Category Archives: Ryan Adams

Ryan Adams tog os med storm igen-igen

Standard

Natalie SassIgår var jeg til Ryan Adams-koncert i Falconer Salen. Dér har jeg set ham før, og jeg har også set ham flere gange i Vega, i Koncerthuset og i Malmö. Hans koncerter er en glimrende oplevelse hver gang. De har vist været lidt ujævne i starten af karrieren, men nu er han garant for kvalitet. Således også igår.

Jeg var af sted med en flok venner, og vi blev hurtigt 15-20 stykker samlet et lille stykke fra scenekanten. Ryan spillede i Danmark i Aarhus i november 2011, en solo-koncert der passerede de tre timer, så nogle måtte udvandre for at nå det sidste tog hjem. Koncerten er blevet smålegendarisk, og det bliver gårsdagens koncert nok også.

Koncerten skilte sig ud ved at opvarmningsbandet blev forhindret i at komme, pga. problemer med SAS (og vist også Norwegian). Detaljerne kender jeg ikke, men Ryan har følt så stor sympati for opvarmingen og hendes band, at han besluttede sig for selv at fremføre hendes opvarmningssæt. Det kunne have været et sjovt lille indslag, men det blev meget mere end det. En intim og fokuseret mini-koncert hvor der var dødsensstille i salen, og monumentale klapsalver efter numrene. Det var overbevisende showmanship, og selvfølgelig et one-off der næppe nogensinde gentages. Nu eksisterer det blot som krøllede mobiloptagelser på YouTube, og i hukommelsen hos de vel omkring 1500 publikummer der var mødt op.

Hvad hedder den oprindelige opvarmning, spørger du? Hun hedder Natalie Prass. Jeg havde sikkert stået udenfor i baren, hvis hun var nået frem. Jeg kommer for hovednavnet. Hun har ellers et fint cv allerede. Hun har indspillet og er udgivet hos Matthew E. White, den nye, unge, hvide retro-soul komet, der i øvrigt spiller på Northside i 2015. Matthews faste studieband er hendes backingband på debutpladen, og det lover på den måde rigtig godt. Jeg har kun nået en enkelt gennemhøring for noget tid siden, og kender ikke musikken godt nok til at bedømme den endnu.

Selve koncerten var god. Ryan holder et højt niveau. Det samme gjorde bandet, dog slet ikke så højt som de nu pensionerede The Cardinals, der tidligere har stået bag Ryan – også på nogle af diskografiens højdepunkter. Det nye band repræsenterede den 18. Ryan Adams-plade, den selvbetitlede Ryan Adams fra sidste år. Den er udmærket, og ikke meget mere end det. Som sådan gjorde bandet det rigtig godt, i gengivelsen af numrene derfra, og leverede ind i mellem nogle rigtigt gode fortolkninger af ældre numre. Det var desværre også det The Cardinals gjorde så godt, og under koncertens højdepunkter – numre som Peaceful Valley, Magnolia Mountain og I See Monsters – var det svært ikke at sammenligne med de uovertrufne kardinaler fra tidligere tider.

En rigtig god koncert det hele taget i betragtning. Jeg satser på snart at se manden igen. Han er glad for at turnere (igen, efter en selvvalgt pause fra 2009 til 2011), og mon ikke også han får lidt ud af det økonomisk. Lyden var i øvrigt meget lav under hele koncerten. Sikkert en forholdsregel, efter de ubehagelige år med tinnitus, Meniere’s diseases og forestillinger om snarligt kommende døvhed. Set i det lys, er det positivt at koncerten kunne fungere så godt som den gjorde, med denne lydstyrke. Men mon ikke han var nået en anelse længere ud, hvis volumen også havde været der til at støtte ham.

Reklamer

Ryan Adams udsendte limited 15-vinyl box set med optagelser fra sidste års turné – blandt andet i DK – og hvad er takken?

Standard

I sidste uge blev det annonceret i Ryan Adams-miljøet, dvs. på hans Facebook-side, på sitet RyanAdamsArchive(.com), og senere via mail fra onlinebutikken PaxAm(records.com) til tidligere kunder, at man fredag 15/6 ville få chancen for at købe et limited box set med titlen “Live After Deaf”.

Ryan Adams døjede med en alvorlig øresygdom, Menieres Disease, i slutningen af sin bandkarriere med backingbandet The Cardinals. De spillede højt, de spillede længe, og de spillede ofte. Hans ører, hans hørelse, og ikke mindst hans psyke var skudt i stykker.

Det førte til en beslutning om at pensionere sig selv, og først nogle år senere vendte han tilbage, solo og akustisk, og spillede blot 15 koncerter i Europa. Efterspørgslen var stor, og inden for et år gennemførte han tre solo-turnéer, som var mere eller mindre identiske. Den første turné står i et særligt lys, fordi hans fokus og hans stemme var så skarpe og besnærende som de var. Det var ganske enkelt smukt. Jeg så to koncerter på turnéen – koncerten i Malmö, og i København dagen efter.

Hvad er der så på dette box set? Den opmærksomme læser har måske bemærket, at tallet 15 går igen: 15 vinylplader og 15 koncerter. Hver vinylplade indeholder 8-11 numre fra én af koncerterne. Hver koncert kommer i et selvstændigt kraftigt papcover, som et selvstændigt album, og disse femten plader befinder sig igen i en boks. Titlen “Live After Deaf”, refererer til den genfødsel der fandt sted, kunstnerisk, efter bruddet med bandet og bandkarrieren.

Jeg studsede over tracklisten, med de 8-11 sange fra hver koncert. Det er faktisk et rigtig fedt format, med en vinylplade per koncert. Man undgår en masse gengangere på pladerne, og lytteoplevelsen bliver forskellig fra plade til plade, hvor der kan være yndlingsnumre der trækker opmærksomheden hen på en koncert man måske ville være gået uden om. Koncerten er klippet sammen, så man får ca. 10 sange der giver en god oplevelse. Meget radikal udgivelse, må man sige.

Men, men, men! Så er der lige detaljerne: prisen og kampen om af få lov at købe et af disse vidundere.

Det gik helt galt fredag kl 22, da man kunne købe udgivelsen. Siden gik ganske enkelt ned, og ingen overhovedet fik købt eller solgt noget. Det var mildest talt frustrerende. Det blev siden annonceret, at man ville opgradere systemet så det kan følge med efterspørgslen, og en ny dato blev annonceret for salget – i går aftes kl 22 (dansk tid). Denne gang gik det en anelse bedre, men der er stadig horder af skuffede fans. Jeg selv havde et box set i min “indkøbskurv”, og sundede mig lidt over portoen (600 kr!) inden jeg trykkede videre. Da jeg ville betale fik jeg at vide, at jeg havde for mange eksemplarer i min kurv ift hvad der kunne leveres. Altså ét set. Dén oplevelse går igen i folks fortvivlede beskrivelser af oplevelsen – de troede de havde et eksemplar, men fik ikke lov at købe det.

Samtidig kom eksemplarer på Ebay. De solgte i første omgang til både 3 og 4 gange prisen, og den pris vil kun stige og stige i den kommende tid. Det er ærgerligt, for prisen var faktisk meget rimelig for selve box settet: 130 US Dollars, og så desværre 95 US Dollars for porto til Europa. Men, okay, udgivelsen vejer altså også 7.5 kilo!

Problemet ligger i selve oplaget, som er rygtet til at være så lille som 300 eksemplarer, men måske ligger omkring de 1000. Efterspørgslen er meget, meget større, og netop derfor er oplaget en guldgrube for hajer, der vil lave en god profit på Ebay. Det er rigtig ærgerligt, for det her er en af de fedeste udgivelser for fans jeg nogensinde har set. Men takken bliver meget lille, fordi frustrationen er så stor.

Du kan kigge med på Facebook, Ryan Adams Archive, Ebay og PaxAm Records.

Det sidste i sagen er, indtil videre, at man på et senere tidspunkt vil kunne købe den samme udgivelse digitalt. Det har jeg egentlig ikke lyst til, mest fordi det vil blegne så meget i forhold til en vinyludgave. Men et slags plaster på såret er det vel for nogle.

Fra PaxAm Records-sitet:

Who the hell is Ryan Adams?

Standard
Who the hell is Ryan Adams?

Næste mandag får vi danskere besøg af Ryan Adams. Det bliver 3. gang på ét år! Denne gang er koncerten i Falconer Salen, mens de to forrige koncerter var hhv. i DRs Koncerthuset og Musikhuset i Aarhus. Koncerterne er i sig selv en overraskelse, for manden trak sig tilbage fra musikbranchen for nogle år siden. I stedet startede han en karriere som forfatter med nogle hurtige skud fra hoften. Jeg har et par af disse bogudgivelser stående, og jeg må sige, at de trækker ikke nær så meget som hans musik og koncerter bliver ved med at gøre. Hvorfor Adams pludselig vendte tilbage til musikken, ja, det kan man vel kun gisne om. Jeg vil tro det har noget med udgivelsesfrekvens at gøre. At skrive er noget helt andet end at indspille. I studiet kan man samle et godt band og “ramme den” en aften, en formiddag eller en uge. Bagefter sidder sangene lige i skabet, og udgivelsen bliver god. For en forfatter er vilkårerne anderledes. Du har lavet første gennemskrivning, og nu begynder det hårde arbejde. Uger, måneder, måske år, med at rette, gennemskrive, og finde ud af hvad du præcist vil sige. Den tilgang er så væsensforskellig fra den tilgang til musik som har været den bærende succespille for Ryan Adams siden hans start i midt-90’erne. Jeg skriver succes, men det er egentlig ikke fordi der har været de store salgstal. Som Prince i 80’erne er pladerne kommet i nakken på hinanden (uden dog at opnå en succes der minder om førnævnte funkmeister), frem for at stå på skuldrene af den forriges succes. Der er simpelthen kommet for meget, til at de enkelte plader har fået den opmærksomhed som mange af dem fortjener. Og der er virkelig nogle gode plader imellem! Heartbreaker (2000), Gold (2001), Love Is Hell (2004), Cold Roses (2005), Easy Tiger (2007), og den nyeste – Ashes & Fire (2011). Ud over disse er der uudgivne værker som The Suicide Handbook (21 akustiske sange indspillet på en weekend med vennen og slide-guitaristen Bucky Baxter), udgivne fjollede makværker som metaloperaen Orion og We Are Fuck You (fra 2003 med The Finger – et punk-projekt med vennen Jesse Malin), fejlskuddet Rock’n’Roll (2003) som forsøgte sig med stadionrock, og de tidlige, solide albumudspil med bandet Whiskeytown: Faithless Street (1996), Strangers Almanac (1997) og Pneumonia (2001).

Ryan Adams begyndte sin solokarriere som en akustisk troubadur med et særligt fint repertoire af især ballader, som han fremførte på guitar og klaver til koncerter i årene 1999 og 2000. Koncertoptagelserne fra denne periode indeholder umiskendeligt smukke fremførelser af hans største sange (Oh My Sweet Carolina, Sweet ‘Lil Gal, My Winding Wheel, Call Me On Your Way Back Home, To Be Young (Is To Be Sad, Is To Be High)), men også rablende monologer og satiriske versioner af, i denne sangskrivers univers ret underlødige, popsange (Like A Virgin, I Want It That Way). Spillestederne var tætpakkede til koncerterne, og fænomenet alt country var på vej frem efter et årti med Garth Brooks og Shania Twain. Ryan Adams var på den måde en tilbage-til-rødderne sangskriver, med hovedet fuld af Dylan, Neil Young, og måske Hank Williams. At der så også lurede Black Flag og The Rolling Stones gjorde det både interessant og potentielt noget usikkert helhedsmæssigt.

Solokarrieren var dels en reaktion på bandårene i Whiskeytown, et dysfunktionelt country-ensemble med Ryan som den ene forsanger og hovedsangskriver, men også stærkt inspireret af alt country-dronningen Gillian Welch. På det tidspunkt var hun måske mere en askepot, men med hendes album Time (The Revelator) (2001) indtog hun for mig en plads helt på toppen af musikkens tinder ved siden af, eller i hvert fald ikke langt under, Nina Simone og Dylan. Ryan udviklede et venskab med Gillian og hendes mand Dave Rawlings, og blev fascineret af hvordan de sammen skabte næsten “perfekte” sange med deres meget nøgne og back-to-basics udtryk: to stemmer og to guitarer. Erkendelsen af at man ved at skrælle det gængse countryudtryk ned til de essentielle bestanddele – vokal og rytme – står tilbage med en sang der vurderes på dens basale kvaliteter, gav den naturlige sangskriver et medie at arbejde med der udfordrede ham igen. I Whiskeytown ville bandnaturen gøre, at man vender og drejer sangene i øvelokalet og i studiet, og med et fuldt bands bidrag til arrangementerne vil det samlede udtryk være 25% sangskrivning, 25% arrangement og 50% performance (min vurdering). Alene med sin guitar og sin stemme, uden harmonier og leadlines, stod sangene frem som det de var. Og de var gode. Rockelskere spidsede ører til troubaduren, ikke mindst fordi første sang på debutpladen Heartbreaker lød som Dylan anno ’65. Nummeret To Be Young (Is To Be Sad, Is To Be High) er pastiche, men også pissegodt håndværk. Det er et stærkt åbningsnummer, som både viser inspirationskilderne som esser på bordet, og samtidig lader evnerne som sanger og sangskriver udgøre resten af flushen der fejer alle tvivl af bordet: Ryan Adams has arrived.

Efter Heartbreaker var det bare et spørgsmål om tid, troede de fleste, før Ryan Adams ville brage igennem som en sol over rockhimlen. Den rockhimmel der var blevet så trist og grå i sen-90’erne. Adams var selv med på idéen, og leverede udspillet Gold – en dobbelt-lp (med 5 ekstra numre) og en CD (med en bonus-cd til de første købere). 21 Numre der tilsammen dækkede det meste af hvad der er værd at dække inden for classic rock: La Cienega Just Smiled (Neil Young-stilen med storytelling og en komposition der er skåret helt ind til benet), Tina Toledo’s Streetwalking Blues (The Rolling Stones), Goodnight Hollywood Boulevard og The Bar Is A Beautiful Place (meget Tom Waits-agtige, begge numre). Andre numre igen ledte tankerne hen på Van Morrison, Tom Petty og Billy Joel (jo, jeg sagde det). Måske allerstærkest var singleudspillet New York, New York, der rammer The Rolling Stones-lyden anno ’69 (Let It Bleed-pladen og Sympathy For The Devil-singlen fra Beggar’s Banquet) helt rent. Singlen faldt sammen med (no pun intended) 11. September 2001, og de to berømte tårnes fald. Sangen, der er en hyldest til New York, blev spillet ofte på MTV og i radioen, og det burde vel være den direkte vej til succes? Men spørgsmålet er, om der var efterspørgsel for den slags retro-opmærksomhed i 2001. I hvert fald blev der ikke noget superstardom i den ombæring. Famous friends og masser af tv-optrædender i det næste årti, men aldrig nogen salgssuccesser.

De bedstsælgende Ryan Adams-udgivelser er ikke med manden selv. Den mest kopierede sang er When The Stars Go Blue fra netop Gold-pladen. Den var først med på The Corrs-udgivelsen Unplugged (i duet med Bono!), og blev efterfølgende indspillet af diverse country-artister – og her taler vi altså rendyrket new country, i Garth Brooks og Shania Twain-stilen. Tim MacGraw fik en fjerdeplads med nummeret på den amerikanske country-chart i 2006 (nummer 37 på den “rigtige” Billboard Chart, Billboard Hot 100), hvilket er en del bedre end hvad Ryan Adams selv har præsteret. Hans New York, New York-single toppede på 112.-pladsen.

Det næste album, Demolition (2002), fulgte året efter, og bestod af en række demoer der var indspillet i tiden omkring Gold. Produktionen lod meget tilbage at ønske, men de sange der gjorde sig godt på scenen med bare en akustisk guitar, var også gode på pladen. Samtidig med Gold udkom den sidste plade med Whiskeytown, Pneumonia, der var indspillet i 1999, og egentlig var tænkt som en dobbelt-udgivelse. Den endte med at blive blot 13 numre lang, og kom og forsvandt igen uden sønderlig opmærksomhed fra publikum.

Sådan bliver historien ved, i store træk. Pladerne bliver ved at komme, men salgstallene fra Gold bliver aldrig overgået (Gold solgte 800.000 eksemplarer). I denne periode (2002-2008) kan man tænke på Ryan Adams-pladerne som skyts. De var tænkt som krydsermissiler mod forskellige publikummer – alt country (Cold Roses, Jacksonville Skyline), MTV-rock á la U2 og Coldplay (Rock’n’Roll), dyster og eftertænksom songwriter (Love Is Hell, 29), pop-rock med en kant af americana (Easy Tiger). Men deres effekt blev mere som dybtvandsbomber: de ramte et lille dedikeret stampublikum langt under overfladen, hvor der til gengæld højst kom en bølge eller to i form af trætte anmeldelser, der forsøgte at trække sig op til at forholde sig til det hav af plader Adams udgav. Det var trættende, nok mest for Ryan selv, at turnere og turnere med ny musik, som ramte et mindre og mindre og publikum. Hans tilstand var da også nærmest selvdestruktiv: stoffer, druk, og ti mands arbejde hele tiden.

I 2009, efter det uinspirerede band-album Cardinology (2008) var det slut. En sygdom gjorde det så ubehageligt at spille høj musik (på scenen med et band), at Adams trak stikket og begav sig ud på sin smalle sti som forfatter. I denne periode blev han også gift, med den amerikanske celebrity Mandy Moore, der har en del film- og tv-roller bag sig, og endda et par pop-albums (hendes tredje album, Mandy Moore, udkom samme år som Gold og solgte over en 1 million eksemplarer).

I 2011 vendte Ryan Adams tilbage til koncertsteder, og det især til steder der var lydhøre for hans afdæmpede, blide og inderligt smukke stemme og musik. Koncerthuset i DR-Byen, Musikhuset i Aarhus, og først og fremmest spillesteder i europæiske storbyer. USA var slet ikke en mulighed, forlød det fra Adams. Han var træt af deres mangel på pli, og det evindelige tumult med råb fra salen og forfølgelse i pressen. I efteråret blev det dog til en håndfuld koncerter i USA, der igen blev fulgt af koncerter i foråret 2012. Det er denne koncertrække der nu fortsætter til Europa, og altså bringer Ryan Adams til Danmark for 3. gang på 11 måneder.

Ud over koncertaktiviteten er der også et nyt album på banen: Ashes & Fire (2011), hans første album med nyskrevet materiale siden 2008. Her vender han tilbage til hans udgangspunkt ved starten af solokarrieren: de fine ballader, smukt og inderligt fremført. Pladen har høstet masser af gode anmeldelser, og er nok det album der bedst holder niveauet hele vejen igennem siden de første mesterværker, Heartbreaker og Gold.

Koncerten i Aarhus i november blev en 3 1/2 times marathon, som rendte med 6-stjernede anmeldelser fra de folk jeg talte med. Jeg var selv til koncerterne i København og Malmö (endda på første række midtfor ved sidstnævnte), og kan kun stemme i koret: Ryan Adams er tilbage, og det i ualmindelig flot stil.

Uddrag af diskografi (kun albums):

2011 Ashes & Fire

2010 III/IV

2010 Orion

2008 Cardinology

2007 Easy Tiger

2005 29

2005 Jacksonville Skyline

2005 Cold Roses

2004 Rock’n’Roll

2004 Love Is Hell (pts. 1 + 2)

2002 Demolition

2001 Pneumonia

2001 Gold

2000 Heartbreaker

1997 Stranger’s Almanac

1996 Faithless Street