Til Dylan i Sverige: Dag 2, Trädgårdsföreningen, Göteborg

Anden koncert var klart den bedste. Dagen før var publikum ikke med hele vejen, og rigtig mange snakkede højlydt gennem andet set. Oplevelsen i Göteborg var helt anderledes.

Trädgårdsföreningen ligger få hundrede meter fra Hovedbanegården, og altså helt centralt placeret i Göteborg. Da jeg stod af toget ved 15-tiden, kunne jeg faktisk høre lydprøven helt tydeligt på vej til mit hotel. Skønt, for os gæster, at de må spille så højt midt i byen.

For anden dag varmede Sylvester Schlegel op, og det gjorde han godt. Jeg havde cirka nul lyst til at se en ukendt svensk folkesanger to dage i træk, men det endte med at jeg købte hans genoptrykte album dagen efter koncerten (genoptrykt til Record Store Day 2013). Musikalsk var det pop, med en folket besætning: cello, guitar, mandolin, keyboard, bas og trommer – og masser af kor. Jeg ved ikke rigtig hvem man kan sammenligne med herhjemme. Stemmen var spinkel og ofte i falset, men numrene var nu godt sat sammen, og specielt anden aften blev rigtig stærk for bandet.

Efter opvarmningen var der en god halv time til Dylan, som sluttede af med at setlister blev klistret fast på scenen. Jeg nåede lige at tænke, sikke noget show-off, det er jo bare samme set som de altid spiller. Men lige der kom Stu Kimball ind på scenen, og startede koncerten på elektrisk guitar, og ikke på akustisk som dagen før. Det var alt jeg behøvede at vide: vi var på vej off-piste, væk fra den slagne vej.

Det var et rigtig godt træk, at spille et mere uptempo set i Göteborg. 15 numre der ikke blev spillet i Helsingborg – til stor glæde for de som skulle se begge koncerter – og ingen pause. Det sidste var med til at holde intensiteten oppe. Ikke at der skulle så meget til, for mit vedkommende. Jeg bimlede af lykke, over at få en “speciel” koncert, på denne min ellevte aften i selskab med Dylan på The Never Ending Tour.

Det ene fede nummer efter det andet blev sendt ud over scenen. Med de andre “specielle” koncerter i baghovedet, er det tydeligt, at Dylan er ved at lave et A- og et B-set. Et lytte- og et uptempo-set. Selvom uptempo skal ses ift en 73-årigs magelige normaltempo. Jeg har set to rigtig gode numre fra koncerten på YouTube, Shelter From The Storm og Girl From The North Country, og de er alt andet end uptempo.

Musikalsk mindede koncerten mig om Falconer-koncerten i efteråret. Bandet er godt, men konstellationen har ikke helt spillet sig ind på dette set endnu. Dylan har i hvert fald ikke. Meget af tiden, var hans spil søgende og kluntet, og mindede mig om børnemusik. Det ødelagde ikke noget, men der blev suttet en del citroner omkring mig den første halve time, når Dylan insisterede på sin egen halvfalske skala på flygelet. Men da vi gik derfra små to timer senere, kunne det ikke lyde på andre måder. Vi var omskolede på bedste vis. Vores ører åbnet op for Dylans særegne musiceren.

I beretningen fra Helsingborg roste jeg Sexton og Dylans samspil. Her var det bombet nogle måneder bagud, og det betød at Charlie var ekstra varsom i sit spil. Det virkede som om, han forventede at få stød, hvis han spillede noget der var det mindste klichefyldt. En umulig opgave, så ikke så mærkeligt at han så presset ud til tider.

The Levee’s Gonna Break var laaaang, men Dylan var der, og det var godt hele vejen. Det var ellers et af de bluesnumre jeg havde spået kunne blive meget ensformige.

Girl From The North Country mindede mig i denne version om et Oh, Mercy-outtake. Det var smukt, smukt, smukt.

Musikken i Cry A While mindede mig om et Tom Waits-backing track. Og det er en kompliment.

Alt i alt en skøn koncert, og en helt særlig oplevelse, at høre 34 forskellige Dylan-sange på to dage. Kom snart igen, Dylan, og tag sangene fra din næste plade med. Jeg kommer helt sikkert igen!