Elevatorfører live på Musikfilm Festival 2016

Standard

12928351_1077161345684764_6122527370444430682_n.jpg

Igår var jeg til min første koncert med Elevatorfører. Det er egentlig underligt, at det har taget så lang tid, for jeg har hørt om koncerterne i flere år og har deres solide debutplade stående.

Det er et band som langsomt har åbenbaret sig for mig. Da jeg hørte dem som gæster i Sneums Garage blev de lidt mere et “rigtigt” band for mig, og da de dukkede op med et par numre på Radio24Syv i en gennemgang af dansk psykedelisk rock begyndte jeg virkelig at spidse ører.

Nu kommer det mærkelige så: jeg kender faktisk godt halvdelen af det 8 mand store orkester, så alene af den grund var det jo på sin plads at komme afsted. Det var bestemt også af den grund at jeg kom afsted igår. For jeg gider ikke rigtig at gå til koncerter længere. Jo, på papiret, og når koncerten bliver slået op. Men på selve aftenen vil jeg som regel hellere lave noget andet, end at høre lige netop ét bestemt band. Se en film f.eks., eller lave noget musik selv.

Men det her band er på så mange måder noget ud over det sædvanlige. De har taget tråden op fra 60’erne og 70’erne med ukrukkede og legende sange, “visuals” på og omkring scenen, og en legende tilgang der klæder en gruppe voksne mænd godt. De fleste er vel tæt på 40, men lyden og energien er ren ungdom og “unge flippere”.

En kommenterede efter koncerten, at hun ikke kunne lade være med at fnise under de første numre. Det er så uvant at høre musik der er så let og legende. Tre andre var kommet tilfældigt ind fra gaden for at gå i biografen og slog så til på tilbuddet om en koncert i Cinemateket. De var helt vilde af begejstring, netop fordi det er så langt fra “almindelig” musik i 2016.

For mit vedkommende var det lige hvad jeg trængte til. Modsat så meget andet for tiden, var det let at indleve sig i koncerten, og både koncentrationen og begejstringen varede ved til den pragtfulde slutning på koncerten, hvor de otte elevatorførere gik syngende ud af biografen til lyden af klapsalver og fællessang.

Nu har jeg bevidst undgået at skrive noget klogt om de enkelte numre. Det må du have til gode til en anden gang. Men lad mig varmt anbefale dig at høre Elevatorfører næste gang du ser dem på plakaten. Det er selvfølgelig ikke alle steder, at man kan sidde og se så godt som i Cinematekets lyserøde plyssæder. Rammerne var både eksotiske og overraskende gunstige for en god, anderledes koncertoplevelse. Men mindre kan også gøre det. For man fornemmer at Elevatorforføreren er i sit es – hver gang!

Vejen til Dylan

Standard

Der er ikke én vej til Dylan. Der er tusinde. Og netop derfor bliver Vejen til Dylan noget personligt. En opdagelse man gør, og en rejse man tager. Rejsen kan man genbesøge og forsøge at forklare andre, men det er ikke det samme for dem. Det bliver måske et af de små skub på Vejen til Dylan for dem, i den ene eller anden retning.

For mit vedkommende startede det med Blonde on Blonde på kassettebånd i 90’erne. Båndet var egentlig baggrundsmusik mens jeg tegnede, læste og lavede tidlige computerting (spil? programmering? jeg husker det ikke længere). Men jeg husker hvordan de vildt fabulerende sange på den plade og alle dens karakterer langsomt åbenbarede sig for mig. Og netop det store univers af overskud, fantasi og melodier, blev så af sig selv større og større efterhånden som jeg føjede flere plader til samlingen.

Siden er Vejen begyndt at krydse sig selv, indtil rejsen nu ligner en blanding af en Rohrschach-test og et Pollock-maleri, hvis man kunne se den på et kort. Små nedslag hele tiden. Ofte ansporet af en bog, en video, en samtale eller noget andet. Det kan hele tiden gøre mig interesseret igen, og selv om der kan gå måneder, måske næsten halve år, mellem at jeg sætter pladerne på, bliver Dylan som fænomen og genstand (medie) ved med at være interessant for mig hele tiden.

I går tog jeg Clinton Heylin’s Still On The Road ned fra hylden, og slog op et tilfældigt sted. Det var en gennemgang af Dylan’s “I and I” fra Infidels (1983). Jeg læste derefter om hele pladen, og i dag kunne jeg sætte The Bootleg Series 1-3 (1991) på grammofonen i stuen mens familien sov, og høre 5 uudgivne numre fra netop Infidels. Nu tager jeg bookletten til bokssættet frem, og snart er jeg igang med noget andet, og en lille rejse i Dylan-universet er igang.

Jeg bliver aldrig færdig med Dylan, ligesom han aldrig selv bliver færdig med Dylan. Man kunne næsten få den tanke, at han er ligeså meget på en rejse i univers af muligheder, overraskelser og genfortolkninger.

946412_10154043286457760_336443757911676566_n

Koncertens sus, musikkens rus

Standard

Igår besøgte Van Morrison København. Det var en dyr og derfor eksklusiv (ekskluderende er nok det jeg egentlig mener) oplevelse for de med midlerne. Jeg vil gætte på at de fleste i salen var oppe i årene, og godt bekendt med gode, gamle Van The Man.

Jeg oplevede ham selv for en del år siden i Scandinavian Congress Center i Aarhus, hvor jeg på det tidspunkt boede et stenkast fra salen, nemlig lige ved siden af rådhuset. En kammerat og jeg sad og fik nogle øl og hørte Van Morrison derhjemme, og kom derfor tre kvarter for sent til koncerten (som vi regnede med havde opvarmning på programmet ved den annoncerede koncertstart). Da vi dukkede op kom vi ind til en koncert der var så godt som færdig. Van takkede af efter et nummer eller to, og havde stadig både hat og solbriller på. Vi fik så et par ekstranummer og stod så ellers paf tilbage og tænkte hvad skete der lige der? Han virkede simpelthen så uoplagt, selvom der intet var at udsætte på showet som sådan. Det var mest fornemmelsen af, at det her skulle bare overstås, som gjorde det til en ligegyldig oplevelse.

Jeg havde gerne set Van igen, og havde det ikke været fordi at min sidste oplevelse i Falkoner Salen (Dylan til 1100,-) var så skuffende, så havde jeg nok ofret en billet på et gensyn med den store, specielle, rallende stemme.

Igår spillede også Shaka Loveless i København (i DRs “Koncertsalen”). Det gjorde han faktisk hele to gange: 1500 børn så ham om eftermiddagen, og lidt mindre så ham om aftenen (der var ikke udsolgt). Jeg havde vundet billetterne til den nye musik-quiz i Beta/Amager Bio, og glædede mig til en veloplagt og hyggelig koncert. Det var bestemt også det vi fik. Shaka var virkelig på tæerne for at levere alt hvad han kunne præstere, og glæden og viljen lyste ud af ham helt op til de bagerste rækker på anden balkon, hvor folk stod og dansede det mest af koncerten.

Ligesom om eftermiddagen var der masser af børn til koncerten, og desuden en del flere ældre end jeg havde forventet. Jeg vil tro at omkring 10% var over 50 og andre 10% var under 15! Det var sgu fedt, og det gav en anden energi til koncerten, end de fleste koncerter jeg går til, at sammensætningen var så forskellig.

Shaka hoppede, vrikkede, æggede og sang som en lille engel på sukkertrip, og stjal i øvrigt en del rock-hjerter ved at spille en glimrende, rå blues-solo på aftenens showstopper (titlen fik jeg desværre ikke fat i). En del andre hjerter, her tænker jeg på de ældre, fik en glimrende udgave af Gnags’ sang Danmark (“Lige meget hvem du er / lige meget hvor du er / så velkommen her”). Den har han optrådt med flere gange på tv, dog vist mest i akustiske udgaver. Vi fik det helt store brag af både energi og fællessang.

Det er fedt med en fyr som Shaka som kan holde en fest på smittende glæde og fællessang. Det rammer et helt andet sted end den “klogere”, tungere, dystre musik jeg normalt dyrker. Jeg har oplevet det samme med Wafande ved flere koncerter, hvor jeg i øvrigt første gang så Shaka som opvarmning i Pumpehuset for 3 år siden. Det ærgrer mig at Wafande ikke er ude på vinyl (og at hans nye projekt Black Dylan har så ærgerligt et navn). Shaka kan dog fåes på vinyl, og den plade skal jeg have fat på hurtigst muligt. Så kan vi fortsætte festen herhjemme i stuen.

Jeg ville have kvitteret med et live-klip med Shaka, men der var intet af det jeg kunne finde på YouTube der var bare halvt så fedt som hans optræden igår.

Mænd der “spinner” vinyl

Standard

Da jeg skulle være far for 5 år siden, og indtægterne var små i familien, skulle jeg bruge en stille og rolig hobby der ikke koster alverden. Vinylplader, tænkte jeg. Det er hyggeligt, billigt og man kan høre dem mens man samtidig giver den lille lidt musikopdragelse ind med modermælken.

Det gik meget godt i starten. Dengang var der stadig en del at finde til en tier i genbrugsforretninger, og samlingen voksede stødt og roligt (så bøgerne og andet skidt måtte finde et andet sted at være). Stille og roligt blev hobbyen dyrere og dyrere, efterhånden som der gik samlermentalitet i projektet. Det var en del lettere at skaffe pladerne i de dyre genoptryk, end at støvsuge brugtbutikker og plademesser hele tiden. Mere om det en anden gang.

Det jeg vil kommentere på idag, er brugergruppen “Spinning Vinyl” på Facebook. Gruppen har godt 6000 medlemmer, de fleste fra Danmark, som jævnligt lægger billeder op af den plade de sætter på. Et selfie af sin lytteoplevelse som man deler med ligesindede. Det kan så blive fulgt op af kommentarer, diskussioner og deciderede skænderier, afhængigt af hvad pladen eller dens beskrivelse fra ejeren sætter igang.

Jeg har bemærket hvordan familiefædre nærmest kan have en fest kørende, f.eks. nytårsaften, ved at uploade plade for plade, billede for billede, hvad de sætter på derhjemme med lillemor. De elsker det, og det er jo en smuk ting i sig selv. Det man måske ikke rigtig kan dele med nogen i sine fysiske omgivelser, kan man dele med tusindvis af andre med et billede og en kommentar.

Det der er det underlige, i min optik, er hvor teenageagtig en tilgang vi derinde har til det at dele vores private lytteoplevelse. Behovet for at flashe det man ejer eller godt kan lide, virker lidt ude af proportioner ift. den fordømmelse af f.eks. teenagere der gør det samme (utallige artikler beskriver hvordan de unge er “på” hele tiden, kun lever gennem andres anerkendelse på sociale medier, osv. osv.). Det er der åbenbart ikke noget nyt i når vi “gamle” også gør det. Det gjorde vi jo så bare ikke før vi fik (og kom på) sociale medier. Det er det nye her.

De sidste par gange jeg har været i Route 66 (en pladeforretning på Fælledvej, Nørrebro og desuden i Fredensgade i Aarhus) har jeg hørt Spinning Vinyl nævnt i samtalerne hen over disken. Og ud over det jeg nævnte tidligere med diskussion og skænderier, handler oplevelsen først og fremmest om genkendelse – den plade har jeg også hørt meget, er vokset fra, bør jeg snart få hørt – eller inspiration – Gud, hvor er det længe siden jeg har hørt ham/dem/den! Han må på grammofonen med det samme.

Det af dele glæden, interessen og momentet, bliver tilsyneladende mere og mere vigtigt for mange i gruppen, og jeg tør godt gætte på, at for nogen vil det ikke være det samme at sætte en plade på, hvis de ikke lige knipser et billede af den og lægger det på Facebook.

Her er et par billeder af hvordan det kan se ud.

Fries Before Guys: “Jo mere YOLO man er, jo flere nice minder har man”

Standard

nytlogo1600x1600x72

Igår skrev jeg om podcast-fænomenet, der vokser og vokser om ørerne på os. Det er den moderne radio-form, og det nye er hvor niche-præget og specialiseret det kan blive når man laver radio for de få.

En anden af pointerne jeg drog igår, var at flere og flere kommer til mikrofonerne, og tænker “Det dér kunne jeg og min veninde da også lave.” Næppe havde jeg sendt mit indlæg afsted, før jeg faldt over podcasten Fries Before Guys der laves af to danske piger (på dansk).

Jeg er startet med det nyeste afsnit, og lytter nu til det næstnyeste. Det er som at sidde ved bordet med to meget åbne piger, som i mit tilfælde tilmed er en del yngre end mig. Det de taler om og interesserer sig for, kan jeg fint sætte mig ind i. Eller måske snarere huske fra min ikke så fjerne ungdom.

Det andet program handler om sex, one-night stands og deslige. Jeg morer mig over udtryk som YOLO (som jeg måtte slå op – You Only Live Once). At høre kvinder forholde sig til porno som forbrugere, er en øjenåbner for mig, hvis ikke næsten første gang jeg hører kvinder tale om det. I det hele taget beskriver de et porno-forbrug, som jeg selv vil beskrive det. Det er meget positivt, i min optik. Måske er det de ca. 20 års aldersforskel der gør det?

Det jeg tager med fra podcasten, er den ungdommelige nysgerrighed og energi som man helst ikke må glemme, men som kan være svær af finde frem.

Lyt selv her, hvis du har fået lyst: http://friesbeforeguys.podbean.com

 

En Podcast-verden

Standard

Jeg har skrevet om podcasts siden bloggens begyndelse, og min interesse og entusiasme har vist ikke været tvetydig. Jeg elsker formatet. At have det med på farten, at vågne op til nye udsendelser, at følge udviklingen i et program, at dykke ned i niche-interesser sammen med dedikerede værter, og for tiden går jeg desuden og tænker over at lave mine egne podcasts.

Det nye er først og fremmest udbredelsen af podcast-fænomenet. De fleste radioprogrammer kommer som podcast, og jeg foretrækker at høre dem sådan. Men mængden af udvalg er eksploderet, og det betyder at jeg nu aldrig løber tør for indhold. Faktisk er jeg altid bagefter med lytningen, og må vælge hvad jeg bruger tid at lytte til. Det gør nu kun oplevelsen bedre i sidste ende, at jeg inden for mit udvalgte interesseområde yderligere fintuner hvad jeg aktivt har lyst til at lytte til.

Flere af mine favorit-podcasts har kørt i mange år nu, og har et arkiv af hundredevis af episoder. Jeg tror den første podcast jeg begyndte at lytte til, som stadig er aktiv og værd at lytte til, må være The Prince Podcast af Podcastjuice. Det må være mindst 8 år siden den startede. Emnet har bredt sig ud over Prince over årene, men det at kende værterne så godt, som det nu er tilfældet, er næsten det primære aktiv. At være i selskab med en lille gruppe mennesker, hvis mennesker og tanker efterhånden føles som gode venners dialog med mig.

Det var først sidste år at jeg opdagede WTF w/ Marc Maron. En amerikansk komikers podcast hvor han taler med kendte og mindre kendte komikere, og kendte musikere, skuespillere, filminstruktører og andre kunstnere. I efteråret 2015 var præsident Obama sågar på besøg hos Marc Maron i Marc’s garage hvor showet for det meste optages. Podcasten er meget personlig, og det at Marc konsekvent taler om sine fejl og sin nærmest evige livskrise, får gæsterne til at åbne op i langt højere grad end i de gængse interviewsituationer i radio- og tv-programmer. Der er nu knap 700 episoder af 1-2 timers varighed, og jeg har lige nu en backlog på ca. 50 programmer jeg glæder mig til at høre. Det er en guldgrube som jeg er virkelig glad for. Jeg er abonnent på showet, og kan på den måde høre alle programmer til hver en tid. Almindelige lyttere kan altid lytte til de sidste 50 programmer gratis (og de fleste af den andre 650 programmer ligger vist på YouTube).

Jeg har skrevet meget om Ralf Kristensen og Kristian Leths program Album, som debuterede på DR P6 Beat omkring samtidig med dennes blogs begyndelse. Det blev til 30 programmer, som på mange måder blev en milepæl i dansk musikjournalistik. De 30 programmer er blevet downloadet, hørt, genhørt og delt siden programmets start, men der var ikke interesse for at finansiere flere programmer, da prisen var for høj for redaktionen, ift. hvad 2 timers taleradio normalt budgetteres for.

Ralf og Kristian gik derfor Kickstarter-vejen i 2015 og fik sat en fundraising igang for at rejse 130.000 kr. til 10 nye programmer, som de selv ville udgive via The Lake-kanalen, en internet-radiokanal. Det lykkedes med nød og næppe, og programmerne blev udgivet og levede fuldt op til forventningerne og den høje kvalitet fra DR P6-programrækken. Det blev desuden til en håndfuld optrædender rundt omkring i landet. Til showet på Bremen var der udsolgt, og en fuld sal sad musestille mens David Bowie’s “Heroes” blev kærligt dissekeret og præsenteret. Det var en fantastisk aften, hvor der var en følelse af fællesskab omkring det dybe, intellektuelle og entusiastiske forhold til musikken som værterne repræsenterer.

I 2016 gentog de fundraiser-kampagnen med ønske om at lave 10 nye programmer. De kom i mål endnu engang, denne gang blev det endnu mere en cliffhanger, men det lykkedes. Jeg havde blandede følelser med formen, og havde personlig hellere set at de tog et lille beløb pr. afspilning eller tjente penge til programmerne ved at opføre dem live og transmittere/optage dem. Men uanset kom projektet i mål (og selvfølgelig med min opbakning).

Mine egne tanker om at lave programmer skal jeg nok skrive mere om i løbet af året. Jeg har 2 formater i tankerne, og den ene er så småt igang med en god kammerat.

En ting er sikkert. Vi kan så småt se en fremtid, hvor radio for masserne bliver transformeret til radio for nicherne. Stille og roligt kan man sammensætte sin egen programflade, ud fra stadig flere programmer. Jeg har f.eks. p.t. ca. 100 programmer som jeg abonnerer på. For et år siden var hovedparten af mine podcasts radioprogrammer som blev udsendt som podcasts. Det billede er ved at ændre sig. Primært fordi entusiasmen er større og bredden er mindre hos de “private” afsendere. Jeg kan kun se den udvikling fortsætte, mens det går op for flere og flere at også de kunne lave moderne radio.

Meta, meta, meta: Den knuste iPhone-skærm

Standard

Idag tabte jeg min telefon på vej hjem fra Netto. Det lyder så trivielt, og samtidig næsten universelt. Jeg opdagede slet ikke den var væk. Jeg kom hjem, tænkte på alt muligt andet, indtil min kæreste nogle timer senere fortalte at hun havde fået en SMS fra pizzeriaet, Center Pizza, at de havde min telefon. Jeg er vild med det her. Regnvejr, tabte telefoner, Netto og “Center Pizza” – alt sammen på en cykel med en nyligt rusten kæde, efter januars arktiske indslag.

For ja, skærmen var smadret da jeg kom frem. Det havde slet ikke faldet mig ind, at den kunne være gået istykker på sin rejse.

Her til aften sidder jeg med den nyeste anbefaling inden for genren Mumblecore (tjek fænomenet ud hvis du ikke er bekendt med det), og hovedpersonen, en førsteårs collegestuderende i New York, har selvfølgelig en iPhone med en smadret skærm. Det passer jo lige til hendes situation. Oven i alt det der ikke virker – i dette tilfælde primært det sociale, men nok i virkeligheden tilpasning – skal hendes telefon selvfølgelig også signalere “neglect”. En manuskriptforfatter har siddet og gnedet sig i hænderne.

Det skal han da også. Det er rigtig godt set, og jeg spørger mig selv om det mon egentlig er første gang jeg ser det på film?

Skærmbillede 2016-02-01 kl. 21.43.24.png

Screenshot fra filmen American Mistress (Noah Baumbach, 2015)