Marathonmelankoli og popfis fra Goth-mesteren selv på Roskilde 2012

The Cure under åben himmel

Den første overraskelse på Roskilde var The Cures optræden torsdag aften. De var ikke for gamle, de var ikke for kedelige, og de var gavmilde: 3 fulde timers koncert!

Setlisten er allerede vidt refereret, men her er den for en ordens skyld:

The Cures setliste på Roskilde Festival 2012

Det var bedre end forventet, da der fra starten blev åbnet med godter fra Wish-pladen (1992). Først fik vi albumåbneren Open, og derefter førstesinglen High. En mere kedelig single, The End of The World, fra det ret kedelige og formelagtige album The Cure (2004), trak koncerten lidt ned. Men med Lovesong fra Disintegration (1989), bandets største hit i USA, var koncerten tilbage på sporet igen. Der blev den faktisk resten af aftenen, hvor en meget solid koncert med en fokuseret indsats fra bandet udspillede sig foran ca. 60.000 festivalgæster. Der var for mig en masse genkendelsesglæde undervejs, og efterfølgende en del undren: hvorfor spillede de ikke de lange, seje numre fra Disintegration? De gjorde de måske ikke, fordi de i stedet spillede så rundhåndet fra både Wish og Kiss Me, Kiss Me, Kiss Me (1987). 7 sange fra Wish og 5 sange fra dobbeltalbummet Kiss Me, Kiss Me, Kiss Me.

Koncertens ubetingede højdepunkt var ekstranumrene. Specifikt de første tre ekstranumre: The Kiss, If Only Tonight We Could Sleep og Fight.

Lyden på The Kiss, der også ville have været fantastisk at åbne koncerten med, var helt som på det fantastiske album. Ikke helt så mange guitarer i lydbilledet, det ville have krævet 10-12 mand mere på scenen, men samme intensitet, og det gav følelsen af, at ekstranumrene ikke var til for at blive jabbet igennem. Tværtimod. Vi fik en lille suite af tre meget forskellige numre, den psykedeliske og vilde The Kiss, den meget dystre, svævende og finurlige, med sine mellemøstlige samplinger, If Only Tonight We Could Sleep, og til sidst den punkede, hidsige og kampklare Fight.

De tre sange stod som koncertens højdepunkt på det tidspunkt, og blev kun overgået af ekstasen på pladsen, ikke af samspillet og fokus i bandet, da de efterfølgende 10 ekstranumre trak på genkendelsesglæden ved de mange titusindvis af begejstrede fans, der genkendte de letbenede, legende singer The Lovecats, Let’s Go To Bed, Close To Me, og de træfsikre hits Why Can’t I Be You?, Friday I’m In Love og Boys Don’t Cry. For de gamle fans var der så også Dressing Up, Just One Kiss, og den altid veloplagte, akustiske tour-de-force The Caterpillar.

Hvor mange bands leverer den form for ekstranumre? 13 af slagsen.

The Cure leverede varen, stemningen (der ikke skulle være syng-med-koncert hele vejen igennem, vi taler trods alt om Goth-forbillederne over alle!) og det til langt over forventningerne fra denne side.

Avisernes samlede karakter, fra de 10 herunder indsamlede anmeldelser, giver 4.2 ud af 6 stjerner.

Jeg kunne godt have ønsket mig et lidt højere lydniveau, og jeg tror faktisk at det havde skubbet den samlede vurdering op nærmere de 5 stjerner. Det var i høj grad forhåndskendskabet til sangene, som fik dem til at gå helt klart igennem. Havde musikken fået lidt mere hjælp i form af decibels, havde den virket stærkere på det kæmpemæssige publikum.

Alt i alt en meget dejlig koncert der afsluttede en varm og solrig Roskildedag.

Seks stjerner:

Undertoner: I hele tre timer spillede bandet, hvad der må kaldes en overlegen fremvisning af et bagkatalog i særklasse.

Soundvenue: Man måtte både undres og imponeres over, hvor fremragende og uforanderlig Robert Smiths signifikante vokal stadig er, og med et vanvittigt sammenspillet band blev det ganske enkelt en af de der aftener, hvor alting faldt på plads imellem band, publikum og de små tilfældigheder.

Fem stjerner:

Gaffa: The Cure har ikke overbevist på plade i dette årtusind, men i aften brillerer de endnu en gang som liveband på Roskilde Festival. De spiller stadigvæk fremragende.

Jyllands-Posten: The Cure kom vidt omkring i karrieren til koncerten på Roskilde Festival. Der var både mørke momenter og lyse popstunder.

Politiken/iByen: Man skal ikke som Madonna løbe om kap med de unge. Ifølge The Cure skal man tværtimod bare holde på sit, blive stående og lade de unge komme til sig.

Fire stjerner:

Proud! Magazine: Efter aftenens koncert på Roskilde Festival 2012 har The Cure fået fastslået, at de ikke er et band på vej mod efterløn, men de er i den grad stadig kan kurere et publikum.

Berlingske: Ringe er koncerten selvfølgelig aldrig, dertil er Robert Smith og Co. for drevne, men udmattelsen sætter sig som timerne går, og mange forlader pladsen, sætter sig ned eller begynder at snakke

Tre stjerner:

Ekstra Bladet: De var ikke specielt gode, og de var ikke specielt dårlige. I lange perioder var de til gengæld ligegyldige.

To stjerner:

B.T: The Cure denne torsdag aften var verdens længste kur mod livsglæde.

Århus Stiftstidende: Som det store samlende rockband på Orange Scene torsdag aften duer The Cure ikke. Det var alt, alt for monotont og ensformigt.

 

Lyst til at læse mere om The Cures aktiviteter? Prøv Chain of Flowers – et 16 år gammelt og meget aktivt Cure-site.