Lance Armstrongs navnebror, Springsteens oversete mesterværk og Lucinda Williams uforløste Rick Rubin-samarbejde

Standard

I dag stiftede jeg bekendtskab med en ny podcast. I disse måneder opdager jeg flere podcasts om ugen, så det er ikke i sig selv så usædvanligt. Den jeg opdagede idag kalder sig The Forward og er med en fyr ved navn Lance Armstrong. Nej, ikke den Lance Armstrong, selvfølgelig. En anden der ved en masse om musik. Hans gæst i den første podcast var Jason Isbell, og derefter spolede jeg tilbage i kataloget og fandt hans podcast med Ben Harper.

Ben harper der lige har besøgt København i forrige uge, hvor jeg desværre udeblev fordi jeg syntes det var for dyrt. På dagen kunne man faktisk købe billetter til halv pris, men der passede det så ikke ind i familieprogrammet. Jason Isbell som jeg har set 3 gange de sidste 5 år, og som nok egentlig er en lidt kedelig country-fisk, som kun sjældent glimter for alvor. Men begge er kunstnere jeg til enhver tid vil høre et interview med. Og helst et langt et af slagsen.

Ham her Armstrong interviewede løs, og han var sgu godt inde i både branchen, gæsternes kolleger og ikke mindst deres musik. Der var en Good Old Boys-stemning over begge interviews, og det tog mig da heller ikke længe, men dog en del længere end jeg er stolt af, at opdage at det faktisk var DEN Lance Armstrong. Cykelkongen Armstrong. Tour-fætteren.

Nu tager jeg gladeligt afstand fra al sport, men jeg tager gerne hatten af for det projekt her. En millionær der stille og roligt bånder ret intime samtaler med sine venner. Som tilfældigvis er musikere flest. Det nyeste afsnit er en demokratisk guvernør, så der er afvigelser, men mestendels er det vist musikere. Specielt ovre i den akustiske singer/songwriter og country-genre. Det ligger meget tydeligt mellem linjerne, at Ryan Adams er hans ønskedrøm af en gæst. Det skal nok komme i kassen.

lance_and_ben

Den her type interviews, som minder mig meget om Marc Marons WTF-podcast, dog ikke nær så slick, er tit fulde af personlige anekdoter af den sjove slags. I denne her, med Ben Harper, er der blandt andet en hvor Lance Armstrong bliver håndfast eskorteret fra en Dylan-koncert for at have formastet sig til at have SMS’et. Det var forbudt – også for verdensstjerner.

Jeg er også igang med Springsteen-biografien. Den har fået glimrende anmeldelser, men jeg forstår ikke rigtig hvorfor. Den er lidt for glat og episodisk til at det nogensinde bliver interessant, og de sammenstød og problemer der er, går han meget let henover. Herunder dynamikkerne i E Street-bandet. Til gengæld er der mange sider om familielivet, rigtig mange endda, og en del om heste og hestepassere på ranchen. Det hele er meget sympatisk og ikke særlig interessant. Hele pladen går han fuldstændig henover, herunder de to plader fra 00’erne, Magic og Working On A Dream. Som i, der står nærmest intet om dem. Der står et par sider eller 3 om Wrecking Ball, hans bedste plade de sidste 20 år.

springsteen

Hans egen mening er at den ikke blev grebet. Han turnerede den verden rundt flere gange, faktisk i to år (!), men den vakte slet ikke den genklang i USA som det den var: et bidende og indædt svar på Finanskrisen. Kiggende lige ind i dens gule djævleøjne. Med ønske om at brænde hver en direktionsgang i storbankerne og starte påny med en fornyet og forstærket respekt for menneskeheden. Ingen tog den op derhjemme, og det forstår jeg egentlig godt undrer ham. Men nu står vi jo i en valgkamp, hvor der – ja undskyld mig, men for fanden – heller ikke er nogen lyst til at diskutere andet end de 2 personer der står til at blive valgt.

I en anden podcast, de bliver ved at give og give, hørte jeg Marc Maron og Lucinda Williams diskutere hendes karriere. Programmet var 3 år gammelt, men det fik mig til at finde pladerne frem. Og de er jo, hvis du ikke skulle vide det, virkelig gode. En anekdote der fik mig til at spidse ører, handlede om at ingen ringere end Rick Rubin tilbød at producere hendes Car Wheels On A Gravel Road-plade (1998). Den endte jo med at blive hendes kommercielle gennembrud, og på alle måder definere hendes lyd og udtryk, men det er interessant at tænke over hvad det kunne være blevet til med Rick Rubin.

lucinda

Car Wheels har faktisk indblanding fra Rick Rubin, dog ikke som producer, men det er Steve Earle og andre der endte med at producere hende på pladen.

Samarbejdet med Rubin dikterede at hun droppede sit band under indspilningerne, og indvilgede i hans sædvanlige julelege, med at lade ham vælge numrene, musikerne og arrangementerne. Det har virket for Tom Petty, Johnny Cash, Neil Diamond m.fl., for ikke at tale om hvad han ellers har på samvittigheden af kæmpesuccesser (fra Jay-Z til Slayer, Beastie Boys og Red Hot Chili Peppers).

Hvem kunne han revitalisere nutildags? Det er jo næste utænkeligt at det kunne lade sig gøre, men Dylan kunne være oplagt. Han er jo så optaget af at producere sig selv, at det faktisk ville være en kæmpe mulighed at teame op med Rubin. Neil Young kunne man sige det samme om. Dog er han langt venligere stemt for producere. Men begge tror jeg er svære at holde fast på noget.

Kunne han gøre noget godt for U2? Er de klar til det?

Jeg gad godt høre ham producere Ryan Adams. Han kunne nyde godt af en der forholder sig til hvad han er god til. Hvornår han er bedst. Hvad hans bedste materiale er. Og hvilken lyd der klæder ham.

rubin

Jeg må have checket ud hvad Rubin faktisk har gået og lavet på det sidste.

Undgå Café Society

Standard

Jeg er stor fan af Woody Allen. Det har jeg været i over 2 årtier, og det har været en fornøjelse at kunne se en ny film fra den store instruktør stort set hvert år.

Ikke alle filmene er mesterværker, der skal vi vist helt tilbage til 1997 og Deconstructing Harry, og meget få af dem er dårlige (Scoop fra 2006 er helt sikkert en af Allens bundskrabere). Til listen af bundskrabere kan nu tilføjes Café Society. Den vil meget lidt, og er samtidig meget svær at blive fanget af.

De to største problemer for filmen er historien og de to hovedroller. Historien hænger ikke særlig godt sammen. Den beskriver en ung mand i 30’erne fra en jødisk familie i New York. Denne mand tager dog til Hollywood og tilbringer ca. halvdelen af filmens spilletid derovre. Her møder han en ung kvinde, og deres forelskelse og skæbner er filmens omdrejningspunkt. Men det er simpelthen så tyndt at man både taber interessen og har svært ved at tro på karaktererne.

Der er ingen tvivl om at specielt Jesse Eisenberg kan spille skuespil, hvad han har vist i en lang række filmsuccesser (fra Social Network til Superman vs Batman), men som leading man i en romantisk komedie er han bare ikke det rette kort. Den kvindelige hovedperson, Kristin Stewart, er fra Twilight-serien, men spiller sådan set fint nok her. Der er ikke meget kemi mellem de to.

Jeg er skuffet over filmen, og det har jeg ikke været siden Scoop. Undgå den her – og gem interessen til den næste Woody Allen-film. Man ved aldrig. Måske er den god.

Mansplaining ABBA og Taylor Swift for musikpolitiet

Standard

Guilty pleasures er et ømt punkt for betjentene i Musikpolitiet. Dem der hører det rette, det vigtige, det kloge og det hippe. Du ved, musikpolitiet. Men der har altid været en sort skygge der hviler over den foranstaltning: der mangler den hemmelige ingrediens ved at lytte til musik. Det er ikke sjovt. Sjov musik, festlig musik, upretentiøs musik, er der masser af. ABBA, Taylor Swift, Chic, Bee Gees, for at tage nogle af de største successer gennem årene. Og det er generelt disse områder der styres uden om af musikpolitiet, for ikke at blive taget med bukserne nede, i at lytte til noget der ikke kan forsvares ud fra en ren intellektuel position.

Sidste år udgav Ryan Adams sin genfortolkning af Taylor Swifts hitalbum ‘1989’, som var 2014s bedstsælgende album i USA. Det var tøse-pop, teenage-pop og dansemusik. Dvs. off-limits for de voksne i musikpolitiet. Men når en 40-årig mand gendigter sangene og klæder dem ud som Smiths-inspireret americana-rock, så får sangene en ny chance. Og for rigtig mange blev det deres første rigtige bekendtskab med Taylor Swift. I amerikanske medier blev Ryan Adams af nogle beskyldt for mansplaining, som i sig selv er et interessant begreb. Essensen er, at Taylors musik skulle forklares af en mand, for at kunne sluges og accepteres af musikpolitiet.

Taylor selv er formodentlig ligeglad med accepten fra det i hendes verden nærmest usynlige politi. Hendes sejrsgang gennem USA, og verden, er enorm og synes ustoppelig. Men hendes reaktion på Ryans fortolkning var interessant. Hun gik selv ud og performede 3 af sine sange solo i udgaver der var fuldt på højde med Ryans ellers glimrende genfortolkninger. Det var nu tydeligt, når man holdt pigen og manden op mod hinanden, at hendes evner ikke lod noget tilbage at ønske. Tværtimod.

Her er jeg nødt til at gribe i egen barm. For mig er Taylor Swifts musik, og alt hvad der minder om det, totalt uinteressant. Jeg opdagede hende igennem Ryan Adams, og jeg er som jeg skriver dette totalt ubekendt med Beyoncé, Rihanna, Miley Cyrus, Adele og alle de andre. Jeg lytter dog meget til Seinabo Sey for tiden, som i mine ører har meget at byde på.

I podcastserien Album er d’herrer Leth og Christensen nået til ABBA. Hvilket lidt er en løgn, for al logik i den serie sagde at de aldrig ville komme i nærheden af ABBA. Men det kom de, og de valgte endda den opsamling der har gået en sejrsgang uden lige i 90’erne, 10 år efter ABBA blev opløst i 1982.

Jeg kan synge med på alle sangene, og har dem med mig fra mit barndomshjem, hvor ABBA – The Singles 1972-1982 var min mors kære eje. Jeg elskede den plade. Men som så meget andet fra barndommen, er der noget som bliver i den tid og noget som hører til i voksenlivet. ABBA var ikke kommet med videre for mig, og det var først med denne podcast at de fire dygtige medlemmer endelig fik deres plads på Pantheon, højt over andre dødelige. Og det med en 3 timers hyldest og gennemgang, der stille og roligt, men med den vanlige passion og entusiasme, påpeger den ene genistreg efter den anden.

En ny gang mansplaining, kunne man sige. Jeg er igang med de 3 timer for anden gang. Og pludselig er ABBA-hullerne i min pladesamling svære at overse. Godt de fleste plader kan købes til en 10’er stadigvæk.

 

Album-programmet er tilbage

Standard

D’herrer Kristian Leth og Ralf Christensen er tilbage med 10 nye afsnit af podcasten Album. Serien transmitteres på The Lake og kan downloades hvor du henter podcasts.

Jeg har skrevet mange gange om podcasten, lige siden bloggens begyndelse for 5 år siden (!). Indtil videre er der publiceret 4 nye afsnit, så vi har altså 6 til gode før serien igen holder pause.

De sidste to sæsoner er blevet finansieret via Kickstarter, en crowdfunding-tjeneste, hvor lytterne kan bidrage med stort og småt for at realisere en ny sæson. Vi taler et godt stykke over 100.000 kr. for at lave programmerne, og det er indtil videre lige nøjagtigt lykkedes. I denne omgang med en kraftig hjælp fra Fonden Roskilde Festival. Jeg kender ikke det nøjagtige tal, men jeg vil tro at fonden har smidt 50.000 kr. i puljen, eller noget der ligner.

Med nye afsnit udvides billedet af hvad “Verdens Bedste Albums” er for en størrelse. Vi kan nu sætte navn på de 44 plader, og så er der desuden to udenomsarrangementer hvor der opføres programmer på Bremen for et publikum. Der har været “Heroes”, en “genopførelse” af podcasten om pladen, “The Rise and Fall of Ziggy Stardust & The Spiders From Mars” er kun opført live, og til efteråret opføres Purple Rain (skynd dig at købe billetter). Om Purple Rain kommer til at optræde i denne sæson vides ikke, men jeg tvivler på det. Måske har de ydre omstændigheder i år påvirket dømmekraften, der ellers ikke tillader to programmer om samme kunstner. Og sjovt nok slet ingen programmer om Dylan, men det er en anden historie.

Indtil nu ser de 46 “Verdens Bedste Plader” sådan her ud:

1967 – Leonard Cohen – Songs of Leonard Cohen
1967 – The Velvet Underground & Nico – The Velvet Underground & Nico
1969 – The Beatles – Abbey Road
1970 – Jimi Hendrix – Electric Ladyland

1971 – Joni Mitchell – Blue
1971 – Alice Coltrane – Journey in Satchidananda
1971 – Marvin Gaye – What’s Going On
1972 – David Bowie – The Rise and Fall of Ziggy Stardust & The Spiders From Mars
1972 – Milton Nascimento – Clube de Esquina
1972 – Neil Young – Harvest
1973 – Stevie Wonder – Innervisions
1975 – Brian Eno – Another Green World
1975 – Parliament – Mothership Connection
1975 – Fela Kuti – Expensive Shit
1975 – Patti Smith – Horses
1977 – Bob Marley & The Wailers – Exodus
1977 – David Bowie – “Heroes”
1977 – Fleetwood Mac- Rumours
1978 – Steve Reich – Music For 18 Musicians
1978 – Bruce Springsteen – Darkness On The Edge of Town
1979 – The Clash – London Calling

1980 – Talking Heads – Remain in Light
1981 – Kraftwerk – Computer World
1982 – Michael Jackson – Thriller
1982 – Laurie Anderson – Big Science
1984 – Prince – Purple Rain (opføres på Bremen til september)
1985 – Kate Bush – Hounds of Love
1985 – Tom Waits – Rain Dogs
1986 – The Smiths – The Queen is Dead
1986 – Paul Simon – Graceland
1987 – Prince – Sign o’ The Times
1988 – Talk Talk – Spirit of Eden
1988 – Pixies – Surfer Rosa
1989 – Beastie Boys – Paul’s Boutique
1989 – The Cure – Disintegration

1990 – Depeche Mode – Violator
1991 – My Bloody Valentine – Loveless
1991 – Massive Attack – Blue Lines
1992 – ABBA – Gold
1994 – Blur – Parklife
1995 – PJ Harvey – To Bring You My Love
1996 – Aphex Twin – Richard D. James Album
1997 – Björk – Homogenic

2000 – Radiohead – Kid A
2004 – Arcade Fire – Funeral
2006 – The Knife – Silent Shout

Hvis du ikke har været på Bremen og set Album “live”, så kan jeg virkelig anbefale det. Det er sjovt, det er nørdet, det er spændende, det er en stor fælles oplevelse og det er pengene værd. Det er også lidt kult. Jeg har skrevet om det her.

Purple Rain-eventen er den 17. september. Billetter her.

Springsteen i Parken igen igen

Standard

Jeg har skrevet en del om Springsteen gennem årene, og jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige om koncerten igår. Det føles som om, at jeg har sagt det hele før.

I december 2012 skrev jeg under overskriften Skal / Skal Ikke – Til Springsteen i Parken:

I går aftes fik jeg en kommentar her på bloggen: Der er meget stille herinde. Er du ikke oppe at ringe over Springsteen-besøget til maj (min omskrivning)?

Nej, jeg er ikke helt oppe at ringe over Springsteen-besøget til maj.

Jeg ved ikke helt hvorfor. Men måske fordi, at min interesse for musik er cyklisk, og for øjeblikket hører jeg ikke specielt meget Springsteen-musik.

Men koncerten fra i sommer står også i et særligt lys, som jeg helst ikke vil pille ved.

Jeg forsøgte at købe billetter til Parken i mandags, men fik ikke fat på nogen. Det gør ikke så meget, for jeg tror der bliver annonceret en ekstrakoncert. Ellers er der masser af muligheder i Nordeuropa.

En anden ting, der stiker lidt, er at man kan købe billetter til Inner Circle til koncerten. Ikke noget med at komme som de første, løbe gennem anlæget, over plænen, og glædestrålende blive lukket ind i indhegningen. Nej, man betaler ved kasse 1, og ingen ved om de billetter der er solgt til Inner Circle, er købt for at blive solgt (dyrt) videre.

Mit minde fra Roskilde er at vente i timevis, og få masser af kvalificeret Springsteen-snak undervejs. Blive glædelig overrasket over faktisk at komme til at stå i indhegningen helt oppe foran scenen. Og glædelig overrasket over kvaliteten af koncerten, stemningen blandt det enorme publikum, og vejret på Roskilde.

Min eneste anden Springsteen-koncert var i netop Parken i 1999. Publikum snakkede gennem de (for dem) ukendte numre, og når der var fællessang på de store hits var det ingen fornøjelse fra min side. Det lød plat, når der blev bræget henover Springsteens smukke The River med titusindvis af falske, halvfulde stemmer.

Så, ja, mine erindringer fra hhv. Roskilde og Parken er meget forskellige.

Hvis jeg får billetter til Inner Circle til ekstrakoncerten skal jeg nok være der til maj. For der er stemningen i top, uanset hvor og hvordan man har skaffet sig billetterne. Siddepladser er udelukket. Ståplads kan til nøds gå an, Julemand.

I denne omgang var jeg heller ikke hurtig nok ved tasterne. Ja, jeg glemte faktisk at der var billetsalg indtil et par timer efter salget gik igang. Der var der allerede udsolgt. Jeg trak på skuldrene. Kort efter blev koncerten i Horsens annonceret. Også der glemte jeg billetsalget og læste at der var udsolgt med det samme.

Jeg skulle altså ikke til Springsteen.

På selve dagen kunne jeg læse på koncertens event på Facebook at der var mange billetter til salg. Helt ned til 300,- for en siddeplads (jeg hørte om 200,- da jeg kom ud til stadion). De der havde været for ivrige ved tasterne, måtte sikkert sande, at deres venner er blevet lidt mere gumpetunge med alderen. Det er min egen erfaring, og det er nok også forklaringen på at jeg ikke fik købt billet.

Men midt i tilbuddene var der et tilbud om 2 billetter til Inner Circle. Det forjættede land helt oppe foran scenen. Jeg slog til med det samme, og min ven og jeg skulle pludselig til Springsteen. Med manér!

Om den sidste Springsteen-koncert skrev jeg under overskriften En Allerhelvedes God Fest i Parken med Springsteen & The E-Street Band:

Før koncerten, både på dagen og i månederne op til igår, var forventningerne små hos mig. Koncerten på Roskilde står som noget særligt, både musikalsk og stemningsmæssigt, og setlisterne fra turen, har skåret halvdelen af de nye numre væk, til fordel for halvøvede ønskenumre, leveret fra hoften. Lige bortset fra koncerterne i Stockholm, tre af dem, hvor man spillede et klassisk album per aften – Born To Run (1975), Darkness On The Edge of Town (1978), og Born In The U.S.A. (1984). Det var første gang uden for USA, at Bruce og bandet spillede sådanne album-koncerter. Og lidt af et scoop.

Bruce mindede os igår om koncerten på Roskilde i fjord, og synes vi af den grund skulle have netop sådan en albumkoncert: nemlig Born To Run fra ende til anden. Det løftede, i mine øjne, koncerten op til noget helt særligt, og min begejstring eller måske nærmest lykke, var til at tage at føle på.

Album-sekvensen blev spillet efter de indledende 9 numre, hvor de fleste blev skæmmet af dårlig lyd. Det blev der i nogen grad rettet op på med Spirit In The Night, der viste klasse og en kælen for dynamikken og showeffekten i sangen. Festen var netop kommet i gang, da de begyndte på Born To Run.

Leveringen af albummet fortjener massiv ros. Det lød simpelthen så godt, og når man tænker på, hvor svær den plades fødsel var, såvel teknisk som kunstnerisk, er det et under, så let leveringen igår så ud. Jeg er meget imponeret.

Som man kunne forvente, var der en del snak under det der ikke var hits, men i realiteten ukendte album-numre (for mange), og lyden af titusindvis af snakkende publikummer under de stille numre fra pladen, var til nogen irritation for mit følge og jeg. Det tog dog ikke overhånd, i forhold til tidligere koncerter i Parken, men det nager altid mere end godt er, i en dedikeret musikelsker som jeg selv.

Efter albummet var leveret, og godkendt til topkarakter (utroligt så godt Clarence Clemmons’ nevø leverer hans saxofon-stykker), begyndte den egentlige fest. Pay Me My Money Down, Shackled & Drawn og Waiting on a Sunny Day, var syng-med-favoritter, og vi fik lange, legende udgaver af numrene – især Pay Me My Money Down, som var et kæmpe højdepunkt. Det samme var Badlands, det sidste nummer inden ekstranumrene.

I Shackled and Drawn oplevede jeg et stort, emotionelt øjeblik mod slutningen af sangen. Jeg fik tårer i øjnene, til gospeltonerne fra en af korsangerne, og følte mig så rørt, lykkelig, og uendeligt heldig på et rent menneskeligt plan, at jeg ikke kan huske hvornår jeg sidst har oplevet noget lignende.

Jeg vil slutte min beretning her, og bare sige: større bliver det ikke for mig. En perfekt aften, hvis man kun husker de sidste 2 1/2 time af koncerten. Så det vil jeg gøre.

Her er hele koncerten fra 2013:

Koncerten igår var en gentagelse af koncerten fra sidst. De der stod ude på plænen og bagerst på tribunerne oplevede så dårlig lyd, at det skæmmede koncerten. Det siger anmeldelserne.

Heldigvis var jeg denne gang “i sikkerhed” for den dårlige lyd i Inner Circle, og der var der ingen problemer med at høre hvad de spillede. Tværtimod. Det spillede lige som det skulle.

Men jeg havde følelsen af at koncerten ikke rigtig ville noget. Det var en gennemgang af bagkataloget med fokus på numrene fra E-streets guldalder. Og formålet var at lave en fest. Det er det til hver koncert. Og som jeg bemærkede sidst, er Springsteen manden der gør det. Han hiver folk op at synge, han hiver folk op og danser med dem, han hi-fiver, han krammer, han modtager requests og spiller en håndfuld sange spontant for at kaste sig ud i en fest med publikum hvor alt kan ske.

Men når jeg kiggede rundt, og det gjorde jeg meget, for det var svært at orientere sig så tæt på de kæmpestore skærme og samtidig følge med på den lange, brede scene. Tit opdagede jeg at “nå, han er derovre”, “nu må han være gået ud til publikum, alle står og kigger bagud”, “nu…”. Det jeg så var titusindvis af folk på siddepladser som fulgte med i 3 1/2 time showet varede.

Der var peaks undervejs: Murder Incorporated gjorde det rigtig meget for mig, We Take Care of Our Own (en storfavorit herhjemme, ligesom hele Wrecking Ball-pladen) var en kærkommen overraskelse via et skilt fra publikum, det samme var Cadillac Ranch og Pink Cadillac og Rendezvouz. Waitin’ On A Sunny Day er også en fornøjelse live.

Men det var også en koncert der blev ved og ved med mere af det samme. Da vi nåede til ekstranumrene kom de største hits, men energien blev ikke rigtigt løftet af det. Det var bare mere af samme skuffe som vi allerede havde fået i timevis.

Når det er sagt, så er jeg glad for at have set Bruce og hans E-Street-folk igen. Også selv om et par af dem er døde, selvom Patti blev hjemme, selvom hornsektionen var skruet ned siden sidste tour (nu er der kun Clarence’s nevø på saxofon frem for en blæsergruppe). Jeg ved ikke hvordan formen er for de resterende medlemmer. Nogle taler om at det kan blive den sidste tur, og at det forklarer nostalgien i setlisterne. Det er nu ikke så forskelligt fra de andre turnéer så vidt jeg kan se.

Så vi havde ikke hævede arme på vej ud. Vi var fulde og var enige om, at det skulle lige fordøjes. Nok fordi vi spurgte os selv, Hvad var det der manglede?

Jeg tror det var festen. Det var lidt going-through-the-motions. Selv der oppe foran hvor vi stod. Folk stod meget, meget pænt og roligt. Jeg tror der var en eller to der gik foran os på de 3 1/2 time. Det var stille og roligt. Mageligt. Og det var ikke så festligt. Men se på billederne. Springsteen og hans E-Street-bande leverede varen! Og måske skulle jeg bare have drukket 5-6 øl mindre for at have fået det hele med.

Vild med Warcraft

Standard

Jeg har aldrig skrevet om Warcraft. Det er ellers noget jeg i mange år har tænkt, at der lå en god historie i. For det er jo sin helt egen verden, og et verdensomspændende fænomen, som har underholdt og fænget millioner, mens milliarder af andre mennesker nærmest ikke ved hvad det er. Det er jo et meget godt udgangspunkt for at skrive om det, når man nu hører til blandt de indviede.

Hvad er Warcraft?

Den lynhurtige forklaring er, at det er en serie af computerspil, hvor især den nyeste, World of Warcraft (2004), er blevet populær langt ud over alle tidligere rekorder for computerspil. Man spiller spillet online, dvs. mod andre mennesker, og figurerne lever i et middelalder-fantasy-univers ligesom man kender det fra f.eks. Ringenes Herre. I roller man kan måske kender fra rollespil, løser man opgaver som  mandlige og kvindelige elvere, trolde, mennesker, troldmænd, krigere, osv. Spillet kan spilles af ret unge spillere, men jo mere tålmodig man er, og kan man læse og forstå engelsk, jo mere kan man få ud af spillet.

De indviede

Mine dage i World of Warcraft begyndte i januar 2007 og sluttede ca. 2 år senere. Det var 2 år hvor jeg dagligt (sådan husker jeg det) var inde i spillet, i alt fra mellem 12 til 2 timer. Ja, jeg tror faktisk der var dage i starten hvor jeg var oppe på 16-18 timer i træk. Det var altså i mit tilfælde fængende fra starten.

Jeg var i starten af 30’erne og en mand. Den profil var der mange af, men der var bestemt også mange andre profiler i spillet. Det der kræves er nemlig mest af alt tid. Tid til at bygge sin karakter op, tid til at udforske og blive dus med spillet, dets indbyggere og spillere, dets alliancer, og tid til at dyrke de sociale netværk omkring spillet.

Jeg har mødt mange store børn, mange nationaliteter, og kvinder helt op i 60’erne. Hjemmegående husmødre var der også en del af. Par der spillede sammen (også børnefamilier), og masser af teenagere. Alligevel grupperede vi os mest efter hvornår på dagen man spillede og hvor meget man spillede. Sengetider, spisetider og arbejdstider var forstyrrende faktorer, som var afgørende for om man kunne være online når andre var det.

Så det indviede bestod mest af alt i hvor langt man var i spillet, hvor meget tid man havde, og mindre hvilken alder og køn man havde. Det er stadig gældende, selv om spillet, som det vokser og vokser, tilbyder flere former for casual gaming – spil i spillet.

Der er senere kommet en udvikling imod at gøre spillet lettere og lettere, for at tilgodese både folk der har mindre tid og yngre spillere, en udvikling som langsomt skiller de ældre spillere fra. Ikke flertallet, men den overordnede tendens, som jeg kan se, er at spillets fremtid ligger blandt de unge/yngre og i mindre grad hos de voksne. Hvilket nok er naturligt for et spil som primært er en fritidsinteresse hvis ikke decideret tidsfordriv.

Det særlige

World of Warcraft blev en massiv succes fra starten af, og successen toppede med ca. 12 millioner spillere i slutningen af 00’erne. 12 Millioner spillere som loggede ind online og spillede deres karakterer (en ad gangen), og populerede på den måde en online verden med rigtige mennesker – som spillede deres avatarer i en eventyrverden.

Det var noget helt særligt. Alle kender forskellen på at lege alene og med andre, og husker måske nogle større, organiserede lege fra barndommen. Sneboldkampe, spejderarrangementer, stævner, holdsport, osv. Dette var det samme, men på et enormt plan. De 12 millioner var naturligvis ikke på et og samme sted, de var fordelt på servere, dvs. enkelte instanser af den samme verden, som var kendetegnet ved at være ens – bortset fra spillerne, som ved deres tilstedeværelse gjorde hver verden unik. På samme måde som et feriested ændrer sig fra uge til uge hen over sommeren. I spillet var der NPCs, figurer som computeren styrer, som man kan tænke på som personalet på feriestedet. Deres gøren og laden var ens i alle verdener, og kun spillernes gøren og laden var også formet af spillets regler og muligheder.

Alligevel var der en helt særlig, ægte stemning i disse spilverdener. Der var tomt i byerne om natten (fordi spillerne spillede i ca. samme tidszone), der var trængsel i byerne om aftenen og efter skole, osv. Der var mange på i weekenden og ikke så mange mandag morgen. På den måde fik livet i spillet en puls. Højtider blev markeret med udsmykning i spillet, det kunne regne, det blev nat, og i det hele taget var levendegørelsen og indlevelsesmuligheden meget vellykket.

Ikke på den måde at figurerne var livagtige. De forblev grovkantet computergrafik, men spillernes personlighed strømmede alligvel ud i spillet, specielt når man lærte disse spillere nærmere at kende.

Det sjove

Fra man begynder at spille spillet, er der hele tiden nye mål. At nå en vis level med sin karakter (figur). At komme med i et fællesskab. At se en bestemt delmængde af spillet (alt hvad der er muligt for figuren). At skille sig ud. At være bedst. At være en del af noget. Det er op til den enkelte hvad der føles vigtigt, og selv om det kan lyde klichéfyldt er der utrolig mange måde at spille spillet på.

Man kan f.eks. finde servere hvor der insisteres på, at man spiller “in character”. Dvs. spiller man en elver, så foregår al snak med andre i spillet som om du er en elver. Ikke noget snak om dit arbejde, din skole, din villavej eller din cykel.

Et andet fokus kan være det sociale. At hygge sig med andre nærmest som var man i et chat-room eller forum. Man har en karakter, men det man sætter pris på er at lære andre at kende, at lave sjov og have et netværk som man føler et fællesskab med.

Man kan “spille karakterer op”, dvs. lave nye karakterer som man fører til tops i deres kategori. Så at sige lærer dem op i den kunst de skal mestre. Det er tidskrævende (ugevis, månedsvis afhængigt af indsatsen) og det er populært at gøre det nogle stykker, som et afbræk i spillet med den karakter man er længst med. Så skifter man alle til en “yngre karakter” og spiller dem i nogle timer, og gør hurtigere fremskridt sammen.

Mit eget fokus var på én karakter. Jeg spillede ham uafbrudt i de to år, og kom længere og længere i det samme spil. Man kan sige at jeg til sidst “gennemførte spillet”. Der var ikke mere indhold at udforske og de fleste ville i den situation starte forfra med en ny karakter, vente på den næste udvidelse til spillet (de kommer hvert andet år, og tilføjer enorme mængder indhold hver gang), skifte fokus til noget andet, eller holde en pause. Jeg holdt op.

Jeg var til den type spil, hvor man strategisk løser opgaver i flok. Raiding kaldes det, og man kan tænke på et vikingetogt hvor man sammen er stærkere end en enkelt viking eller en mindre gruppe vikinger. Opgavernes størrelse var tilpasset så de kun kunne løses af hhv. 10 mand (og nøjagtig ti mand kunne så forsøge, ikke 11 eller flere), 25 mand og sågar 40 mand. Det var udfordrende, og krævede at hver spiller mestrede sin karakter. Det krævede at alle 10, 25 eller 40 mand kunne være online 3-4 timer uden pause på et bestemt tidspunkt. Det krævede en tilbagevendende indsats 3-4 timer uden pause 2-3-4 gange om ugen. Det krævede forberedelse af hver spiller. F.eks. at læse op strategien, men også trivielt arbejde med at skaffe ressourcer til figuren, som skulle bruges under “raiding”-indsatsen.

Det siger sig selv, at sejren når så mange mennesker lykkes med en opgave, som de har arbejdet på i dagevis eller ugevis, er sød. Hver opgave der blev løst førte videre til nye, sværere opgaver, indtil spillets indhold til sidst, efter måneder, år var løst. Løst eller åbenbaret, afhængigt af hvordan man ser på.

Andre spillere igen kunne fokusere på økonomien i spillet. Nogle er naturligt gode handelsfolk, og de kunne have en reel geschæft kørende via spillets auktionshuse eller via udenomsaktiviteter for spillet. Der er helt sikkert folk der har solgt deres karakterer, deres optjente guld, og andet godt.

Var man hverken til langsigtet raiding eller interesseret i handel på auktion eller sortbørs, var der en anden mulighed: kamp. I såkaldte battlegrounds kunne man spille et intensivt spil, 5 mod 5, 10 mod 10, 25 mod 25, osv. Formålet var at indtage poster ved at nedkæmpe fjender i nærkamp. Spillene var korte, under en time, somme tider blot 10 minutter lange, og denne form for spil var også en måde at avancere i spillets verden. Det var en anden vej til udstyr, ære, fællesskab og underholdning. Og så var det 100% spil mod andre spillere, i stedet for computerens programmerede fjender i raiding. Spillet var på den måde anderledes fra gang til gang, i stedet for en minutiøs genopførelse af en snedigt planlagt udfordring.

At spillet er nørdet er det vist ingen tvivl om. Det at bruge så meget tid på en aktivitet, i dette tilfælde et spil, vil jo naturligt afsondre spilleren i nogen grad. Og i højere grad jo mere man avancerer og ønsker at blive bedre.

Alligevel er det langt mindre asocialt, introvert eller nørdet end man skulle tro. Dette er i kraft af det sociale aspekt, som til alle tider er til stede i spillet i form af fællesskaber, menneskelige medspillere og modspillere. Den helt enkelte tilstedeværelse af menneskelige spillere overalt i spillet, som det til enhver tid er muligt at interagere med, gør oplevelsen til noget andet end en hobby der ellers dyrkes i hjemmet. Som f.eks. at spille musik eller tegne, som jo ellers er kreative dyder.

“Det er som et arbejde”

Det der er nørdet i spillet, er den indsats som det kræver at nå langt i spillet. Der skal bruges guld og der skal bruges ressourcer, for at avancere i spillet. Jeg har brugt alt, alt for mange timer på at sidde og følge priser på auktionshuse, på at løbe rundt og “farme” noget jeg skulle bruge, f.eks. planter, rovet fra besejrede uhyrer eller fjender, eller simpelthen faret verden rundt og sagt hej til vigtige computerspillere, for at blive anerkendt af en faktion i spillet. Sådanne rejser er besværlige, og kræver ud over rejsetiden tålmodighed og et øje på de farer der lurer i den enorme spilverden.

Økonomien

Nu fik jeg nævnt at spillet er enormt. Det er det i sandhed. Så stort at det må være skræmmende for nye spillere, at vide at de skal igennem de enorme områder for at komme så langt at de kan spille lige op med de eksisterende spilere. Der er meget, meget langt fra en ny spiller til en spiller der har spillet et år, 5 år eller 12 år (så længe har spillet eksisteret, og du kan i princippet spille den samme karakter lige så længe ud vil. Der er i hvert fald ingen grund til at skille sig af med en gammel karakter, med mindre man vil stoppe sig selv fra at spille for meget i fremtiden).

Selv om spillets verden er vokset til mange gange dets originale størrelse (og det var usædvanlig stort da det udkom), er det også et kvalitetsstempel som ingen andre kan hamle op med. Laver andre en ligeså stor verden, vil de lide under ikke at have spillere nok til at fylde den op. Kun fordi spillet har været en succes så længe, kan det lade sig gøre at finansiere fortløbende udvidelser. Og så er dette spil endda også ramt af affolkning i “mellemområderne”, dvs. de områder der kun er interessante at besøge mens karakteren er ung og endnu ikke har noget topniveau i spillet. Det er nemlig først på de højeste levels, at det bliver rigtig interessant at spille. Og dette er endnu et eksempel på hvordan man knokler “som et arbejde” med at spille figurerne op, for at kunne nyde spillets eksotiske frugter: det eftertragtede “end-game” for de højest kvalificerede karakterer.

Alt dette lader sig gøre fordi alle spillere er abonnenter. 100 kr. om måneden er prisen, om med op mod 10 millioner faste, månedlige spillere, taler vi altså om en fast omsætning på 1 milliard kroner om måneden i spillets velmagtsdage: en ca. 5 års-periode. I dag er der sikkert kun halvt så mange spillere, men en halv milliard om måneden for at stille serverne til rådighed er dog også en rundhåndet betaling.

Denne faste betaling for at være en del af fællesskabet World of Warcraft er garant for et højt serviceniveau (serverne er næsten aldrig nede, bortset fra nogle timer hver uge hvor der er en planlagt vedligeholdelse af serverne), og for at der løbende kommer nyt indhold i spillet. De store udvidelser købes separat, men små ting som thanksgiving, påske og jul markeres med udsmykninger og særlige opgaver og præmier i spillet, og uden om spillet er der happenings i form af den årlige konference hvor nye planer for spillet præsenteres. Det er nærmest en slags holy grail for de mangeårige spillere at deltage i disse konferencer.

Filmen Warcraft

Midt i alt dette, dvs. 12 år efter spillet World of Warcraft, kommer filmen Warcraft. Den handler om universet og det karakterer, ikke om de 12 millioner spillere på nogen måder. Det er den geografiske spilverden og dens mytologiske karakterer som optræder i filmen.

Filmen har allerede en lang historie: den har været 10 år undervejs! Frygten for at lave et flop har været reel, da det ville kunne skade det store milliard-franchise betragteligt, hvis det pga. et film-flop blev kikset at spille spillet.

Nu er filmen i biografen og jeg har set den med min kæreste som aldrig har spillet spillet. Vi var altså så langt fra hinanden i udgangspunktet, som man kunne forestille sig ift. spillet og dets verden.Til gengæld deler vi præferencen for fantasyverdener generelt (Ringenes Herre, Game of Thrones) og nutidens superhelte-actionfilm, hvad Warcraft i høj grad minder om i pacing og forbillede.

Filmen har kostet over en milliard at lave (et greb i lommen for et firma som Blizzard, der står bag alle Warcraft-spillene) og det mærkes. Det var den største faktor for mig ift. at se filmen i biografen i stedet for på fjernsynet senere på året. Jeg ville se den verden jeg har tilbragt så mange timer i på det store lærred.

Frygten for et totalt flop var tilstede da vi gik ind i salen, for anmeldelser har været meget blandede. Fra 1-stjernede anmeldelser til 10-stjernende fan-anmeldelser i tusindvis på IMDB. Skuespillet skulle være det værste på film i mange år, osv. osv. Jeg måtte se det med egne øjne og se hvad der var op og ned.

Det vi så var en lidt ligegyldig fortælling i en fantastisk verden. I øvrigt ligesom spillet, hvor fortællingen om hvorfor alting sker er sekundær for mig, mens det man kan gøre med sine karakterer, og den fysiske verden der afdækkes og åbenbares er det virkeligt interessante.

Noget for dig?

Jeg var vild med filmen. Jeg måtte på toilettet undervejs og ærgrede mig virkelig. Jeg ville ikke miste de kostbare minutter. Jeg tager sikkert ind og ser den igen i denne uge. Alligevel vil jeg næppe anbefale den til nogen der ikke har spillet spillet. For det er på alle måder dem den er lavet til. Har du mod på det, skal du selvfølgelig se den. Den er på højde med X-Men og Avengers-filmene, hverken værre eller bedre. Men nok en anelse mere sin egen. Og det er som med spillet særpræget der gør det interessant.

Aldrig mere Warcraft

Som familiefar og fuldtidsbeskæftiget karrieremand ser min tid meget anderledes ud i 2016 end i 2007. Nu spiller jeg PlayStation 3 med min søn, og det er når bølgerne går højt. Jeg kommer aldrig til at spille World of Warcraft hver dag igen, og jeg kommer aldrig til at få den samme glæde ved spillet igen. Det er på de fleste måder slut.

Alligevel vil jeg sikkert fortsat vende tilbage i ny og næ. Betale for at være et par måneder, for at se de nye kontinenter der vokser til med hver udvidelse, for at se de nye racer og karakterer der kommer med hver udvidelse, og for at mindes den gode tid for et lille årti siden, da jeg genopdagede computerspil.

På gensyn Warcraft.

Elevatorfører live på Musikfilm Festival 2016

Standard

12928351_1077161345684764_6122527370444430682_n.jpg

Igår var jeg til min første koncert med Elevatorfører. Det er egentlig underligt, at det har taget så lang tid, for jeg har hørt om koncerterne i flere år og har deres solide debutplade stående.

Det er et band som langsomt har åbenbaret sig for mig. Da jeg hørte dem som gæster i Sneums Garage blev de lidt mere et “rigtigt” band for mig, og da de dukkede op med et par numre på Radio24Syv i en gennemgang af dansk psykedelisk rock begyndte jeg virkelig at spidse ører.

Nu kommer det mærkelige så: jeg kender faktisk godt halvdelen af det 8 mand store orkester, så alene af den grund var det jo på sin plads at komme afsted. Det var bestemt også af den grund at jeg kom afsted igår. For jeg gider ikke rigtig at gå til koncerter længere. Jo, på papiret, og når koncerten bliver slået op. Men på selve aftenen vil jeg som regel hellere lave noget andet, end at høre lige netop ét bestemt band. Se en film f.eks., eller lave noget musik selv.

Men det her band er på så mange måder noget ud over det sædvanlige. De har taget tråden op fra 60’erne og 70’erne med ukrukkede og legende sange, “visuals” på og omkring scenen, og en legende tilgang der klæder en gruppe voksne mænd godt. De fleste er vel tæt på 40, men lyden og energien er ren ungdom og “unge flippere”.

En kommenterede efter koncerten, at hun ikke kunne lade være med at fnise under de første numre. Det er så uvant at høre musik der er så let og legende. Tre andre var kommet tilfældigt ind fra gaden for at gå i biografen og slog så til på tilbuddet om en koncert i Cinemateket. De var helt vilde af begejstring, netop fordi det er så langt fra “almindelig” musik i 2016.

For mit vedkommende var det lige hvad jeg trængte til. Modsat så meget andet for tiden, var det let at indleve sig i koncerten, og både koncentrationen og begejstringen varede ved til den pragtfulde slutning på koncerten, hvor de otte elevatorførere gik syngende ud af biografen til lyden af klapsalver og fællessang.

Nu har jeg bevidst undgået at skrive noget klogt om de enkelte numre. Det må du have til gode til en anden gang. Men lad mig varmt anbefale dig at høre Elevatorfører næste gang du ser dem på plakaten. Det er selvfølgelig ikke alle steder, at man kan sidde og se så godt som i Cinematekets lyserøde plyssæder. Rammerne var både eksotiske og overraskende gunstige for en god, anderledes koncertoplevelse. Men mindre kan også gøre det. For man fornemmer at Elevatorforføreren er i sit es – hver gang!