Der er for tiden en del radio, der henvender sig til den unge, halvintellektuelle, musikinteresserede mand. Jeg har tidligere nævnt Album på DRs P6 Beat (link), der begyndte at sende for et lille års tid siden. Netop som jeg annoncerede at her var der noget at hente, ja, så holdt de op igen. De er netop begyndt igen, og igen må jeg gøre reklame for programmet, der virkelig går i dybden med ikke bare musik, men med selve musikoplevelsen og -dyrkelsen. Konceptet er, helt kort, at de to værter, musikeren m.m. Kristian Leth og anmelderen m.m. Ralf Christensen, over to timer (120 minutter!) præsenterer et album som de vurderer er blandt verdens bedste. De spiller hver sang fra albummet, og diskuterer sangen, albummet, og tiden pladen udkom i. I slutningen af programmet spilles numre af kunstnere som har ladet sig inspirere af albummet. I forrige uge var Radioheads Kid A (2000) på programmet, i sidste uge var det Massive Attacks Blue Lines (1991), og i dag er det Stevie Wonders Innervisions (1973). Det er simpelthen genial radio, der bevæger sig rundt i hele spektret omkring musik: at vide noget om det, at føle noget ved det, at begejstres over præstationen, frækheden, nyhedsværdien, osv.
Simon’s Syvkabale på (den nye) Radio24Syv debuterede, ligesom kanalen selv, i efteråret. Konceptet er her, at værten, Simon Kvamm, inviterer et par gæster i studiet, og over to timer (minus to radioaviser, dvs. ca. 2 x 55 min.) diskuterer kunst og kultur, med udgangspunkt i værtens og gæsternes egne erfaringer. Programmet er decideret ikke-nyhedspræget, og beskæftiger sig med de større penselstrøg i kunstens verden: Hvordan skabes kunst, hvad er det lige nøjagtig der gør en sang god, hvordan er det at være på turné i lille Danmark, og hvad er de gode historier fra gæsternes liv.
Gæsterne er kändisser i forskellig grad, men udpræget offentlige personer fra musik-, comedy-, og filmbranchen. Lige fra toppen af min hukommelse: Niels Hausgaard, Peter Sommer, Nephew-bandet, Rasmus Botoft, Jens Unmack, Drengene fra Angora. Altså folk fra Simons verden, eller slet og ret bare: Simons venner. De mødes i et studie og deler en sixpack eller to, og så taler de om syv emner som Simon har fundet til fredagens program. Det der er det særlige, er at de tager disse emner meget seriøst, og virkelig kommer i dybden og langt omkring i deres diskussioner. Ligesom man gør med sine gode venner.
Halløj i Betalingsringen, også på Radio 24 Syv, er det sidste program jeg vil reklamere for. Af de tre programmer, er det programmet med den højeste sendefrekvens: op til 5 gange pr uge (alle hverdage). Konceptet er meget lig Simons Syvkabale, men er her som regel one-on-one. Formatet er ca. 55 minutter, og flere af samtalerne er i to dele, altså én samtale af to timer transmiteret over to programmer.
Med den høje sendefrekvens skal der en del flere i studiet. Jeg kan ikke mindes at Simon Jul har været alene i studiet, men dette program er heller ikke et must for mig på samme måde som de to ovennævnte programmer. Det der lokkede mig til programmet, var to samtaler med sangeren Allan Olsen. Jeg synes Olsen er virkelig god til at italesætte hvad han laver, og ikke mindst hans syn på det der debateres i tiden. Han kalder ikke en spade for en spade, men nærmere en spade for den i værktøjsskuret der var for tung til at blive en skovl, for bred til at blive en kultivator, og for flad til at blive en greb. Det er aldrig kedeligt at høre Allan Olsen. Bestemt heller ikke i dette interview, der også viste Simon Jul som en anderledes radiovært. Det joviale og nysgerrige er hans varemærke, og det fører hans samtaler rundt i alle mulige retninger. Det virker ofte, og ofte igen går der bare metervare talk-radio i den.
Den Unge Niebuhr 