Category Archives: Whatever Happened To

Whatever happened to Phil Collins?

Standard

Phil Collins er officielt gået på efterløn

Ja, hvad blev der egentlig af Phil Collins? Hans officielle status er “pensioneret”, efter en udmelding i marts 2011. Han har haft rygproblemer i nogle år, og har, efter 3 forliste ægteskaber – alle med børn, også en familie han gerne vil tilbringe tid med. Han er 60 år gammel og en typisk efterlønner; jo, han kunne sagtens blive på arbejdsmarkedet, men hans successer er bag ham, og nu vil han egentlig gerne nyde livet.

Det hele startede med et brag, hvis man kigger på hans solokarriere. Han debuterede med Face Value (1981), med bl.a. In The Air Tonight, der efter min mening stadig holder her 30 år senere. Jeg så en dokumentar om pladen igår, i serien Classic Albums som BBC står bag. Programmet var fra starten af 00’erne, og det var fedt at se hvordan de medvirkende var stolte af pladen så mange år efter. En anden pointe var, at ingen næppe ville slippe afsted med at udgive så modigt, underforstået spraglet, et album nutildags – og det var altså nutildags for 10 år siden. Phil Collins kommenterede at han næppe selv ville stoppe så mange stilarter på én plade igen. Og dér er der nok en kilde til Collins’ forsvinden: det hele blev lidt for glat, fornuftigt og rent ud sagt ensformigt undervejs.

Phil Collins er én af kun tre kunstnere der har solgt mindst 100 millioner plader som solokunstner og samtidig mindst 100 millioner plader med en gruppe (de to andre er Michael Jackson og Paul McCartney)

Der var ellers tryk på i 80’erne. 13 top 10 singler i USA fra 1984-1990! Og et hav af hit-singler i hele verden. Faktisk er han den kunstner der havde flest hit-singler i USA i 80’erne. Det er altså stort. Og der var faktisk en stor spændvidde, selv om det næppe er sådan vi husker ham. Han blev “ballade-manden” undervejs, gjorde han ikke? Men Sussudio var 80’er dance-pop, In The Air Tonight en slags ambient electro-eksperiment, der var Motown-singlerne You Can’t Hurry Love og Groovy Kind of Love og Motown-pastichen Two Hearts, dance-pop med Easy Lover, og så balladerne: Oscar-hittet Against All Odds, den sociale kommentar Another Day In Paradise, og endelig One More Night og Seperate Lives. Alle disse sange var no. 1-hits i enten USA eller UK. Men efter Another Day in Paradise stoppede den fornøjelse.

Jeg ved ikke om det er cool at høre Phil Collins. Jeg tror det ikke, men det må virkelig være en guilty pleasure for rigtig mange, med de salgstal han har præsteret. Det hele topper vist i 1989/90 med “… But Seriously”-pladen. Han kommer ud af 80’erne som ballade-manden, og da han får et hit igen i 2002 er det med et cover af Leo Sayer’s disco-hit Can’t Stop Loving You – komplet med autotune. Karrieren afsluttedes med en album med Motown-numre (Going Back (1990)). Og det var så det. Skulle jeg introducere nogen for Phil Collins i dag, ville det nok være med Face Value-pladen, hvis det var en person der interesserer sig for rockhistorien, og dens udvikling, hvor pladen placerer sig i et spændende felt. Det beskriver Classic Albums-kommentaren glimrende: en trommeslager der går solo, skriver en røvfuld hits derhjemme, hyrer en ung producer og en blæsergruppe, og laver en plade der lyder fedt – også 30 år efter! Han skaber sig en karriere, der både mangedobler hans gruppes succes, og placerer ham som en regulær hitmaskine i 80’erne, efter en årelang karriere i baggrunden af et britisk prog-rockband.

En forskubbet ryghvirvel og en velvoksen familie er efter eget udsagn grunden til den forholdvis tidlige pension

Var det en person med en mere flygtig interesse i musik, vil jeg nok række ud efter en af de forskellige hits-skiver til vedkommende, med det forbehold at det emmer af 80’er-lyd – ud over det hele. Keyboardbas og keyboard-pads, trommemaskiner, og el-guitar med echo, chorus og rum der dramatisk slåes an i baggrunden. Det er både lækkert og klamt, som det bedste pop.

En anden distinktion, og noget jeg altid er opmærksom på, er den, at han er medlem af en lille gruppe af musikere, der både skriver og producerer, synger og spiller, på deres egne hits. Det mest rendyrkede eksempel i karrieren er den melankolske Both Sides (1993), hvor alt, simpelthen alt, er lavet af Phil Collins. Om det så er mastering eller cover-foto, har han selv stået for det. Det samme gælder (måske ikke lige med hensyn til mastering og cover-foto, men resten) for kunstnere som Lenny Kravitz, Prince og Thomas Helmig, der igen og igen leverer varen: numre der er 100% dem og finder vej til at stort publikum. Listen er ikke særlig lang. Den er helt sikkert længere end ovenstående, men hold for øje, at der skal være tale om hits, ikke bare kunstnere der laver det hele selv (dem findes der ellers mange glimrende af, ikke mindst min kæphest Joseph Arthur, der producerer glimrende musik, men aldrig har ramt tidsånden). Vi taler altså salgstal og hitlisteplacering(er).

Mon han kommer tilbage? Og hvis han gør, bliver der så med en plade fuld af hits, et enkelt hit til en film, eller som duet-partner når en ung artist laver en indspilning af et af hans mange hits, og giver sig selv et beregnet hit på den måde? Med udgangspunkt i hans output de sidste mange år, tror jeg ikke rigtig på endnu en plade der hitter, dvs. rammer en smag der fænger bredt. Men ét enkelt nummer, til en film eller musical, det kunne sagtens ske. Spørgsmålet er om han stadig er sulten, eller om hans børn bliver det? Med den lille milliard der efter sigende står i banken, kan vi nok komme til at vente længe.

(fra Wikipedia:)

Number one singles

The following singles reached number one in the United Kingdom or United States. For a full singles discography, see Phil Collins discography.
Year Single Peak positions
UK U.S.
1982 You Can’t Hurry Love 1 10
1984 Against All Odds (Take a Look at Me Now) 2 1
Easy Lover” (With Philip Bailey) 1 2
1985 One More Night 4 1
Sussudio 12 1
Separate Lives” (With Marilyn Martin) 4 1
1988 A Groovy Kind of Love 1 1
Two Hearts 6 1
1989 (Charted in 1990) Another Day in Paradise 2 1

Whatever happened to Elvis Costello?

Standard

Hvad er der blevet af Elvis Costello? Han er én af de kunstnere, der ligesom er faldet af jordens overflade, men som man fornemmer bevæger sig, aktivt, lige under mainstreamkulturens opmærksomhedsgrænse. Dvs. han er gledet ud af tv og radio, og han er heller ikke en kunstner som man tager op og laver teaterkoncerter med, har hits med gamle numre af, eller får en masse opmærksomhed ved at lave en duet med.

En aldrende Elvis Costello

Når jeg tænker efter, så dukker han faktisk op i film og tv-serier. Senest så jeg ham i Talladega Nights (2006), hvor Will Ferrell møder ham i en ligegyldig scene. Hvis det var et forsøg på at pushe ham til en ny generation, tror jeg virkelig det ramte langt fra målet. Han har også optrådt i Frasier, Simpsons, 30 Rock, og adskillige andre sammenhænge i 2000’erne. Men det er her jeg tror hunden ligger begravet: Hvor er de nye kunstnere der lyder, eller vil lyde, som Elvis Costello? Er hans udtryk i virkeligheden problemet? Klinger det med samtiden? Er det lige meget hvor tit han vises frem, hvis hans produktion ikke vækker noget i nutiden(s unge)?

Det sidste jeg husker, som fik musikelskerne op af stolene – og over i sofaerne, var Painted From Memory (1998), et samarbejde med en vel i nogen grad washed-up Burt Bacharach. Men en pragtfuld plade, som fortjent fik en masse opmærksomhed. Siden da har udgivelserne fra Costello været meget homogene. Enten stille affærer som North (2003) og hans forskellige klassiske projekter, eller mere støjende udgivelser som When I Was Cruel (2002) og The Delivery Man (2004), og – vurderer jeg (uden rigtig at have hverken fulgt med eller nærlyttet til hele hans produktion) – ikke så mange helstøbte albums, der vil det hele – og lykkedes med det.

For det er jo det han kan. Lave plader. Hans 80’er-udgivelser er fremragende, og manden er et omvandrende musikleksikon, der ikke bare brænder for, men lever på, et fundament af musik – i alle afarter. Og det er hans styrke, at han kan samle alt dette i sprudlende albums der peger i alle retninger og samler sig igen. Jeg kan huske hvordan jeg blev målløs, da han til et blad i starten af 90’erne, Vogue, tror jeg faktisk, leverede en liste han havde sammensat med 500, efter hans mening, essentielle albums. Listen viste om noget hans spændvidde, men sagde også noget om hans dedikation til selv en publikation med så overfladisk en interesse for musik som Vogue. I et andet blad, Mojo, tror jeg, fortalte han om en leg han ofte leger med gode venner når lejligheden byder sig. Den handler om ultimative coverversioner. Et eksempel: Björk der synger Like A Virgin, Elvis Presley der synger U2, osv. Det er også noget der sætter mine små grå igang…

En ung Costello og samtidig en dead ringer for en ung Woody Allen

For tiden lytter jeg til livekoncerter på nettet, og det var da jeg der fandt en Elvis Costello-koncert fra maj i år, at jeg spurgte mig selv – hvad fa’en blev der egentlig af Elvis Costello? Prøv at se den setliste her:

Elvis Costello And The Imposters
Beacon Theatre
New York, NY
May 24, 2011

Overture – featuring the return of the former Mother Superior of Our Lady of Perpetual Torment, Dixie De La Fontaine
01 intro
02 I Hope Youíre Happy Now
03 Heart Of The City
04 Mystery Dance
05 Uncomplicated/Shotgun
06 Radio, Radio

The Spectacular Spinning Songbook
07 spin 1
08 Veronica
09 spin 2 >>> double: ìJoannaî Jackpot & “Detectives vs Hoover Factory”
10 Pills And Soap
11 audience vote/intro to Hoover Factory
12 Hoover Factory
13 Watching The Detectives
14 spin 3 by Questlove >>> double: “Imperial Chocolate” & “Napoleon Solo” (deferred until track 26)
15 Shabby Doll
16 Beyond Belief
17 I Want You
18 Black And White World – with Questlove on drums and Pete Thomas on background vocals
19 Let Me Roll It
20 spin 4 >>> double
21 (I Don’t Want To Go To) Chelsea
22 Accidents Will Happen
23 Hand In Hand
24 And Your Bird Can Sing
25 applause

Interlude
26 License To Kill ñ ìNapoleon Soloî

27 spin 5 by EC >>> ìKingís Ransomî Jackpot
28 Indoor Fireworks ñ with Jim Lauderdale
29 I Lost You ñ with Jim Lauderdale
30 Brilliant Mistake/Tangled Up In Blue ñ with Jim Lauderdale
31 applause
32 spin 6 >>> ìGirlî Jackpot
33 This Yearís Girl
34 Earthbound
35 Alison/The Wind Cries Mary
36 Honey, Are You Straight Or Are You Blind?
37 Party Girl
38 Purple Rain
39 applause

Finale
40 Out Of Time
41 Pump It Up/Subterranean Homesick Blues
42 Substitute
43 (What’s So Funny ‘Bout) Peace, Love And Understanding?

Prøv at se den setliste! Der er så meget i gang her. Han spiller Springsteen, Hendrix, Dylan, Beatles, Paul McCartney og Prince-numre. Han har Questlove fra The Roots inde som gæst, og den elskelige Jim Lauderdale, der, ud over at udgive og skrive countryplader, ofte er garant for vidunderlige duetter/backingvokaler med Lucinda Williams. Jeg tjekkede et par andre koncerter, dvs. setlister, og Purple Rain er et fast indslag. Det er interessant, synes jeg. Der er knald på i Costello’s udgave. Det er lige på og rock. Ind til benet, som man siger. Og hvis der er noget Purple Rain normalt ikke er, så er det ind til benet.

Dylan-nummeret License To Kill (fra den Mark Knopfler-producerede Infidels-plade (1983)) bliver spillet solo. Det er et godt valg. Sangen tilhører den kategori af Dylan-sange hvor omkvædet blot udgøres af gentagelsen af nogle få ord, nemlig titlen. Det giver mulighed for en meget ordrig sang, hvor pointen hentes hjem med de enkle, ventede gentagelser. Infidels-pladen er i det hele taget en overset plade, men sådan er der jo et hav af gode plader der hverken får eller fik den opmærksomhed de retteligt fortjener.

Jeg er slet ikke up-to-date med Costello, men denne koncert alene har givet mig blod på tanden, og jeg må vide mere om hans output efter Painted From Memory.

Koncertturnéen markerer 25 års jubilæum for lykkehjulet her til Costello's koncerter

Rolling Stone’s David Fricke (her i landet mest berømt for at have opdaget Raveonettes og givet dem et navn i USA efter en koncert på SPOT-festivalen. En feat han i noget grad gentog med “fundet” af Under Byen) bragte følgende anmeldelse af koncerten:

(http://www.rollingstone.com/music/blogs/alternate-take/elvis-costellos-wheel-of-fortune-20110525)

Elvis Costello’s Wheel of Fortune
POSTED: May 25, 6:55 PM ET | By David Fricke

Elvis Costello came out of the gate on May 24th ñ the last night of a three-show run at New York’s
Beacon Theater and the final date of his “Revolver Tour” ñ like he was playing the concert in reverse.
The singer-guitarist and his Imposters ñ drummer Pete Thomas, bassist Davey Faragher and keyboard player
Steve Nieve, Costello’s long-serving update of the Attractions ñ jumped into what, on any other evening,
would have been a rush of encores: “I Hope You’re Happy Now,” Nick Lowe’s “Heart of the City,” “Mystery
Dance,” “Uncomplicated” and “Radio Radio.”

The energy and entertainment went up from there. Costello was celebrating the 25th anniversary of his
Spinning Songbook, a giant wheel of fortune he took on the road in 1986, and he came armed with the
combined kitsch of a game show and lounge act: a bar, a go-go cage with dancer and an Austin Powers-style
hostess-dollybird; his own eye-popping selection of fedoras and sport jackets. When he wasn’t singing or
slamming at his guitars, Costello worked the stage like a burlesque-club emcee, cracking wise at a mile
a minute and spinning a dandy’s walking stick.

Fans ñ  and one celebrity, drummer ?uestlove of the Roots ñ were plucked from the audience to spin the
wheel, which featured song titles and album references covering Costello’s hits and deeper work. Some labels,
with sly references to tunes and topics, allowed the host to have his own fun with the results. When the
wheel landed on “Detectives vs. Hoover Factory,” Costello told the audience they could vote for “Watching
the Detectives” (huge roar) or the early rarely-performed “Hoover Factory” (surprisingly loud cheer). Then
he played both, prefacing the latter with memories of riding the bus to his own factory job in London, back in 1973.

Costello pointed out how much time had passed since he last rolled out the Spinning Songbook. He was then touring
behind two of his best albums, the solo King of America and the electric Blood and Chocolate, made with the
Attractions. But instead of hitting the charts, Costello noted ruefully, “they were buried in a field in Utah.”
He paused. “Now there is no Columbia Records,” he said of his old U.S. label, grinning like a victor. With country
singer-guitarist Jim Lauderdale, Costello performed “Indoor Fireworks” and “King of America,” both from that album.
And earlier, when the wheel came up “Imperial Chocolate,” Costello followed a double shot of Imperial Bedroom
(including a harrowing “Shabby Doll”) with the long slow snarl of Blood and Chocolate’s “I Want You,” drawing
out its obsessive desire and intimidation with a hissing vocal and acidic splashes of Fender twang.

The Spinning Songbook was the treat and centerpiece of the show, but Costello has never worked or traveled without
a version of that wheel. His encyclopedic passion for popular music is a vital component of his helter-skelter work
rate, as fuel and ideal, and at the Beacon, Costello punched up his loves like numbers on a jukebox. He celebrated
Bob Dylan’s 70th birthday with a solo reading of “License to Kill” from Infidels and threw a snatch of “Subterranean
Homesick Blues” into “Pump It Up.” Costello covered Prince (“Purple Rain”) and Wings (“Let Me Roll It”), quoted Jimi
Hendrix (“The Wind Cries Mary”) and paid roundabout tribute to British soul singer Chris Farlowe with a version of
the Rolling Stones’ “Out of Time” ñ a British Number One for Farlowe in 1966.

Costello and the Imposters ended the night as they started it, with velocity and challenge: the Who’s “Substitute”
and Lowe’s “(What’s so Funny ‘bout) Peace Love and Understanding.” Before he left the stage, Costello swore to the
crowd he’d see them again soon. He may not have the wheel, but he’ll have that Songbook in his head, spinning hard.