The Raveonettes – og deres kælderrungende, pigtrådssvøbte candyflosssange

Observator er det syvende udspil fra The Raveonettes. Det er ti år siden det første udspil, som var en EP med 7 numre i samme toneart. Altså et meget selvbevidst værk. Det var tydeligt fra staten, at Sune Wagner og Sharin Foo ville noget med deres band og deres musik.

Det var ikke den store overraskelse, for Sune Wagners forrige band, Psyched Up Janis, var et af de mest ambitiøse danske bands i 90‘erne. Ligesom Kashmir og Dizzy Mizz Lizzy dukkede de op i tågerne af grunge, og ligesom Kashmir og Dizzy Mizz Lizzy spillede de overhovedet ikke grunge. Deres rødder kunne findes i The Jesus And Mary Chain, Sonic Youth, 60’er-pige-pop, Velvet Underground, og Dinosaur Jr. (Disse referencer står for min egen regning, og er ikke klippet fra hverken noget Wikipedia-opslag eller pressemeddelelser).

Vi er nok lidt som Woody Allen

Langt hen ad vejen, er det de samme referencer der går igen i The Raveonettes, men fokus er langt mere på vokaler og vokalharmonier, og langt mindre på den musikalske vildskab der kendetegnede Psyched Up Janis. Vilddyret er tæmmet, så at sige. Men selv om det ikke længere stikker sit grimme hoved frem, så kan man godt mærke, at det nikker med til musikken, når man hører det syvende udspil, Observator.

Det er nemlig en grum bund der ligger under de forbavsende poppede sange. Grum bund og sprøde, smukke vokaler. Holdbare melodier, der ikke udfordrer eller overrasker, men faktisk er gode efter snart 20-25 gennemlytninger (for denne skribent).

Altså et forbavsende modent værk, for et band der arbejder i et felt af teenagedrømme og ditto forelskelser. Det er som en Nils Malmros-film i New York i 60‘erne, med et overset eller glemt støjrockband, der er fusioneret med solisten fra en pige-popgruppe.

I et interview med GAFFA, siger Sune Wagner om den nye plade og om dem selv, at de nok er lidt som Woody Allen – de bliver bare ved med at lave det samme, eller i hvert fald ved med at lave plader på nogenlunde samme måde. Så kan der være et lille twist. På denne plade, er det twist vist, at der introduceres klaver i lydbilledet. Det klæder helet, uden at ændre på stilen eller kompositionerne.

Pladen er kun 31 minutter lang, og er på mange måder netop gentagelser af det udtryk Sune Wagner nu i 20 år har forfinet med henholdsvis Psyched Up Janis og The Raveonettes. Ialt 10 studiealbums på 20 år, med sange om unge, der kastes ud i natten, forelskelser, fortvivlelse, vejene, byerne og drages mod lys, kys og evig ungdom.

Så langt, så godt som altid. Og faktisk lidt bedre denne gang. Der er noget fint over de 10 skæringer, der alligevel kommer ind under 31 minutters-grænsen. Der er ikke unødige gentagelser, men små veloplagte numre, der kommer til pointen, og siger hvad de har at sige, uden dog at forfalde til sjusk eller venstrehåndsarbejde. Det er godt, det her.

Et morgen-TV-interview om Observator

En sur/sød blanding

Det summer. Det brummer. Og spinner, indimellem, som kælne katte der finder sammen.

Jeg har aldrig haft de store forventninger til The Raveonettes, dertil var de for meget bundet op på deres image, store singler, og pastichens farlige kunst. De bar deres inspirationskilder lidt for tydeligt på ærmerne, for de skulle vises og deles, men de var ikke rigtigt fordøjede endnu, og derfor blev det til pasticher.

Nu er inspirationskilderne efterhånden ikke nye længere, og ophavsmanden og -kvinden har haft modet til, at gå i studiet og lægge pladen ind på en uge. De fik tilmed skrevet ét af de 10 numre undervejs, fordi de var blevet trætte af et andet numre.

Derfor er konklusionen denne gang, at de lyder både godt og veloplagt, uden at virke fortænkte og polerede. Den underliggende bund, som jeg i indledningen kaldte grum, er i virkeligheden ret pæn. For det grumme flytter sig rundt fra bund til top, hvor f.eks. vokalerne på Curse The Night lyder som noget der kom ud af et par hovedtelefoner, så spinkel og filtreret er de. Og hvor er det godt.

På modsat vis, er vokalerne solide og medrivende på den dunlette Downtown, med det insisterende omkvæd, “All the boys, all the boys are going dooowntooown”.

Tracklisten er nøje udvalgt, så sammensætningen føles som en sur/sød blanding. For hvert nummer der mejer sig frem, er der et mere tilbagelænet nummer, der viser den søde og sårbare side af duoen.

Det er måske det farligste for nye lyttere. De fleste numre, er hængt op på en meget tynd idé. Det er helheden, det korte, energifyldte værk, der skal nydes. Gør man det, bliver det en både helstøbt og varieret plade.

Videoen her er en kort dokumentar fra indspilningen af det forrige Raveonettes-album, Raven In The Grave (2011)

De ældre albums

Når man til sidst finder ind til et band, som Raveonettes, og bekender sig som fan, så ser bagkataloget pludselig spændende ud igen. De sidste par dage her jeg lyttet til Lust, Lust, Lust, Pretty in Black, In And Out of Control, og Raven In The Grave igen. De er bedre end jeg husker.

Det der især vinder, ved de nye lytninger, er at man kan se trådene der fører til Observations-albummet. Idéerne er der, de er bare ikke lykkedes så godt før, med at skabe et samlet udtryk der opsummerer og repræsenterer bandet.

På scenen

Jeg har oplevet Sune og Sharin Foo tre gange. Den første gang, på Voxhall i Aarhus, var de blot annonceret som Sune Wagner & Sharin Foo. De spillede som duo, med hende på bas og ham på guitar (eller var det to guitarer?), og sluttede af med at spille en håndfuld Psyched Up Janis-numre. Det var en ret uforløst koncert, hvor ikke rigtig blev klogere på, hvor de ville hen med deres musik.

Anden koncert med dem, var en decideret Raveonettes-koncert. På det tidspunkt var de fire i bandet, og det var også denne gang på Voxhall, som denne gang var proppet til bristepunktet med folk der ville se giraffen. Bandet gik på scenen, og stod der i røg og damp i en lille time (eller var det 50 minutter), før Sune tog mikrofonen og sagde, at det havde været fantastisk at være der. Det var det måske for de fire, men den New York-swagger de havde som varemærke, var cool at se på, men ikke særligt underholdende. Denne koncert var nærmest endnu mere uforløst end den forrige, omend man dog ikke længere var i tvil om hvor deres musik var på vej hen, for den sad lige i skabet, med et solidt og helstøbt udtryk som de havde lagt ned over alle sangene som en tung glasur.

Det blev til et tredje møde, da de i 2006 var opvarmning for Depeche Mode på dele af deres verdensturné. Jeg så begge bands på Aarhus Stadion (NRGI Park, tror jeg det vil kaldes), og denne koncert var faktisk endnu ringere end de forrige. De blev budt, at stå og spille foran Depeche Modes gear, uden storskærm, og med næsten ingen volume. Det var tyndt, og synd for Raveonettes – og deres publikum.

Fire gange på Orange Scene

Sune er ellers en både dygtig og rutineret livemusiker. Musikken fejler aldrig noget. Og så er han, måske, den eneste musiker der kan prale af, at have stået fire gange på Orange Scene, med tre forskellige orkestre: Psyched Up Janis (1996), Psyched Up Janis (1998), The Tremolo Beer Gut (2000), og senest med The Raveonettes (2011). Meget større bliver det ikke i Danmark. Det skal dog siges, at den sidste koncert i 2011, var hæmmet af dårlig lyd, og noget så kikset som probler med strøm! Koncerten fik blot en stjerne i anmeldelsen på Undertoner.dk, og på den måde blev det en grim punktering for bandet, og dets foreløbig 5 koncerter på Roskilde Festival.

På gensyn

Raveonettes spiller d. 26. oktober i VEGA. Jeg tror bandet er så voksent og modent, som det kan forventes at blive. Jeg tror jeg vil kunne tælles blandt publikum den dag. Det kan faktisk blive rigtig godt.

She Owns The Streets-videoen er inspireret af en gammel hip-hop-dokumentarfilm fra starten af 80’erne.

Diskografi

Sune Wagner fra 1992 til nu:

(1992 danner Psyched Up Janis)
Med Psyched Up Janis:
1994 – Swell
1997 – Beats Me
1998 – Enter The Sugar Peppermint Lounge
1999 – Hi-fi Low Life
1999 – The Quiet Album (live)

Med The Raveonettes:
2002 – Whip it on (EP)
2003- Chain Gang of Love
2005 – Pretty In Black
2008 – Lust Lust Lust
2009 – In And Out of Control
2011 – Raven In The Grave
2012 – Into The Night (EP)
2012 – Observator

Som Sune Rose Wagner:
2008 – Sune Rose Wagner

Sunes guitar kan desuden findes på udgivelser med Tremolo Beer Gut, ligesom han har optrådt som en del af Sort Sol, en del af Nikolaj Nørlunds backingband for Niels Schousen, og med det uhøjtidelige surfrockband The Tremolo Beer Gut. Måske mest overraskende, udgav Michael Falch og Sune Wagner i 2010 singlen “Nu Rider Vi Stormen Af” som digital download sammen.

På dansk er forbindelsen til Nikolaj Nørlund meget tydelig.