødt til også at spille en lang række andre sange fra sit katalog – og hans nyeste album lægger sig jo i fin forlængelse af netop ovennævnte album: den rocker… men den “swinger” også (og man aner irske toner på flere sange)!

Jeg er meget optaget af tanken om den gode publikumsstemning og Bruce´s respekt for sit publikum, hvilket jeg tror, der vil være i Dublin. Og i modsætning til mange af de øvrige kommende mega-koncerter med Bruce, i f.eks. Norge og Sverige, så er der faktisk dags dato officielt endnu ikke udsolgt til koncerterne i Dublin – og rest-pladserne ser fine ud!

Har nogle af jer hørt Bruce live i Dublin? Var det godt?
Jeg vil tro at en stor del af hans fans, som kan lide Bruce, når han “rocker”, hellere ville slå knude på sig selv fremfor at se en koncert med ham i Dublin!
Men jeg aner det ikke – for jeg har aldrig hørt nogen tale om Bruce og Dublin!…

Jeg vil være glad for lidt hurtigt feed-back – enten hér (så længe det lader sig gøre for Michael), på Roskilde-Forums chat-sider om Bruce eller på Bruce Springsteen´s officielle Facebook-side.

I håb om respons – Yvonne”

Jeg er glad for at kunne lægge væg til opslaget. Den slags er meget velkomment!
Kh
Michael

Frisk fra Roskilde 2012: Bruce Springsteen, The E Street Band, og The Roots #RF12

Video

Fra den officielle Bruce Springsteen-kanal på YouTube.

Tak, Bruce. Tak, Roskilde.